Det virker som om at det er kommet på mode, i filmbranchen, at lave nye fortsættelser til filmserier, der ellers har nogle år på bagen. For eksempel startede sommeren med at Jurassic World, bragte
dinosaurerne til 2015.
Nu er der endnu en gammel filmserie, der skal genoplives. Denne gang er det ikke et actionbrag eller en eventyrfilm, som vi har set det med Terminator og Indiana Jones. Det er derimod en ganske almindelig roadtrip-komedie. Fars fede ferie vender nemlig tilbage.
Denne gang er det ikke Clark Grisworld, der sidder bag rattet som familiens overhoved. Stafetten som patriark er blevet overdraget til sønnen Rusty Grisworld (Ed Helms), der i 80’erne blev slæbt med på den ene katastrofeferie efter den anden. Rusty er blevet voksen og har startet sin egen familie. Han beslutter sig for at overraske familien med en ferie tværs gennem USA til forlystelsesparken Walley World. En ferie, der er inspireret af den ferie, han var på som dreng. Den vi kender fra Fars fede ferie. For ham var det den bedste ferie. Nogensinde. Overhovedet. Men traditionen tro, går alting galt.
Familien der, ud over Rusty, består af konen Debbie (Christina Applegate) og sønnerne Kevin (Steele Stebbings) og James (Skyler Gisondo), kommer ud på et længere roadtrip, hvor de bliver udsat for alskens prøvelser. Lige fra en (næsten) nøgen Chris Hemsworth, en selvmordstruet riverrafting-guide til en gal lastbilchauffør. Men den største udfordring er at holde sammen på familien og at finde hinanden midt i alt galskaben. Der er altså lagt op til en af fars fede ferier, som vi kender dem.
Normalt er jeg ikke særlig glad for at gamle filmsucceser bliver genoplivet. Ikke fordi jeg ikke er fan af filmene. Problemet ligger i at filmene aldrig lever op til de gamle klassikere. Jeg ved ikke om, det er fordi, der bliver forventet for meget af dem eller om det er fordi, de er lavet for at tjene nogle lette penge på et kendt brand. For eksempel synes jeg ikke at den nye Jurassic World rigtig fangede stemningen fra 90’erne, til trods for flotte specialeffekts.
Men med Fars sygt fede bilferie bliver det vist at man godt kan hælde gammel vin på nye flasker. Filmen rammer nemlig meget præcis den stemning og den humor, som de gamle film diskede op med. Humoren ender ikke bare i ”pik og patter”, hvilket jeg ellers frygtede, ville ske, da jeg så traileren. Det er ikke fordi, filmen ikke benytter sig af ”lort og pubeshår”. Det gør den. Det bliver samtidig krydret med mindre stikpiller rettet imod det konservative republikanske USA. Vi bevæger os i et landskab af raffineret falden-på-halen-komik, som vi så det i den første Fars fede ferie.
I det hele taget ligger historien meget tæt op af den originale film. Men det er så en fordel at filmen selv er klar over det. Den kan oven i købet lave grin med det. For eksempel er der flere referencer til scener fra den gamle film. Rustys familie gør også opmærksom på det overfor Rusty, da han fortæller om ferieplanerne. De spørger direkte, om ikke det er en kopi af den gamle ferie. Hvortil svaret fra Rusty er: nej. Børnene er jo to drenge og ikke en dreng og en pige denne gang. Hvilket jo er en kæmpe forskel.
Filmen gør sig ikke til mere end hvad den er. Nemlig en moderne fortolkning af en omkring 30 år gammel film. Men til gengæld fungerer den også som det. Ja, det er en kopi. Men det bliver heller ikke lovet at filmen har opfundet den dybe tallerken. Det er en film, der er lavet for at underholde, hvilket den klarer meget godt.
Har man tilbragt sommerferien i et sommerhus, i Danmark, mens regnen har stået ned i stive stråler, bør man tage ind og se Fars sygt fede bilferie. På den måde kan man blive forvisset om at ens egen ferie ikke gik lige så galt, som den familien Griswold traditionen tro, har haft.