Skriv en kommentar
Så er troldmændene fra Pixar, med guruen, fantastiske John Lasseter, i spidsen, klar med endnu en tegnefilm – og hvilken tegnefilm. Endnu engang slår de alle rekorder ud i animationskunsten. Aldrig er der set så flotte animerede billeder på lærredet. Af det store hav, som historien udspiller sig i, vises både de store faretruende og uendelige dybder og dets ensomme intethed, men også havets utrolige farvepalet i fuldt flor. Her ses fisk og andre havdyr i alle afskygninger og mærkelige planter i det storslåede Great Barrier Reef, og filmen er næsten værd at se bare for alle de mange detaljer, der er blevet kælet for.
Det er netop i det paradis lignende Great Barrier Reef historien tager sin begyndelse. Her møder vi klovnefisken Nemo, der lever en fredelig tilværelse med sin far Marlin. Eller så fredelig som den nu kan blive når man er en eventyrlysten og nysgerrig lille fisk, med en bekymret enlig far. Nemo skal starte i skole, men hans far er ikke helt tryg ved det. Lige siden Nemo mistede sin mor, har han været lidt overbeskyttende, men som en hver anden god far slipper han selvfølgelig sin søn ud i den store vide verden.
Så en glad Nemo starter i skole, men det er ikke helt nemt når man har en alt for lille finne og så gerne vil imponere sine nye klassekammerater. På en af disse prøvelser går det galt. Han bliver væk. Hvordan det går til, vil jeg ikke fortælle. Det skal ses, opleves og nydes. Ikke fordi det er en nydefuld begivenhed, for Nemos far er selvfølgelig helt ude af sig selv og desperat for at finde sin søn. Det skal dog vise sig, at være en ikke helt nem opgave, når man bare er en lille fisk havet.
Det er en fantastisk morsom film. En af de sjoveste tegnefilm jeg længe har set. Du vil finde dig selv siddende i biografsædet med glædestårer i øjnene og kraftige mavekramper af bare latter. Og det vil gælde både børn og voksne.
I snesevis af besynderlige bifigurer indfinder sig på lærredet – den ene mere hyle sjov end den anden. Især den distræte, men søde hunfisk Dory, der har mistet sin korttidshukommelse, men så gerne vil hjælpe klovnefisken Marlin (hvilket hun selvfølgelig ikke altid lige kan huske), markerer sig som en af de sjoveste figurer. Også nogle hajer, som vi møder, da de afholder AA-møde med mottoet ”fisk er vores venner, ikke mad”!, er ustyrligt morsomme, eller hvad med skildpadden, der pludselig med tyk surfer-attitude udbryder ”watch the board, man! I just wax’t!”. Herlig direkte og umiddelbar humor som man ikke kan gøre andet end at bøje sig i støvet for. Den mere underfundige humor gør sig både igennem hele den forrygende historie som helhed og i de enkelte dialoger og umulige situationer som vores små fiskevenner får svømmet sig ud i.
Uhyggelig og nervepirrende er den også i perioder. Flere børn vil med garanti blive skræmt af de mange farer det store hav byder på, men dette skal bestemt ikke afskrække forældre til at tage deres små purke med ind og opleve dette både kærlige og sjove fiskeunivers. For selvfølgelig ender det godt. Det ved vi det gør, og det gør ikke så meget, for vejen til den endegyldige happy ending er noget for sig. Konstant bliver man overrasket over det veloplagte manuskripts finurligheder og narrestreger.
De amerikanske stemmer er virkelig godt valgt, hvor man har undgået de helt store stjerner, som ofte skuffer. I stedet har man folk som Ellen DeGeneres (Dory), Willem Dafoe (som en stolt havfisk ved navn Gill, som Nemo møder i et akvarium!), og Albert Brooks (som faren Marlin). Understøttet af vellignende ansigtstræk, yder de som resten af castet fremragende præstationer, der virkelig vækker figurerne til live, som i ingen anden animationsfilm til dato.
I plot og ambitioner er den dog ikke helt det endegyldige mesterværk som Shrek og Toy Story I & II var, men med denne forrygende animationsfilm kommer Pixar bestemt meget tæt på. Animationerne slår alt hvad man tidligere har set, og replikker og figurer er definitivt nogen af de sjoveste og mest elskelige tegnefilmsgenren endnu har oplevet på det store lærred.
