Skriv en kommentar
Med elegant perfomance brænder Julianne Moore igennem lærredet som den selvudslettende forstadsfrue Cathy Whitaker. Men det er hun ikke ene om. På flankerne støttes hun dels af en bekymrende virkelighedstro Dennis Quaid, som den homoseksuelle Frank Whitaker og Dennis Haysbert som deres sorte lidt forsagte gartner, Raymond Deagan.
Sammen tegner de figurerne i et melodramatisk technicolor univers, hvor Eisenhower stadig er præsident, fjernsynet for alvor er ved at blive hvermandseje og raceproblematikken ulmer. Vi befinder os i et overfladisk forstadssamfund i Connecticut med Frank som en hårdtarbejdende, familieforsørgende salgsdirektør og Cathy som den kærlighedshungrende, hengivne kone, der er hjemmegående, tager sig af husets mange gøremål og nå ja, når tiden er til det, mødes med de andre hjemmegående kvinder til en daquiri og lidt lokal sladder.
På overfladen ser det hele unægteligt smukt og idyllisk ud. Lidt trivielt, men dog smukt og uden de store overraskelser. Ingen slinger i valsen. Børnene bander ikke, laver deres lektier og husker at børste tænder, når de har spist. Det ligner et uddrag af ’Pleasantville’ og er det ved første øjekast også. Cathy gør da også sit til at glatte ud for eventuelle problemer, der måtte være under opsejling. Som idylskaber og konfliktløser står hun med ét over for et problem, der ikke bare kan glattes ud eller fejes ind under gulvtæppet. For hvad gør man som hustru, når man opdager, at den mand, man elsker over alt og deler både børn, bil og avisabonnement med, er utro med en anden mand. Efter gængs husmor logik og tidens tabubelagte normer, er homoseksualitet en sygdom, en falliterklæring og skal derfor behandles derefter. En serie faste konsultationer hos dr. Bowman er mirakelkuren. There you have it. Problem solved! Eller hvad? Nej, ukrudt forgår jo som bekendt ikke så let. Konflikten ulmer og truer det, på overfladen, lyksalige ægtepars sameksistens og levegrundlag. Og hvad gør man så som hjemmegående husmor, når man ikke kan få den kærlighed, man søger. Man udvikler følelser for familiens gartner, som er kunstelsker og i øvrigt sort. Han viser sig at være et sympatisk og varmt menneske og giver Cathy mulighed for lukke op for hendes indre smerte. Det er her filmens udvikling for alvor eskalerer. For hvis der er noget, der ikke kan accepteres i halvtredsernes raceadskilte USA, så er det en sort mand og en hvid kvinde, endda fra to forskellige sociale lag, der fraterniserer.
Racediskrimination og homofobi. Det er følsomme emner Todd Haynes behandler i denne hans fjerde spillefilm. Følelsesudbruddene når vulkaniske højder idet klimaks rammes. Selvsamme emner virker dog malplaceret i et senmodernistisk samfund, hvor racisme eksisterer men næppe florerer og homoseksualitet vel nærmere kan opfattes som en seksuel grænseoverskridelse end et tabubelagt problem. Betinget deraf er budskabet irrelevant og ligegyldigt i en globaliseret Verden, hvor USA's- udenrigspolitik og SARS-virusen sætter dagsordenen og hvor seksual- racedebatten i dag er på et helt andet niveau, end den var det for halvtreds år siden.
Todd Haynes forsøger, med ’Far From Heaven’ at trække en rød tråd ned til halvtredsernes klassiske melodrama. Med en minutiøs og detaljeret affotografering af Douglas Sirks rammefortællinger lykkes det da også ganske overbevisende. I et samspil mellem kulisser, farver, underlægningsmusik og dialog er skabt et, visuelt, flot bud på et melodrama efter datidens normer og muligheder. Alligevel må ’Far From Heaven’ stemples som ligegyldig og overflødig. Trods sine mange fysiske kvaliteter og en klassisk narrativ struktur, der følger opskriften slavisk, kan dette melodrama om kærlighed og had på ingen måde gøre sig bemærket i selskab med melodramaer af ældre dato. Det er der flere årsager til. Den ene hedder Douglas Sirk. Om nogen var han kongen af genren og leverede produktioner på samlebånd. Et træk for disse, var deres indkapsling af kærligheden i tidstypiske men dygtigt fortalte fortællinger som ’Dårskabens Timer’ fra 1956 er et blændende eksempel på. Det er her, ’Far From Heaven’ kommer til kort. Den virkelige udfordring ligger ikke i at indspille et melodrama efter de klassiske forudsætninger for at ramme filmånden fra halvtredsernes Hollywood. For det lader sig ikke gøre. Den virkelige udfordring ligger i, at klæde melodramaets persongalleri på til en nutidig skabelon. Et nutidigt univers med nærværende problematikker. En teknik som spanske Pedro Almodóvar gør åbenlys brug af og hidtil med stor succes og evident elegance.
Den anden hedder tematik. For hvis der er noget, der har været drivkraften for filmproduktioner, i og udenfor USA så er det racisme og ’den forbudte seksualitet’. Derfor bliver ’Far From Heaven’ for fantasiløs og uvedkommende.
’Far From Heaven’ er simplistisk og stereotyp i sin personelle og tematiske karakteristik. Det giver et larmende fravær af de dybere nuancer og udstiller det amerikanske samfund og dets statiske marionetdukker i en enten-eller-politisk forestilling. Der har ikke været plads til grænsefelter med en mere flydende overgang mellem sort og hvidt. Det giver et ufærdigt helhedspræg på narrationens bundlinie og derfor er skuespillet og udsigelsen på alle måder de bærende kræfter. Og det er der også god grund til.
Blændende skuespil og en visuel farveallegori skaber sammen med vægtende og vigtige dialoger et arketypisk og klassisk melodrama, som det visuelt gjorde sig til i halvtredsernes amerikanske filmproduktion. Men derved hører al sammenligning også prompte op. For nok er symbolikken og kulisserne gennemarbejdede og velovervejede på en måde, der kunne minde om ’American Beauty’ i sin visuelle udsigelse og gør det. Nok er dialogerne tilpasset et sprog, der indkapsler den sproglige korrekthed i halvtredsernes USA (Ikke noget med at bande og forarge med blasfemiske udtalelser). Og nok er Julianne Moore aldrig set bedre, Dennis Quaid sjældent set bedre (det skulle da lige være i borgerkrigsdramaet ’Savior’) og Dennis Haysbert et forfriskende pust. Men det er ikke faktorer, der kan ændre på det faktum, at visse genrer hører sin periode til. Sådan er det med westerns og sådan er det med melodramaer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
