Skriv en kommentar
Anette K. Olesens spillefilmsdebuterede med den kollektivt produceret Små ulykker i 2002, som var en både kritiker- og publikumssucces. Nu vender hun tilbage med endnu en film, der er produceret efter Mike Leigh-metoden og Dogme 95 –reglerne. Hermed er filmen Dogme #34 og den 10. danske dogmefilm.
Den nyuddannede præst Anna (Ann Eleonora Jørgensen) tager et vikariat som fængselspræst i et kvindefængsel. Samtidig overføres den tidligere narkoman Kate (Trine Dyrholm) til afdelingen, og hun virker noget sammenbidt, hvilket bemærkes af de andre fanger. Det rygtes hurtigt at hun er blevet clean på én nat, hvilket må betegnes som et mirakel. Den lidt tilbagestående Marion (Sonja Richter) søger hurtigt Kates hjælp og bliver også clean overnight. Jossi (Sarah Boberg) står for indsmugling og salg af stoffer i fængslet og bryder sig bestemt ikke om Kates ankomst. Dette er dog blot en sidehistorie til det, at Kate selv prøver at angre sin forfærdelige forbrydelse. Hun søger trøst hos betjenten Henrik (Nikolaj Kopernikus), der på den måde også overtræder en grænse som loven ikke tillader at overskride. Hjemme har præsten et afklaret ægteskab uden børn – indtil Kate en dag smider en bombe af dimensioner. Anna er gravid og Anna kan slet ikke blive gravid. Alles verden bliver vendt på hovedet af tilfældigheder og det er afklaringen af disse problemer, der er filmens drivkraft mod en tragisk afslutning.
Hverken dogmereglerne eller Mike Leigh-metoden virker som nogen hæmsko – tværtimod. Det er ellers ofte set at filmene bliver krampagtigt fremført pga. reglerne, især den seneste danske dogmefilm led , Se til venstre der er en svensker, led gevaldigt under at skulle bruge reglerne. Her kunne den konventionelle genrefilm have reddet filmen til det den var – en ordinær romantisk komedie. Den nøgenhed der afspejles i Forbrydelser spiller godt sammen med den nøgne realisme, som Dogmereglerne kan hjælpe til at levere. Dette kræver dog ekstraordinære stærke skuespillerpræstationer, hvilket ikke mangler i filmen. De fire kvindelige portrætter er fantastiske. Ann Elenora Jørgensen har en svær rolle med at spille den afklarede præst, hvis liv bryder sammen. Sonja Richter viser endnu engang sider frem af sit talent. Hun var måske dømt af mange til at være en dansk filmdiva i fremtiden, som skulle typecastes til pæne og smukke kvinderoller, men hun er fin i rollen som den stakkels Marion, der ikke aner hvilket ben hun skal stå på. Trine Dyrholm er fantastisk smuk og grim i samme nu og leverer sin måske bedste rolle på film til dags dato. Og så er jeg særligt imponeret af Sarah Boberg lille birolle som Jossi, en moder og pusher, der kynisk styrer kvindefængslet bag tæppet. Hun får sin mor og børn til at smugle stofferne ind og portrætterer den falerede kvinde uden håb ligeså stort som det var tilfældet i Bagland og Bænken. I klædt Adidas joggingsæt og stiletter med posede øjne leverer hun varen til tiden. Dejligt er det også at se de få mænd i filmen spille sig op mod kvinderne. Nikolaj Kopernikus og Jens Albinus som fængselsbetjente og Lars Ranthe i sin endnu største rolle som Annas mand Frank.
Skal man sætte fingeren på noget, har filmen lidt svært ved at binde enderne sammen og knuden kommer lidt pludseligt til sidst. Dette overraskelsesmoment af uafsluttethed er måske lidt hårdt at sluge, men sådan afspejles vores virkelighed måske bedst. Bogstaveligt talt lukker man dørene for seeren med en bemærkning om, ”at det får vi lige overstået” – og her hentydes til Annas abort, ligesom der i overført betydning hentydes til selve filmen. Og nej den er ikke lige overstået, den bliver hængende i kroppen som en influenza, der gør ondt takket være kollektivets fremragende præstation. Skuespillet er sublimt og Kim Fupz Aakeson er sluppet godt fra at være manden bag de sjove filmmanuskripter. Annette K. Olesens præstation?. Den gode instruktør bemærker man ikke når filmen er så fremragende som Forbrydelser er. Held og Lykke i Berlin. Herfra får I fem stjerner med på rejsen.
