Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der har vist aldrig været en mere passende titel til en film end denne. Man ved, hvad man får og det får man med renter. Filmen er en filmatisering af Trainspotting-forfatteren Irvine Welshs bog af samme navn og det er tydeligt, at instruktøren Jon S. Baird har forsøgt at videreføre stemingen fra Irvine Welshs bøger. Da Trainspotting kom som film i 1996 var jeg til dels fascineret af filmens fortælleform og karakteropbygningen og til dels frastødt af de forhold, som narkomanerne i Glasgow levede under og hvorfor vi skulle se det på film.
Sådan har jeg det også lidt med Filth. Hvorfor skal vi have en film og bagsiden af samfundet, men når man har set filmen forstår man, hvad Irvine Welsh vil med sine bøger. Han vil underholde, forarge og indvie os i en verden, som ingen af os kender, som alligevel findes derude.
Bruce Robertson (James McAvoy) er en bipolar, intolerant, kvindehadende junkie. Og så er han også lige politimand, som står til at blive forfremmet og ikke vil lade noget som helst stå i vejen for det. Dette gør han ved at ødelægge det for sine kolleger blandt andet den unge politiaspirant Ray Lennox (Jamie Bell). Han skriver ubehagelige ting på toiletdøre, lader som om det ikke er ham og bliver forarget over det. Spiller sine kolleger op mod hinanden ved at gå i seng med deres koner og afslører deres hemmeligheder. Men til sidst er han så dybt inde i sine løgne og bedrag at det indhenter ham og får en særdeles tragisk slutning.
Der er så mange eksempler på, hvor ubehagelig denne mand er. Et er da de smadrer døren hos en mand, som har et forhold til en mindreårig pige. I stedet for at tage pigen med og sige det til hendes far, som et en stor kanon i byen, lyner han bukserne ned og får pigen til at ordne den sag på en lidt alternativ måde, så at sige.
James McAvoy spiller fremragende som en frustreret, svigefuld bedrager, som inderst inde har det meget dårligt med sig selv. Han er selv gift og har et barn, men kun til sidst i filmen får man et glimt af, at han faktisk holder af andre end sig selv. Og det er det for sent at ændre på tingenes tilstand, fordi han er lige så stille på vej mod afgrunden.
Filmen har en meget Irvine Welsh stemingen over sig. Jeg må igen drage paralleller til Trainspotting, fordi den har noget unikt skotsk over sig. Og her ironiserer de også hvor dejligt det er at være fra Skotland:” it is great being Scottish. We’re such a uniquely successful race.”
Selvom filmen ser ud til at være tragisk veksler den ofte mellem sjove, dramatiske og gribende scener og den er så politisk ukorrekt, at det er en fryd at se.
James McAvoy stråler i denne rolle og hvis man troede, man kendte ham som skuespiller, må man tro om igen, for i denne film er han vokset i min agtelse som skuespiller. Alting i denne film virker realistisk, hvis det kommer fra McAvoy. Han kan gøre de mest forfærdelige, usympatiske ting, men kan med et ansigtsudtryk tiltrække sympati hos seerne. Han er aldrig en helt eller en, vi kan identificere os med. Her er hans karakter for langt fra vores hverdag, men vi kommer alligevel til at holde af ham eller i hvert fald få lidt ondt af ham til sidst.
Så hvis du kunne lide Trainspotting, så vil du kunne lide denne film, du vil faktisk elske den. Så kom ikke bagefter og sig at du ikke er advaret.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
