Langt ude på landet i det nordøstlige Frankrig lever en broget flok mennesker. Her i bland lærer vi i ”Flandres” en række unge at kende. Først og fremmest følger vi den forvildede teenager Barbe, der har sex med de fleste af egnens drenge.
Men de drenge hun er tættest på drager i tjeneste af den franske hær til et fjernt arabisk land med drømme om at tjene penge og finde eventyr. Oplevelserne udbliver ikke, mne de bliver ikke af positiv karakter. Som i John Boormans stadigvæk fabelagtige ”Deliverence” brister illusionerne om en badeferie. Hvor den lille flok i ”Deliverence” kom på kant med de lokale Hill Billies, følger vi her en gruppe Hill Billies i den arabiske ørken. Vores lille gruppe er slet ikke klædt på til, hvad der kræves som soldat ude i den golde ødemark. Snart befinder de sig i krydsild, og inden længe er de afskåret fra kommunikation med resten af hæren. Med snigskytter og et sprog de slet ikke forstår, går det galt. Det bliver til en skræmmende og yderst nervepirrende kamp for at overleve. Imens hjemme på landet bryder Barbe sammen, hun er blevet gravid og må have abort. Vanviddet sniger sig ind på den unge pige, der ikke har nogen til at guide sig igennem den svære tid. Således indfører instruktøren Dumont på en gang et skræmmende billede af uvidende og inkompetente soldaters skræmmende færden på fremmed mark, og et tidsbillede af et illussionsforladt og koldt område i Frankrig uden den store kultur.
Bruno Dumonts film er ret speciel. Æstetikken er blottet for glat iscenesættelse, og billeder og lyd fra det øde område i Frankrig får et nærmest dokumentarisk præg. Billederne virker således matte, og lyden giver et dogmepræg af autensitet. Billedæstetikken i ørkenlandskabet minder en smule om den fra Sam Mendes golfkrigsfilm ”Jarhead”, der også skildrer ørkenens tømte betydning.
Gennem de overbelyste billeder får vi således her en billedæstetik, der står i absurd men illustrativ kontrast til billederne fra det franske bondemiljø.
På en gang føler man med og hader disse personer, der fremstår som tomme ureflekterede kar. For personerne forsøger jo, selvom de ingen forudsætninger har for noget som helst. Og når de gang på gang dummer sig og opfører sig som vilde dyr i det fremmede land, er det grotesk godt lavet, at Dumont alligevel formår at få os til at føle med de forsømte eksistenser.
Der anes ikke mange udveje for filmens personer. De har ikke nogen viden om den globale verden, og de har mistet troen på kærligheden. Derfor bliver det en pinefuld oplevelse at se filmen, der forfølger en med hjem til videre overvejelse. Og der er meget at tage fat på, for Dumont giver ikke mange forklaringer og svar i filmen. Han sætter blot følelser sammen i et kompliceret net syet ind i en filmisk ramme, så er det op til seeren at tænke videre over, hvad det kan betyde.