Skriv en kommentar
Stille, langsom og elegant introscene hvor kameraet ’fører’ os ind i nordens kolde vinter. Et panoramisk billede, nærmest en slags allegori over norden/Skandinaviens vintre, hvor kulde og frost hersker i 1800-tallets Danmark. I samme scene vises et close-up af en ubevægelig hånd under den frosne is, som kort kommer til syne. Derefter skift til første scene, hvor enkemanden Jens (Jesper Christensen) og datteren Signe (Clara Rosager) er nødt til at sælge deres sidste ko, Marie, fordi høsten igen slår fejl. Symptomatisk hele filmen igennem er forhandlingerne mellem Jens og de omkringliggende landejere.
Jens er i filmens begyndelse stadig landejer, der i gode tider har kunne dyrke roer. Han er en ældre enkemand med begyndende dårligt helbred. Hans familie består af datteren Signe og hans to unge nevøer, Peder (Elliot Crosset Hove) og Mads (Bertil de Lorenzi). Hurtig som en ild rygtes det i det lokale bondesamfund, at Jens er ved at sælge ud - af jord og tvunget til at sælge sin sidste ko. Han og datteren Signe får ydmygheden og nedværdigelsen at mærke søndag i kirken. Foran alle beder degnen dem om at rykke ned på næstbagerste bænkerække. Jens protesterer. Hans blink stivner, da han vender sig om og ser at aldrig har de været tættere på de allerfattigste, alkoholikerne. Jens bærer ikke mere hat, men hue. Igen et synligt tegn for lokalsamfundet om hans tydelige forfald og tærende fattigdom.
Efter kirkegang foregår der forhandlinger/forretninger blandt landejerne uden for kirken. Interessant er det at se, hvordan kirken i filmen fremstilles som en hævet magt, der er med til at opretholde rang, hierarki og særbehandling af de rige landejere. Paradoksalt er alle ikke lige i Guds hus, hvilket filmen tydeligt viser og med rette.
Derhjemme slår Jens fast over for datteren Signe, at de er landejere, men det klinger hult. Ligesom deres bordbøn, hvor de alle holder hånd og Jens for enden af bordet fremsiger: ”I Jesu navn går vi til bords, at spise, drikke på dit ord, Gud til ære, os til gavn, så får vi mad i Jesu navn, amen”. Det klinger ligeså hult, og Peder bemærker ærligt, at grøden er vand og skaller, og at det ikke mætter. Signes modsvar er, at de ikke har mere mælk eller korn (koen er jo solgt).
Bundløs kærlighed og overlevelse
For at overleve vinteren bliver Jens nødt til at gifte Signe væk. Først indgår han aftale med den ene nabogård, hvor sønnen og Signe oprigtig har et godt øje til hinanden. Derefter begår Jens hybris, idet han øjner et bedre tilbud, som kan sikre hele familien. Den anden nabogård. En svensk landejer Gustav (Magnus Krepper), som er enkemand og længe har været ude efter en bestemt del af Jens’ jord. Den svenske landejer vil satse på sukkerroer.
Medgiften for Signe er Jens’ gårds forsikring på 600 rigsdaler. Jens indgår en pagt med den svenske landejer for at ville tage Signe til ægte. Samtidig bliver det også begyndelsen til lavinen af løgne og fortielser. Medgiften komplicerer Jens’ plan om en slags pensionisttilværelse. Den har uoverstigelige menneskelige følger, men Jens vælger at vende den anden kind til for at han og Signe kan overleve vinteren. Og som Gustavs moder (Ghita Nørby) siger til Jens: ”Vi to har én ting til fælles. Vi vil begge gøre alting for vores børn”.
Det sidste ord vi hører Signe sige til sin fader er ”tak”, da de skal danse sammen foran gæsterne til brylluppet. Det lille 'tak' kan tolkes tvetydigt for vælger Signe også at vende den anden kind til ligesom faderen Jens?
”Før Frosten” er baseret på et originalt screenplay skrevet af Michael Noer & manuskriptforfatter Jesper Fink.
Det er ikke med en dansk roman fra 1850’erne som forlæg. De har formået at lave et troværdigt og et yderst stramt komponeret manuskript, hvilket ses i scenerne, hvor intet overflødigt er medtaget, kun Jens strøm af usagte tanker, hvad der driver ham til at handle og overleve. Noer & Fink har lavet en slags film noir med ”Før frosten” og fanget den skandinaviske ’ånd’ og nordens bløde, disede lys.
Jesper Christensens rolle som Jens er en kraftpræstation på niveau med Max von Sydow i ”Pelle Erobreren” fra 1987. Christensens gestik, ansigtsudtryk og smerte gennemsyrer scenerne med en ophøjet troværdig patos. Eksempelvis da han blot står ude i regnen og ser hvordan hans afgrøder forgår, og som tilskuer fornemmer du en sanselige strøm af tanker, der må løbe gennem et andet menneskets hoved, idet han er ved at miste absolut alt.
Peder som spilles af Elliot Crosset Hove er også rammende, idet han fremstår som langsom opfattende i første ombæring, men viser sig at være viljestærk og vedholdende. Magnus Krepper som den svenske enkemand er god som den underspillende, 'uskyldige' kommende svigersøn. Eksempelvis siger han til Jens, at her i huset slår vi ikke kvinder. Clara Rosager som den tillukkede datter Signe, som alligevel observerer og ser alt og næsten ubesværet tilpasser sig de nye omgivelser og svigerfamilie modsat faderen Jens, som skal bruge uanet kræfter for ikke at træde ved siden af.
