Skriv en kommentar
I kølvandet på hele genindspilningsbølgen er det rart at se nogen der i det mindste forsøger at tænke i lidt andre baner. ”Forhekset” er ikke en genindspilning af den amerikanske 60’er sitcom, ”Bewitched”, med hvilken den deler originaltitel. Derimod handler den om en genindspilning af serien.
Som et desperat forsøg på at redde sin filmkarriere er den fallerede skuespiller, Jack Wyatt (Will Ferrell), gået med til at spille hovedrollen i en moderne udgave af TV-serien om den unge mand der bliver gift med en heks. Den oppustede ego-bombe og hans numseklappende agent vil naturligvis ikke acceptere en anden stjerne til at tage rampelyset, så valget af den kvindelige hovedrolle falder på den fortryllende debutant Isabel (Nicole Kidman). Hvad ingen havde forudset er jo så at Isabel i virkeligheden er en vaskeægte, moderne heks. Oven i købet en heks hvis højeste ønske er at blive et helt almindeligt menneske med menneskelige følelser og egne hverdagsproblemer.
Så er der ligesom lagt i heksekedlen (lidt tykt) til en fortryllende romantisk komedie – og en af de bedre. Ud over den hovne og komisk selvfede Jack må Isabel også konstant finde sig i sin far, troldmanden der konstant dukker op i madvarerne og mener at det er hans pligt at bruge troldkunster til at nedlægge så mange kvinder som muligt. I løbet af halvanden underholdende time må vi så følge vor gæve tryllerske kæmpe på kærligheden og følelsernes side for at få omvendt de to egoistiske herrer.
Bag kameraet sidder Nora Ephron, der tidligere har lavet ”Søvnløs i Seattle” og ”You’ve got Mail”. ”Forhekset” er helt sikkert en film i samme dur, men de mange overnaturlige elementer skiller den alligevel i tone fra de andre. Humoren er en tand mere løssluppen og de magiske muligheder er udmærket udnyttet. Især komikeren Ferrell – kendt fra blandt andet ”Anchorman” og ”A night at the Roxbury” – har fået temmelig løse tøjler. Selveste Jim Carrey blev tilbudt rollen, så det er klart at Ephron bevidst har ønsket lidt mere fanden-i-voldskhed og ballade. Det er lykkedes og Kidman og Caine viser stor klasse ved uden videre at følge den bombastiske komiker. De store dramaskuespillere ser ud til at more sig ligesom alle andre og ”Forhekset” har i det hele taget den løse lystspilsstemning som kun opnås når alle har haft det sjovt. Manuskriptet er detaljeret med mange referencer til den gamle TV-serie og flere interessante birolleindsatser – især Jason Schwartzman (”Rushmore”) som Jacks hippe agent er virkelig morsom. Manuskriptet er dog også filmens største faldgruppe da det er her vi finder det umådelige antal af sidehistorier og plottråde, der i fællesskab gør slutningen – hvor alting skal rundes af – til en noget kluntet og langsommelig affære.
Filmens første to tredjedele er dog komisk underholdning godt over gennemsnittet. Den uhøjtidelige stemning og let fjollede humor gør ”Forhekset” til en film der muligvis kan finde et endnu større publikum end sine populære forgængere. Moralen er gammelkendt men evigt gyldig og den normale, sentimentale slutning bliver udholdelig takket være de komiske afbræk. Det handler om at have det sjovt, det handler om kærligheden som livets virkelige magi og den evige jagt på lykken. En lykke der jo som bekendt sjældent findes i jordlige eller kødelige besiddelser.
