Møder Ragnar Bragason på Café Noma, en eksklusiv café tilstødende Nordatlantens Brygge. Bragason sidder afslappet i en lædersofa, og venter mig.
- Hej, jeg mit navn er Thomas. Godt at se dig.
Bragason rejser sig, og giver mig hånden: ’Hej Thomas.’ Han ser langt mere venlig ud i virkeligheden end på sit pressebillede, hvor han ser foruroligende og farlig ud, med skallet isse, hårdt blik i jorden og stram mund. Jeg troede, at jeg skulle møde en hård fætter, men mødte en af Jordens gode mennesker. Vi sætter os. Der skænkes kaffe, og jeg får mine papirer på plads. Så starter vi:
- Har filmene Børn og Forældre åbnet nye muligheder for dig?
’Ja!’, svarer Bragason med det samme. ’Jeg har fået tilbud fra England. Film er en dyr hobby. Producerer skal se, at man kan noget, før de får lyst til at se hvad man kan med flere penge. Børn og Forældre kostede hver omkring kun to millioner danske kroner. Det hele løb op i cirka fem.’
- Hvordan blev det finanseret?
’Da der ikke var noget manuskript ville ingen give os penge. De betaler som udgangspunkt for filmatiseringen af et manuskript, der foreligger. Det blev set som et eksperiment. Vi tog alle banklån Også skuespillerne fra teatergruppen Vesturport. Alle tog en chance. Derfor blev de også medforfattere og medproducere. Og da jeg så havde noget film at vise frem, så fik vi pengene.’
- Hvad er dine ambitioner som instruktør? Vil du til Hollywood?
’Nej!’, svarer Bragason uden tøven. ’Jeg vil lave mine egne film. Jeg ser mig selv som forfatter. Det var min ambition at blive forfatter og skrive romaner. Det var et tilfælde, at jeg begyndte at lave film. Jeg har også spillet musik. Filmen samler alle de kunstformer, jeg ønsker at beskæftige mig med. Jeg har selvfølgelig fået nogle tilbud, som jeg da kigger på. Men det er mest noget med at de har et manuskript, og skal bruge en instruktør, og jeg vil som sagt helst skrive mit eget materiale. Men jeg kigger da på de tilbud, jeg får.’
- I Forældre og Børn dyrker du improvisation som metode. Du arbejdede tæt sammen med Teatergruppen Vesturport, og opbyggede karaktererne undervejs. Jeg spekulerer på, om du også improviserede med kameraet, med det tekniske?
’Ja, det gjorde jeg. Der var ingen storyboard og alt det. Jeg havde to fokusområder; skuespillerne, som det første, og derefter at få nogle gode skud. Men jeg gjorde ham (kameramanden, red.) det klart, at jeg ikke gad vente på ham. Jeg ville ikke vente på kamera og lys og alt det. Det var skuespillerne det drejede sig om. Jeg brugte en monitor. Min hensigt var ikke at lave flotte film, men at ramme det autentiske. Og den metode tvinger en til at tænke kreativt.’
- Lidt som med dogme fra 1990’erne?
’Ja, lidt! Hele holdet kørte i en bil. Der var ikke make-up og sådan. Skuespillerne måtte klare sig selv. Det er derfor, at filmene er lavet i sort/hvid. Det var for bedre at kunne kontrollere tingene. Vi var på lokations med lyserøde sofaer og lilla gardiner, og med sort/hvid var det ikke et problem. Så kunne vi koncentrere os om processen, og skuespillet. Tilskuerens øjne vandrer ikke rundt i et imponerende billede, men fæstner sig ved skuespillernes ansigter. Metoden er især efter inspiration fra Cassavetes. Jeg arbejder kreativt med skuespillerne, og alle deltager.’
- Så tænker jeg på, om ikke den improvisative tilgang, når det også gælder det tekniske, kan gøre en usikker på, om projektet nu også bliver vellykket?
’Jo, men jeg har lavet film på den regelrette måde, og det finder jeg ikke særlig sjovt. En del af det sjove er faktisk usikkerheden.’
- Forældre er en langt mere afdæmpet film end Børn. De supplerer hinanden lidt som poler, som minus og plus. At gardar trods alt er med, men bruges så lidt og at filmen er mere stille end Børn, oplever jeg, som et meget bevidst valg. Er det det?
’Jeg ville virkelig, at de to film skulle være forskellige. Børn udtrykker det eksplosive. Jeg ville gribe den følelse med voksne, der opfører sig som børn. At de vil have, og at de vil have det nu... Det er en brutal film. Forældre derimod er mere om voksnes fortrængte følelser. Folk der er satte, så at sige, og som ikke kan træde udenfor de rammer der nu engang sømmer sig for voksne, og ikke kan udtrykke, hvad de faktisk føler. Det er også derfor at en mand som Oscar ikke sprænger, som vi ser med Gardar. Oscar ved slet ikke, hvordan han skal blive sur.’
