Skriv en kommentar
Søren Brun er indbegrebet af den forknytte dreng, for hvem intet tilsyneladende lykkes. Hans drager vil ikke flyve. Han står i spidsen for et baseball-hold, der aldrig har vundet en kamp. Og selv om Nuser, hans konstant jublende lykkelige beagle, så godt som altid står parat med opmuntrende opbakning, så er Søren Bruns største problem måske i virkeligheden, at han med års erfaring i bagagen ikke har modet til at sætte sig igennem, til at følge en ambition.
I Filmen om Radiserne er universet og det figurgalleri det gamle velkendte. Hans lillesøster Nina er fortsat både irriterende og håbløst forelsket i Thomas, der forgæves forsøger at gemme sig under sin sutteklud. Trine er stadig den hånlige klassekammerat, som tjener en klatskilling på psykiatriske konsultationer til 25 øre. Det støver stadig efter Rumle og Woodstock er stadig Nusers vildt flaksende lille hjælper.
Med ét dukker der en ny figur op: Den lille rødhårede pige – som gennem filmens 88 minutter aldrig bliver omtalt ved sit navn. Hun flytter ind i huset over for, hvor Søren Brun bor og er også ny i hans skoleklasse. Søren Brun bliver hovedkulds hamrende forelsket og hans kvaler med manglende succes – og mod til at tage kontakt – bliver nu yderligere fremhævet. Den lille rødhårede pige taber sin fortyggede lyserøde blyant. Søren Brun samler den op, men han magter ikke at aflevere den, hverken i skolen eller ved bare at gå over gaden derhjemme. Blyanten bliver på den måde den synlige, fysiske manifestation af den Søren Bruns kvaler.
Som animation lander filmen på stor afstand af Ice Age-filmene. Figurerne er nok animeret i 3D, men de bærer stadig - heldigvis - deres karakteristiske udseende med sig fra tegneserien. Deres øjne fremstår således mere tegnet end animeret. Samtidig er der nok en rød tråd gennem handlingen, men i realiteten er det en kæde af enkeltstående tableauer og situationer, som bærer tegneseriens enkelhed med sig.
Der er dog en markant undtagelse i Nusers drøm om opgør med Den Røde Baron, flyveresset fra 1. verdenskrig, styret fra taget af hundehuset. Disse drømmesekvenser er effektfuldt animeret som var de en del af et toptunet computerspil. Problemet er bare, at den meget konkrete og "realistiske" tilgang til Nusers drømme simpelt bliver FOR håndgribelig.
Denne omstændighed til trods bærer genoplevelsen af Radise-universet lige akkurat filmen igennem til en vurdering over middel. Der er ikke meget nyt at hente og med en udtalt mangel på tegneseriens referencer til samtidens samfundsforhold, ender filmen som temmelig tandløs hygge for dem, der kan huske, hvad der var en gang.
Endelig er der grund til at revse Fox Films danske afdeling for en aldeles umulig titel. Filmen om Radiserne med Nuser og Søren Brun lyder jo som en dokumentarfilm, der lige akkurat ka' finde vej til sendefladen på DR K.
