Skriv en kommentar
’Hellere få ballade end kede sig’. Det synes at være mottoet for ’the altar boys’ i denne dybtfølte og originale film, der havde verdenspremiere på Robert Redfords Sundance festival sidste år. Og ballade bliver der, da søster Assumpta ( Jodie Foster ), en ærgerrig, håndfast nonne med træben suspenderer Tim Sullivan ( Kieran Culkin ) og Francis Doyle ( Emile Hirsch ) fra skolen. Bevæggrunden er en tegneserie udført med kyndig hånd af de to ungdomsrebeller. Hovedrollen i tegneserien har de to tegnere tiltænkt Assumpta. som Nunzilla udlever hun diverse perfide og under alle omstændigheder blasfemiske situationer med fader Casey ( Vincent D’Onofrio ). Det er kulminationen på en lang række drengestreger og happenings, der indbefatter kidnapning af skolens vartegn – den tonstunge statue af Jomfru Agathe. Dommen er derfor kontant og uforsonlig. Men hævnen er sød.
Vi er i en soveby i halvfjerdsernes USA. Ungdomsoprøret lever i ånden. Det er messedrengene på klosterskolen vel vidende om, alt imens de bekæmper tiden, kedsomheden, hormonerne og ikke mindst søster Assumpta, der ikke synes at have nogen forståelse for deres kejtede, famlende forsøg på at finde et ståsted i tilværelsen.
Det er en film om den pubertære kærlighed, som den forslår sig i medgang og modgang. I venskaber og fjendskaber. Det er en film om at miste sin tro, når ingen andre synes at følge den. Det er en film om at være ung, om at gøre sine erfaringer på egen hånd og om at leve livet. Men hvordan kan man det, når den storrygende fader Casey og den spartanske Assumpta holder hånden over dem med guds ord?
Original bliver ’The Dangerous Lives Of Altar Boys’ dog først i det moment filmen krydres med de tegneseriesekvenser, der beskriver drengenes dybeste tanker. Igennem tegneserien udlever de deres inderste. Tegneseriens helte er drengenes alter egos. De er superheltene Kaptajn Røvsparker, Muskelbundtet og Skruen. Tilsammen er de Atomtreenigheden, der kæmper mod deres ondskabs akse – en hob Nunzillaer. Tegneserien afspejler et modsvar til drengenes virkelighed, især set fra Francis O’Doyles point of view. Det er et mesterligt mix mellem tegneserie og film, der giver udtryk og indtryk en ny dimension. Et mix der bygger bro mellem fortællingens mange forgreninger med en ny og prøvende metode, der uvederhæftigt erstatter de klassiske og alt for nemme voice overs. ’Show, don’t tell’, lyder en læresætning i filmbranchen. Den efterleves til fulde.
Det handler altid om en pige. Denne gang hedder hun Margie Flynn ( Jena Malone ), er Francis’ store kærlighed, og så bærer hun for øvrigt på en hemmelighed, der splitte venskaber og skabe store problemer. Men nok om det. Margie og Francis’ kærlighed er uforlignelig og er skoleeksemplet på filmens elegante finesser. Den egentlige styrke er en aldrig fraværende evne til at beskrive følelseslivet, som det udfolder sig, når man er fjorten. Ligeså bydende essensielt er venskabet mellem Francis og Tim. Tim er klassens rebel, kommer fra et hjem med utroskab, druk og skænderier og kæmper med sit selvværd. Derfor hævder han sig selv som ophavsmanden til den ene gale drengestreg efter den anden. Francis er den mere eftertænksomme og følsomme. Sammen har de et solidt venskab, der står sine prøvelser i livets skole.
Tilsammen er ’The Dangerous Lives Of Altar Boys’ et helstøbt stykke ungdomskultur med de gode og onde oplevelser, der uværgeligt indfinder sig undervejs. På mange niveauer, afspejler den sider af postpuberteten, som Lukas Moodysons ’Fucking Åmål’ gjorde det så uforligneligt i 1998. For ’The Dangerous Lives Of Altar Boys’ lykkes det, fordi instruktør Peter Care i de karakterbærende hovedroller har fundet tre stjernefrø, Kieran Culkin, Emile Hirsch og Jena Malone, der eminent udtrykker det følelsesregister, man gennemlever i den periode.
Men det lykkes lige så vel for filmens velaftegnede pædagogik, der gør den til en originalitet i særklasse. Et spændende mix mellem tegneserie og virkelighed, mellem følelser og udlevelse, mellem fantasi og oplevelse løfter en banal historie ud af den lidt tamme genrebetegnelse – ungdomsfilm. Det er en film, der sidder lige i øjet med sin potpourri af ungdommeligt vovemod og kejtede tilnærmelser til det, der definerer livets helhed.
En sublim og raffineret materialemængde holder filmens ånd i hævd. Interviews med skuespillerne giver figurerne form og dybde. Kort og præcist. 27 siders produktionsnoter afslører baggrunden for filmen og giver, i detaljer, en beskrivelse af processen fra ide til film. Hvilke overvejelser der har været gjort og hvilke tanker, der ligger bag hvert valg. De animerede scener i filmen er samlet, så man i en hel substans kan se den som en tolv minutter lang tegnefilm. En featurette giver et visuelt blik bag om filmen med interviews med de involverede. Sundance Channel Original Production står bag den interessante ’Anatomy Of A Scene’, en halv times næranalyse af en bestemt scene, der anses som den stærkeste og mest velfungerende men også den, der har voldt de største problemer. Som pendant og suppleant til filmens karakter, bliver det til 4 stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