- Ja, for jeg bemærker noget interessant med Oscar. Han er jo sur over de omstændigheder der gør, at han ikke får det barn, han vil have. Men istedet for at lade det gå ud over den, der er skyld i det, lader han det gå ud over kvarteret børn, fordi deres cykler flyder på vejen.
’Ja, det er en god scene. Den holder jeg meget af.’
Vi griner begge lidt af Oscars person.
- En fyr som Gardar finder jeg meget interessant. Din skildring af ham. Du får os til at holde af en voldspsykopat og forbryder. Hvordan gør du det?
Bragason smiler. Han ved godt, at han har ramt hovedet på sømmet med karakteren Gardar.
’Gardar er en type, vi har i Island. Holdningen, det korte afblegede hår. De findes. I filmen bliver han sympatisk, fordi han prøver at gøre det gode. Han søger kontakt med sin søn og forsøger at gøre det rigtige, men fordi han ikke kan ændre sig, bliver han tragisk. Man begynder at føle for ham. Selvom han er en hårdtslående type, man bestemt ikke vil have noget at gøre med i virkeligheden.’
- Nej, bestemt ikke. Jeg oplever ham som en... med strithåret og hans foruroligende væsen... som en skræmmende klovn.
Bragason ler, som har han selv tænkt det, eller bare godt kan lide billedet.
- Hvordan er han så, ham der spiller Gardar. I virkeligheden?
’Det er faktisk også ham, der spiller Gardars tvillingebror i Børn. Ham, den langhårede, der får bank. Og han er som ham. Da jeg mødte ham, så han sådan ud, langhåret, lidt hippie. Stille og rolig fyr. Han er faktisk teaterleder i London nu.’
- Det var da utroligt! Og det med tvillingen har jeg ikke bemærket. Hvilken kamæleon!
Spørger så, hvordan Bragason lavede de scener, hvori de begge optræder, og fik en god forklaring. Men det er en hemmelighed, jeg vil holde mellem Bragason og mig. Kan kun sige at det er noget med miksede optagelser med seks ugers mellemrum, og så siger jeg ikke mere der. Ikke fordi, det er en hemmelighed, men nok mere fordi jeg trods fin forklaring stadig ikke helt forstår, hvordan han gør det. Tror, at oplysningen kommer bag på mig, så jeg et øjeblik mister fatningen, og blot noterer kruseduller, der bagefter ikke kan tydes.
- Jeg har læst et sted, at Forældre opstod ud af Børn som ekstra materiale. Er det virkelig sandt, eller havde du fra begyndelsen af to film i tankerne?
’Nej, det er samme arbejde. Jeg ville kun en film, men det voksede. Jeg blev forelsket i det, vi lavede, og kunne ikke smide noget væk. Og af praktiske grunde er det ikke altid godt med film på 180 minutter. Derfor blev det til to film. Jeg har faktisk materiale til en tredje. Vi planlægger dog ikke en film til, men at det skal indgå som ekstramateriale på en dvd-boks, der kommer til marts eller april. Der er mange scener, jeg ikke har brugt, som er rigtig gode.’
- Vil ekstramaterialet forklare nogen af de spørgsmål Forældre faktisk åbner ved sit forhold til Børn. Det, at Marino er med i en kort scene i starten, hvad hans forhold til Katrin er? Hvad Katrins ubehagelige fyrs baggrund er? For det bliver jo aldrig klart i løbet af de to film.
’Nej. Katrins fyr har en baggrund, men den bliver ikke forklaret. Men skuespilleren ved, hvad hans baggrund er. Han medvirkede i øvrigt for ingen penge. Det er en svensk skuespiller. Jeg spurgte om han ville være med, men kunne kun betale ham flybilletten. Han kom. Historien mellem ham og Katrin er, at han mødte hende, da hun arbejdede som Dominatrix, mens hun overfor familien sagde at hun var i Sverige for at arbejde som fotograf. Det starter altså med, at hun afstraffer ham, men når vi møder dem i filmen, så er det ham, der straffer hende. Men det fortæller filmen ikke noget om. Den viser ham bare som en ubehagelig fyr uden at fortælle os noget om baggrund, hvorfor og hvordan.’
- Hvad arbejder du på nu, Ragnar?
’Sidste år lavede jeg en tv-serie på Island, Nightshift, der var en stor succes. 12 afsnit. Det var også improvisation. Lidt samme følelse som Børn og Forældre, men mere komisk. Der skal laves 12 episoder mere, og det begynder vi på om fem uger. Og så er jeg ved at få en film financeret. Større budget og efter manuskript. Det er i samarbejde med Alphaville Pictures, instruktør Christoffer Boe og producenten Tine Pfeiffer.’
- Det vil jeg ønske dig alt muligt held og lykke med, Ragnar. Tak for din tid!
Læs mere om Bragasons film på www.parents-movie.com
Læs on-z’s anmeldelse af Forældre, der foreligger på siden, men dog først får dansk biografpremiere d. 29. februar.
Se mere om Nordatlantiske Biodage på www.bryggen.dk.
Foto af Martin Hilker.
