- Hej Thure, siger jeg, og sætter mig. Mens Thure, for at understrege alvoren, tror jeg, med lyn i øjnene nærmest springer op og sætter en fingerlavet øvepistol for min pande.
- Hvordan fik du rollen som Flammen?, spørger jeg bevidst forsøgt uanfægtet af den fiktionelle – fingerede, kunne man med et smil sige - trussel mod min pande.
Thure sætter sig igen. En intens mand, denne unge skuespiller med det karakteristisk, genkendelige ansigt omringet af en pragtomgang lette lyse lokker.
’Jeg var udvalgt til den. Ole Christian spurgte for tre år siden, om jeg ville spille den rolle.’
- Rollen som Flammen er fuldstændig brutal og voldelig.
’Jamen, den er er jo ikke bare brutal og voldelig. Rollen er brutal og voldelig fordi det er en mand som er konsekvent, en mand som har et mål, og her bruger han vold og brutalitet. Men han er ikke psykopat. Flammen er en mand, som har et idealistisk mål, som kæmper for retfærdighed. For en sag. Brutalitet og vold er midlerne. Men han er ikke psykopat. Der er en forskel. Hvis Flammen havde levet idag, var han ikke blevet rocker for eksempel. Så havde han været krigskorrespondent eller pilot.’
- Han er kølig, konstaterer jeg.
’Det tror jeg, at han er nødt til at være, for at kunne udføre de ting, han gør. Det er jo ikke som i en åben ligeværdig kamp mellem to mænd, eller som i en slåskamp på lige betingelser. Flammen er en mand, der går hen til folk, der sidder med ryggen til, og så nakker dem, pløkker dem i nakken, og går igen. Så for at overleve bliver han nødt til at have en distance, en form for kølighed.’
- Det er næsten et arbejde, han udfører?
’Det er et arbejde, han udfører. Det bliver nødt til at være et arbejde. Ligesom når en læge går ind i et kranie, der er i stykker, og siger, hvordan kan jeg reparere det her. Her går lægen godt nok ind og redder liv, men du bliver nødt til at erkende den kølighed og det overblik, der skal til i sådan arbejde.’
- Man kan sige at tyskerne med besættelsen kommer og river hul i Danmark, og så forsøger Flammen som en anden læge at lukke det hul?
’Det er et meget godt billede. Det er faktisk et rigtig godt billede...’ (Thures ansigt udtrykker et øjeblik en dybere tænksomhed end den ellers nok så nivellerede, en vision kommer til hans indre, krystalglas høres klirre klart i nærheden). ’Det er faktisk et skidegodt billede!’, smiler Thure så øjnene stråler på ham som stjernekastere og munden bliver bredt rigtig godt ud på langs.
- Hvad er det Flammen oplever med en jødisk tjenerinde mens han er i Tyskland? Det, som tænder hans aversion mod nazister.
’Det han grundlæggende oplever, eller det som filmen siger at han grundlæggende oplever i Tyskland dengang, det er uretfærdigheden. Det er også derfor, synes jeg, at Flammen ikke bare er psykopat. Hans kølighed forstår jeg godt: Der er et mål. Det kommer af noget.’
- Hvilket gør Flammens kamp lettere at forstå. Endnu et spørgsmål omkring det med Flammens brutalitet og voldelighed, nu vi er enige om at han ikke var psykopat, er, hvordan du som skuespiller oplever det at gå ind med ind pistol i hånden og så sætte den så tæt på ansigtet på et andet menneske. Er der ikke noget i dig, som person, der vrider sig inden i dig ved den situation? Selvom det er skuespil?
’Jo jo jo jo jov!!! Altså bare det, og det tror jeg der er en masse, der har oplevet, at få et våben i hånden, og ligesom have et våben... Vi gik jo hele tiden med de her våben på os, også i pauserne, der gik vi og øvede og legede med dem. Men ikke sådan ... altså der var ekstrem stor sikkerhed med det.’
- Var det skarpe skud?, spørger jeg naivt forblændet med et løst skud fra hovedet.
’Nej nej nej nej!!! Der var regler for det. Vi måtte ikke pege med pistolerne på hinanden for sjov. Det er ikke på den måde, jeg mener lege. Men altså øve sig i .. at tage dem frem og sådan.’
- Altså lege sig til fortrolighed med våbnene?
Jeg understreger legen ved at gestikulere vildt med næsten 5 fingerpistoler i hver hånd.
