Skriv en kommentar
I Lasse Hallströms filmatisering af Reidar Jönssons roman ”Mit liv som hund” (1985) fascineres drengen Ingemar af historien om rumhunden Laika, som russerne sendte ud i rummet. Ingemar bruger historien om rumhunden til at reflektere over sit eget liv, som han spejler i det syrede faktum, at man sender hunde ud i rummet. Den Canadiske iscenesætter Robert LePage har med ”Far side of the Moon” lavet en lignende beretning, hvor menneskets liv på jorden sættes i perspektiv til rumudvidelsen. Filmen starter derfor med nogle overordnede betragtninger over månen, som man på et tidspunkt så som en refleksion af jorden. Da russerne senere tog billeder af månens bagside ændrede, måden at tænke på sig. Verden var blevet større og mennesket satte sig i rumkapsler og fløj ud i rummet, og det endte jo også med, at Amerikanerne ret faktisk gik på månen.
Hovedpersonen Phillippe er en afdanket studerende, der ikke kan blive færdig med sin sidste afhandling, der kredser om nogle vilde teser om, at menneskets rumforskning udspringer af narcissisme. Siden Phillippe var dreng, har han været fascineret af rumrejser og det på både en teoretisk og en fantasifuld måde. På reelplanet er Phillippe omkring de 40 år og ansat som abonnementsælger for en avis. Phillippes elskede moder dør, og nu har han ikke andet familie tilbage udover sin lillebror André, der er ansat som vejrprofet på en tv-station. Phillippe og André har dog store problemer med at nå ind til hinanden, dels fordi André er overfladisk og dels fordi Phillippe er en virkelighedsfjern drømmer. Perspektivet følger Phillippe i en tid, hvor han kæmper for at få forholdet til at fungere med broderen og for at komme videre i sit liv efter moderens død.
Filmens overordnede historie er ret stillestående, der sker ikke meget for Phillippe, og som sådan kommer filmen mest til at handle om, hvorfor han er endt, som han er endt. Derfor består filmen af mange flash Backs, der fortæller om de to brødres barndom. Vi kommer derfor på en tidsrejse tilbage til Phillippes ungdommelige fascination af rumkapløbet. Dette kombineres på en charmerende måde med hverdagsfænomenet at vaske tøj. For ret tidligt opdager Phillippe ligheden med vaskemaskinens runde åbning og rumraketens mystiske færd i rummet. Filmen kredser derfor om Phillippes personlige rum, men bliver også til en metafor for flere dybder af den menneskelige eksistens. LePage spiller begge brødre, hvilket i sig selv viser, at de har ting til fælles, men alligevel er forskellige.
Filmens største force er dens charmerende måde at fortælle på sin egen lunefulde og nedtonede måde. Der sker hele tiden sammenstillinger af elementer, der drejer sig om en usynlig akse af absurditet. Derfor sker der en sammenkædning af det helt banale i at vaske tøj, til det vidunder at fødes over det mystiske i at foretage ekspansioner ud i rummet. Hver gang de store tanker melder sig, drejer historien tilbage i det banale og fra store rumrejseteorier lander vi pladask i det faktum, at en guldfisk svømmer rundt i en bowle og skal overleve.
Karaktererne er interessante og menneskelige og filmen bør ses for dens naturlige charme. Instruktør LePage har således skrevet, instrueret og spillet en charmerende film, hvis største styrke helt klart er dens fantasifulde egenartethed.
