’Dig har jeg sgu set før!’, udbryder Ole Christian inden jeg får sat mig ned. Scenen er en hyggelig café i indre by, hvor en konstant summen af samtale fylder lokalerne som et tæppe af behagelig baggrundsstøj. Thure sidder stadig lige derhenne, smiler nu til den journalist, der kom efter mig.
- Ja, du ser osse bekendt ud!, svarer jeg diffust tænkende efter. Hvor?
Men ingen af os husker, hvor vi har mødt hinanden. Ole Christian Madsen er manden, der har instrueret den aktuelle danske storfilm ’Flammen & Citronen’ med Thure Lindhardt, Stine Stengade og Mads Mikkelsen for bare at nævne få. Og sikken en film! Det er den, vi nu skal tale om.
- Tænkte du på Thure Lindhardt som Flammen fra start af?
’Ja. Thure var det første valg. Og det var han jo, fordi han i den grad var i stand til at udtrykke den her følsomme, venlige, lidt flegmatiske unge mand, der glider som en fisk gennem byen, ikke. Og Thure har været på og læst manuskripter løbende. Thure skal også siges at have været meget loyal over for projektet, selvom han ikke vidste, om det blev til noget. Det var jo først til sidst. Filmen har været så svær at financere, finde økonomi til, at det først var i sidste øjeblik at vi fik samlet nok til at vi kunne gå i gang. Og der havde Thure været med på projektet i to år, hvor han har holdt kalenderen åben.’
- Og filmen har været undervejs i cirka 8 år, forstår jeg?
’Det passer meget godt. Mens vi klippede ’Edderkoppen’ fandt vi de her gamle skrifter om Flammen og Citronen, og vi kunne godt huske, både Lars (medforfatter på manus, red.) og jeg, at vi i vores barndom havde siddet og læst de her nationalt opbyggende skildringer fra besættelsen. Og der var så en helt anden historie her, som vi blev nødt til at undersøge nærmere.’
- Hvad var det for nogle skrifter?
’Det var forskellige danske bøger, der var udgivet enten i 1945 eller i 1960 som handler om nationale myter, hvor Flammen og Citronen indgår i. Vi begynder så at lede noget mere, og finde noget mere og tænker, der er et eller andet med den her historie der virker som om det støder mod vores barnelærdom om frihedskampen. Og jeg kan huske at jeg blev helt rasende, blev irriteret over det. Jeg ville gerne have at det så ud, som jeg altid havde tænkt det skulle se ud. Og det der var irriterende, var, at det virkede som om, at denne her renfærdige krig mod tyskerne, kampen mellem det gode og det onde, var mere nuanceret end og mere grå i kanten end man skulle tro. Og det blev vores udgangspunkt for at gå i gang. Senere, da vi var færdige med ’Edderkoppen’ begyndte vi så for alvor at arbejde på den. Begyndte at researche. Starte arbejdet for alvor.’
- Når du siger, at den ikke er så renfærdig kampen, så har jeg hæftet mig specielt ved det aspekt af filmen, at den er så brutal.
’Det er brutalt at være i krig. Krig er aldrig retfærdig, og igennem den her blodige kamp der foregår, så er det klart at moralen er under hårdt pres, og bliver naturligvis udfordret på en måde hvor krigen gør at menneskene har mistet deres udgangspunkt, deres fodfæste. Sådan er det til enhver tid i enhver krig.’
- Men dig som instruktør, har det været meget bevidst, at det er ikke er en film for børn det her? Men for voksne. Er det et bevidst valg?
’Det er ikke et bevidst valg, det er bare et bevidst valg at forsøge at fortælle historien så klart som muligt ud fra de forudsætninger, vi havde. Og jeg synes historien tager udgangspunkt i den danske modstandskamp i foråret ’44. Men jeg synes at filmen efterhånden har udviklet sig til at blive en skildring af underjordisk krig generelt. Altså et billede på hvad det vil sige at være i underjordisk krig. Hvad det koster at være i underjordisk krig. Og hvad det gør ved os som mennesker. Og det er forsøget at løfte det et niveau højere op end bare end realistisk skildring. Men filmen forbinder sig selvfølgelig til sin tid, året 1944. Og er en beskrivelse af hvad der skete i Danmark på det tidspunkt. Om det er et valg, at den er brutal. Jamen, filmen er jo struktureret omkring det den handler om, nemlig at likvidere stikkere. Og hvis man skal skildre likvideringer, så bliver det nødvendigvis brutalt. Det kan næsten ikke være anderledes. Og hvis man ikke skildrer likvideringerne, og vælger at se bort fra dem, så har du ikke fortalt hvad det vil sige at stå og være der med en pistol i hånden og gøre det. Hvilket er en grænseoverskridende, forfærdelig, brutal oplevelse også for det menneske som gør det.’
- Ja, jeg spurgte Thure som skuespiller og som menneske om, hvordan det er at gå så tæt på et andet menneske med en pistol rettet mod det menneskes hoved. Hvordan det påvirker en. Og det var han også helt klart påvirket af. Han fortalte blandt andet om hvordan i har håndteret det med våben. At der var en del sikkerhed. De måtte ikke bare gå og pege hinanden og sådan. Man har taget det ret alvorligt, kan jeg forstå. Det med sikkerheden.
’Det har man taget ret alvorligt. For Thures vedkommende, han havde jo heldigvis sådan en trykluftpistol, som var specielt designet, sådan så at når den blev sat tæt på en anden person, under tre meters afstand, så bevægede den sig som om at den skød. Men netop det der moment, hvor det er så hårdt, man er så tæt på og skyder, det synes jeg er vigtigt, fordi det er det, der koster. Det er der, hvor det virkelig bliver uhyggeligt for et menneske at være i krig.’
- Her til sidst skal jeg høre dig om noget helt andet, Ole. Jeg har fået fortalt at spørge dig om, hvordan du har det med at din mobiltelefon ringer midt i en scene?
Ole Christian slår en rigtig mandeskraldlatter op: HAHAHAHAHA!!!!
’Det har jeg ikke nogen erindring om at den har gjort. Har den gjort det?’
- Det siger Thure.
’Arh, det er virkelig, virkelig... Det kan jeg slet ikke huske noget om. Det kan ikke passe. Jeg bliver jo rasende på folk, hvis deres mobiltelefoner ringer. Jeg tilgiver dem jo aldrig. Så, nej det kan ikke passe, at det er sket. Jeg tror at Thure...’
- Han gjorde meget ud af det.
’Ja, men mellem os sagt så kan han godt være en lille smule sluddervoren. Jeg ville helt klart gå ned og, alt hvad han har svaret dig på, undersøge det en ekstra gang. Hvad der er sandt og skidt, hahaha!’
- Ja, jeg tror også, at han løj sig et par år yngre.
’HAHAHA!’
- HAHAHA!
Fin, som man siger.
Det var on-z’s pistolorienterede snak med Ole Christian Madsen. Mange tak til Ole Christian for hans tid og løsslupne fornægtelse af vildfarne telefonopkald og tak til Sandrew Metronome Film Distribution for at arrangere dette interview.
