To år er gået, og et nyt kuld elever fra Den Danske Filmskole er klar til at blive kastet ud i den virkelige verden. Afgangsfilmene er elevernes ultimative visitkort, der i bedste fald kan fungere som katalysator for kommende karrierer.
Dybt original kunst(ner)film
Hlynur Pálmasons En Maler er utvivlsomt årgangens mest originale og spændende fiktionsfilm. Her følger vi en passioneret og succesfuld kunstner (spillet indlevende af Ingvar Eggert Sigurðsson), der lever en isoleret tilværelse på et landsted, hvor han hengiver sig betingelsesløst til sit arbejde. Men da hans søn kommer på uventet besøg, bliver det tydeligt, at kustneren ikke har samme evner som far, som han har med farvelade.
Styrken ved En maler er dens balancegang mellem kunstfilm og komedie. Langsomme og teknisk raffinerede panoreringer og rå men smukke landskabsbilleder står i konstruktiv kontrast til grotest-absurde scenarier, som da maleren (efter spontant at have overfaldet sin søn) bæres væk af seks mænd i regnslag. Her trækker filmen tydelige tråde til Roy Anderssons tragikomiske film – og dette er bestemt ment positivt. Forhåbentlig ser vi meget mere til Pálmasons unikke signatur.
Forfriskende uforudsigelighed
Carl Marotts film Oasen skiller sig markant ud fra mængden med sin uforudsigelighed og uventet grusomme voldsscener. Jens Andersen aka ”Polle fra Snave” er uhyggeligt overbevisende i rollen som den hæmmede enspænder Tom, der bliver forelsket i Laura, der spilles med stor sødme af den smukke Danica Curcic.
Lauras karakter er et forfriskende spin på filmens klassiske Manic Pixie Dream Girl – pigen, som med sin boblende joviale personlighed får omvendt den mandlige, misantropiske hovedkarakter om at omfavne livets glæder og eventyr (a la Zooey Deschanel i samtlige af sine roller). I Oasen lader Laura til at være sådan en pige – og Tom til at være sådan en mand – men Marott giver klichéen et makabert twist.
Teenage-kvaler og knytnæver
Årgang 2013 byder også på to intense teenage-fortællinger: Karoline Lyngbyes Spidse albuer, blødende knæ og Klas Marklunds Flokken, der begge tematiserer det uskyldstab, der finder sted i den tumultariske overgang fra barn til voksen.
I Spidse albuer, blødende knæ møder vi 15-årige Julie, der mildt sagt har det hårdt. Hendes far fosømmer hende, mor slår og storesøster trøster ikke – tværtimod. ”Spidse albuer, blødende knæ” er et vaskeægte melodrama fortalt med (til tider for) store fagter om den rådvildhed og oprørstrang, der præger unge piger på vej til at blive voksne.
Pigefnidder og søskende-rivalisering, er i Flokken byttet ud med drengerøvshumor og manddomstests. En fodboldkamp ændrer den jordbærblonde dreng Lasses liv. Han går, på én dag, fra at være en outsider til at blive en del af de populære, ”fisse og bajere”-tilbedende drenge, der dominerer omklædningsrummet.
Men blandt drengene er grænsen mellem beundring og misundelse hårfin, og filmen ender i et voldeligt opgør mellem Lasse og alfahanen Peter. Det stærkeste øjeblik opstår da de to danser rundt om hinanden med hævede knytnæver og banker hinanden til blods – alt imens en roterende disco-kugle kaster skygger på festteltets hvide, presenningvægge.
Paryk og pudder
I Jonas Grums Escort følger vi chaufføren Alex, der kører escort-piger rundt til deres kunder i det københavnske natteliv. En aften sætter Lulu sig ind på hans bagsæde og forude venter en syret nat præget af både sød musik og sårskorper. Bag Lulus rustning af paryk, pudder og kælenavn gemmer sig en charmerende pige, som Alex tiltrækkes af. Men han er selv farvet af fordomme. Og et par stangvisne og dybt vederstyggelige kunder søler natten ind i blodrøde nuancer.
Escort bliver aldrig helt vedkommende, fordi der er noget lettere uoriginalt og fortærsket over tematiseringen af (fordommene om) den lykkelige luder. Desuden fældes filmen rent dramaturgisk i forsøget på både at være en kærlighedshistorie og et neon-farvet voldsorgie med hilsner til Drive. Denne balancegang lykkes bedre i Oasen.
Fra Phuket til palæet
The Association of Joy skildrer et tragikomisk kulturclash mellem skandinavisk velstand og thailandsk fattigdom. Overklasseparret Charlotte og Mads fylder hverdagen med gourmet-middage og svømmeture i deres store pool, men tilværelsen er ren facade, der fungerer som potteskjuler for overfladiske samtaler og et selvdødt seksualliv.
Pigen Joy importeres fra Phukets slum til parrets palæ som et desperat projekt, et asiatisk indspark, der kan drysse noget tiltrængt krydderi ud over parrets gråtonede (familie)liv. Men meget går lost in translation, og i stedet ender Joy med at udstille især Charlotte som en usympatisk og beregnende overklassereje.
Filmens overordnede problem er, at historien er meget forudsigelig. Vi er som publikum aldrig rigtigt i tvivl om, at Joy ikke er løsningen på overklasseparrets problemer, og derfor har de mange pinlige scenarier, hvor Joy forarger society-livet og flirter med Mads ikke som den store chokeffekt.
Overordnet dom: Tag flere chancer!
Den overordnede dom over årets fiktionsfilm er, at der rent teknisk er tale om seks produktioner, der alle glimrer ved deres flotte billeder, raffinerede mise en scéne (fx de kreative provins-kulisser i Oasen) og gennemarbejdede lydsider.
Men skelettet i alt dette skulle jo gerne være en god og original historie, der enten fascinerer eller forarger (eller begge dele) og som for alt i verden ikke er for forudsigelig. Her savner flere af filmene – for nu at blive i den fysiologiske terminologi – nogle nosser, modet til at tage chancer og stikke en filmisk kurs, der pejler væk fra det jævne og velkendte. Det er kun Oasen og især En maler, der virkelig formår dette.
