Skriv en kommentar
Jeg kan ligeså godt sige det med det samme, jeg er en kæmpe Mel Brooks fan. Jeg set stort set alle hans film og har elsket alt fra Blazing Saddles (1974), Spaceballs (1987), til Silent Movie (1976) og sågar at være eller ikke være (1983). Derfor vækker navnet forår for Hitler ikke væmmelse, men varme minder og musicaludgaven, og nye genindspilning, der begge var hylende morsomme. Derfor skulle man også tro, at jeg helt sikkert ville elske originaludgaven fra 67, men i modsætning til vin, så er Forår for Hitler (1967) ikke blevet bedre med tiden.
Broadways dårligste musical
Historien følger en forfalden Broadway producer, der plejede at lave hit efter hit, men nu er faldet på hårdere tider. Alt ser sort ud ind til hans lettere neurotiske revisor leger med ideen om bevidst at lave et flop, så de kan stikke af med alle investorernes penge. Herefter kaster de sig ud i jagten på det værste manuskript, den ringeste instruktør og de dårligste skuespillere.
Det lyder som en film, der har potentiale til at blive virkelig sjov, men i modsætning til de efterfølgende udgaver er Forår for Hitler på mange måder en usleben diamant.
En usleben diamant
For selvom plottet er sjovt, så noget af det første man lægger mærke til, at filmen går meget langsom, hvilket ikke i sig selv er et problem, men den gode tid bliver brugt på alle de forkerte måder. F.eks. betyder det blandt andet, at der er rigtig mange “kunstpauser”, som bare er der, så vi ikke griner over replikkerne. Det sådanne småting, der måske var kutymen for 50 år siden, men som i dag er med til at trække tempoet og, også humoren ud af filmen.
Derudover er historien og karakterne overraskende tynde. Vi gør i virkeligheden kun et bekendtskab med Bialystock og Bloom. Resten af karakterne er kun med maksimalt to scener, hvilket både er med til at gøre karakterne tynde og utilnærmelige, men også skaber en tomgangsstruktur, hvor vi går fra en mærkelig personlighed til en anden, uden at historien eller filmen bevæger sig fremad. Alt dette er selvfølgelig ikke hjulpet på ved af Gene Wilders og Zero Mostels teatralske levering af replikkerne som henholdsvis Leo Bloom og Max Bialystock.
Hvis min kritik kan virke lidt streng og rigid, så er det kun fordi jeg har set de efterfølgende udgaver, hvor alle birollerne er meget interessante og involveret i plottet, historien længere og skuespillet bedre.
Derfor er det meget vemodigt se denne originale udgave velvidende, at historien faktisk er bedre i de senere udgaver.
I sidste ende så står man tilbage med en usleben diamant i Forår for Hitler, der ikke får indfriet sit potentiale, bl.a. fordi tempoet og timingen er for langsom, men også historien for kort i forhold til filmens længde. Til gengæld man jo trøste sig med, at der er masser af andre meget sjovere film som Mel Brooks har lavet efterfølgende.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
