Skriv en kommentar
Ude i Avedøre ligger en tidligere kaserne-grund, eller rettere i dag ligger Filmbyen her, der domineres af Danmarks pt. mest spændende filmselskaber nemlig Zentropa og Nimbus Film - i nævnte rækkefølge.
Forfatteren, freelancejournalisten og musikeren mmm Thomas Vilhelm, der tidligere har skrevet ”Det visuelle øre” om filmmusik, fortæller hvordan Filmbyen blev til. Fra undfangelsen af idéen hos Zentropa i Ryesgade (Østerbrodelen), hvor også Nimbus Film havde til huse, over de to selskabers udflytning til Avedøre og frem til i dag. I dag er Filmbyen et meget levende filmmiljø, hvor så at sige alle niveauer i en filmproduktion findes – ligesom også håbefulde unge er på filmlejrskole her.
Det er ikke uden en hvis forventning, man åbner Vilhelms bog. For første gang lægges op til en dybtgående skildring af Zentropa og miljøet omkring det succesfulde, men vel også kontroversielle filmselskab. Et selskab præget af de to meget forskellige personligheder Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen, der har gjort det til en dyd at spille på selviscenesættelsen, om end man også af og til har på fornemmelsen at en mere end velvillig presse partout vil holde fast i netop det image.
Vilhelm fastholder dette billede af Zentropa og sætter mere eller mindre skarpt det noget mindre selskab Nimbus Film, med bla. Thomas Vinterberg og Birgitte Hald i spidsen, i modsætning hertil. Nimbus Film fremtræder som det noget mindre støjende selskab, der ikke gør meget væsen af sig, men har blik for kvalitetsfilmene. Sådan som forfatteren skildrer forholdet mellem de to selskaber er der nærmest tale om et had/kærlighedsforhold, hvor Nimbus Film hele tiden flirter med at gøre sig fri af storebror, eller måske skulle man sige fader, men kan næppe sige sig fri for en meget stor afhængighed både kreativt og produktionsmæssigt af Zentropa. Om det er rigtigt, skal jeg ikke kunne sige, men det er sådan Vilhelm beskriver forholdet.
Langt hen ad vejen er Vilhelms bog bestemt underholdende, men man bliver efterhånden træt af det stakåndede tempo der fortælles i; facts og anekdoter og meget hurtige konklusioner flintrer derudaf – man skæver til forlaget nemlig Ekstra Bladets og tænker om det er derfor. Og så nytter det ikke rigtig noget, at der er gennemført en masse interviews og research til grund for fremstillingen. Rigtig meget klogere på Filmbyen bliver man næppe, for det er svært at finde den samlende idé, den røde tråd der rækker udover fremstillingens kronologi og den i øvrigt udmærkede opdeling i ”Historien”, ”Rollefordelingen”, ”Filmene” og ”Vurderingerne”.
Den røde tråd kunne måske have været et insisterende blik på filmenes kvalitet i forhold til den økonomi, som spiller en så overordentlig rolle i filmproduktion. Ja økonomien er central i fremstillingen, bestemt, men hvad vil Vilhelm for ikke at sige Filmbyen med den, om jeg så må sige … Problemstillingen bliver mere og mere påtrængende som vi, dvs Zentropa fjerner sig fra Dogme 95 og en mere strømlinet dansk produktion tager over i det hele taget. Men Thomas Vilhelm springer i målet og konstaterer blot til sidst: ”Ud fra de beskrevne scenarier i denne epilog tyder alt på, at Filmbyen fortsat vil være en primus motor i dansk film, selv om konkurrencen fra andre selskaber, medier og de mange underholdnings- og kulturtilbud er hårdere end nogensinde”.
