Skriv en kommentar
Carl Mørck og Assad er tilbage i Flaskepost fra P, som er tredje film i serien, der bygger på Jussi Adler-Olsens bestseller serie om Afdeling Q - afdelingen for uopklarede sager. Kvinden i buret fra 2013 og Fasandræberne fra 2014 går forud for filmen, og Flaskepost fra P fortsætter hvor Fasandræberne slap de to opklarere med Carl Mørck som er sygemeldt og på kanten af et nervøst sammenbrud. Filmen kan dog sagtens ses alene, uden at man har stiftet bekendtskab med hverken bøger eller de første film.
På Københavns Politigård dukker en 8 år gammel flaskepost op med et brev fra en dreng der beder om hjælp fra et ukendt sted i fangenskab. Samtidigt forsvinder et søskendepar fra en religiøs sekt. Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) tvinges tilbage fra sit sygeorlov og Afdeling Q sættes på sagen.
Det viser sig hurtigt at der er en forbindelse mellem flaskeposten og de forsvundne søskende, og det lykkes Carl og Assad (Fares Fares) at komme på sporet af en mand, der trækker årelange spor af uanmeldte kidnapninger og mord bag sig. Tiden er knap og Afdeling Q må handle hurtigt. Carl slås med indre dæmoner og spørgsmål om tro på kanten af liv og død.
Flaskepost fra P starter med dramatisk underlægningsmusik og et skelet på bunden af havet. Vi ser en mørkegrøn plastflaske, der flyder op til overfladen. Tonen er mørk og dyster, og uhyggen bliver således slået fast fra starten.
Det er, som de øvrige film i serien, en rigtig flot film, med kunstnerisk flotte billeder og interessante kameravinkler. Farverne er mørke, med undtagelse af enkelte billeder hvor vi ser Carl Mørck ovenfra gå hen over et knaldrødt underlag, der øger følelsen af dramatik.
Historieopbygningen er langsom, og veksler skiftevis mellem kidnapperen og Afdeling Q, og viser hvordan de gradvis nærmer sig hinanden.
Der er enkelte humoristiske elementer i dialogen, men skuespillet er en anelse påtaget, og karakteren Carl Mørck er både nedladene og arrogant og egentlig ikke særligt sympatisk. Det er en skam, for samspillet mellem ham og Assad, da de i bilen begynder at diskutere tro, fungerer godt og det kunne man ønske sig mere af.
Filmen er en spøjs blanding af langsomme scener med zoom på ansigter, telefonsamtaler og store følelser, og hurtig klipning. Om det er tempoet eller klipningen der ikke helt fungerer, eller om det er sammenblandingen, er svært at afgøre. Men de langsomme scener, midt i en efterforskning der kæmper mod tiden, fungerer ikke rigtig. Man sidder tilbage med en undren over at de tager sig så god tid, når de kæmper mod tiden i kamp for at redde liv, og det kommer til at føles som om der mangler nogle mellemregninger, og det får filmen til at føles lang.
Flaskepost fra P er, som de øvrige film i serien, en flot film, men tempoet gør at den bliver uvedkommende, så man i stedet for at blive rørt, begynder at kede sig og spekulerer på, om der er lagt for meget energi i kunstnerisk flotte klip og dramatisk underlægningsmusik, fremfor den egentlige historie.
