Skriv en kommentar
Vi kører af sted mod det toscanske område I Italien med en familie i deres bil. Alt ånder som i Hanekes ”Funny Games” idyl, og her slipper vi for at metalmusik ødelægger den gode stemning, i stedet begynder faren i familien at fortælle familiekrøniken til konen og de to søde børn, der opmærksomt lytter fra bagsædet.
Igennem faderens beretning får vi således en melankolsk og tragisk kærlighedshistorie, for siden 1790erne har Benedettierne (de velsignede) været kaldt Maledettis (de fordømte). De har således siden den franske revolutions tid været udsat for en række uheldige begivenheder, der skaber den tragiske familiehistorie.
Først, fortæller faderen marcherede Napoleons hær gennem Toscana. Den unge franske officer Jean (Michael Vartan) forelsker sig her i den lokale bondepige, Elisabetta (Galatea Ranzi), som han kalder Fiorile. Men uheldet vil at Fioriles bror stjæler en kiste af guld, som den unge Jean skulle bevogte. Dermed ophører elskoven, da den unge officer sættes i miskredit.
Hundrede år senere får en af Elisabetta’s efterkommere (igen spillet af Galatea Ranzi) muligheden for at råde bod på misæren.
Og således fortsætter familiens mønstre med at gentage sig selv. I fyrernes fasciststyrede Mussolini land kæmper endnu en Bennedetti, Massimo (Michael Vartan) mod det vanvittige styre, kammeraterne dør omkring ham og familietragedien får således flere elementer tilføjet.
Tilbage i fortælletiden følger vi stadig den historiefortællende familiefar, der med sin familie ankommer til Toscana og bedstefarens hus. Og nu tvinges alle familiespøgelserne ud af skabene.
Således oprulles under familien et stykke familiehistorie, der fungerer allegorisk i forhold til nyere tid i italiensk historie. Det er en historie for de kærlighedshungrende med tragiske tendenser. Filmen er rigtig godt tænkt og fungerer sine steder rigtig fint, men der er også mere tvivlsomme og karikerede passager, der ikke synes at være andet end tanker, der ikke bliver foldet ordentligt ud på lærredet.
Det er et interessant koncept, at skuespillerne går igen i nye tider og således vil kæde familiens skæbne sammen. Desværre tabes pusten og selvom der bestemt er interessante temaer oppe at køre i Tavianibrødrenes ret flot iscenesatte film, mangler der konsekvens og stemning undervejs.
Men de flotte toscanske landskaber og de historiske kontekster er bestemt spændende og Fiorile er bestemt værd at stifte bekendtskab med.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion
Film.