’Netop. Præcist. Når du får sådan et våben i hånden, så tænder det et eller andet helt vildt Det tænder noget ... magt. Og det tænder noget ærefrygt. Det var jo rigtige våben, selvom de godt nok var plomberede. Men det var rigtige våben. Det er en rigtig browning, jeg går rundt med. Og det der med at holde den op mod et ansigt ... det gjorde jeg ikke med mindre det var optagelse, for jeg vidste at man bliver nødt til at have den der ... den der... selvom Flammen var mesterskyttte, så skal der alligevel være den der, altså når du gør det der, så ved du, når du står med pistolen på tindingen på en .. når du gør det, så ved du ... det, det, det tænder noget, det tænder noget... ja, jeg ved ikke hvad det tænder... Om det er noget urinstinkt...?’
- Slutningen med Mads, fantastisk! Virkelig klasse!! Men, hvor Mads som Citronen tager skydekampen op under det endelige opgør, så gør du som Flammen noget helt andet. Du tager cyankalium. Hvordan kan det være?
’Det er helt efter bogen. Helt som det var. Der var 80 nazister, 80 soldater som omringede det hus Citronen var i. Og han havde alle Flammens våben liggende i en taske. Så han begyndte bare at skyde. Og Flammen, det eneste der ikke er rigtigt, er, at Flammen løb ovenpå til sit værelse i stedet for ned i kælderen som i filmen. Det er det eneste, der er forskellen. Han sad til middag, og så kom tyskerne. Sådan var det. Han løb til sit værelse, og tog pillen fordi Flammen vidste, ... jamen han var jo mesterskytte og sådan, men han havde ingen våben.’
- Kun 2-3 pistoler, hvis jeg husker rigtigt.
’Ja, men han ved, at han ikke kan få dem allesammen, altså tyskerne rundt om huset. Han ved, at han ikke kan gøre noget. Det vil sige, at hvis han bliver taget til fange, så ved han også, at han er den mest eftersøgte mand i hele Skandinavien. Han ved, at de vil ikke slå ham ihjel. De vil holde ham i live og torturere ham. Det eneste der er at gøre, det er at tage sit liv. Og den pille, den havde han på sig altid. I virkeligheden var det en han fik af Lis Bonhoff.’ (Lis Bonhoff er den modige kvinde, der husede Flammen, som stadig lever og som har været en af hovedkilderne i researchen, red.).
- Det med at spille pistolmand ... det virker interessant.
’Ja, det er super interessant, det er vildt fascinerende. Altså, jeg blev helt vild med det.’
- Ja, der er noget i det, som man ikke kan forklare. Der er noget drengerøv i det.
’Jo, jov, noget drengerøv.’
- Og James Bond.
’Ja, lige netop. Men det må du snakke med Mads om, hahaha! (Mikkelsen, red.) Men det er der, der er noget James Bond. Jeg kan huske, jeg gik til paint ball, og jeg synes det var ... Hmmm! Et adreanalinkick. Du render rundt i sådan en skov, og så bare ligepludselig så mærker du bare HEY! og så vender du dig om, og så BAAAM!! Wauw!!! Det pumper rundt inde i en.’
- Netop som i ’Flammen & Citronen’. Dybt brutalt, og alligevel fascinerende. Og det samme med nazismen. Dybt brutal, men også fascinerende.
’Ja, ja, nazismen er da hamrende fascinerende. Den spiller jo på det hele. Den store leder, der redder os allesammen...’
- Symboler og sammenkomster.
’Vi ved, hvad vi gør. Vi ved, hvad vi skal, og vi ved, hvad vi gør.’
- Og det er jo det samme, Flammen gør. Han ved, hvad han gør.
’Ja, svarer Thure, fast i stemmen og med overbevisning. Han ved, hvad han gør!’
Fin, som man siger.
Det var on-z’s pistolorienterede snak med Thure Lindhardt. Mange tak til Thure for hans tid og løsslupne finger og tak til Sandrew Metronome Film Distribution for at arrangere dette interview.
Bemærkning:
- Forøvrigt, Thure, jeg skal tale med Ole Christian senere. Har du noget jeg kan prikke til ham med?
Nu er det mig, der har fingeren på Thures pande. Heldigvis finder han det morsomt, og giver mig en god historie, jeg kan udsætte Ole for.
Hvad den går ud på kan man læse i interviewets part II
