Skriv en kommentar
Hvis man har set traileren, har man formentlig overhovedet ingen idé om, hvad denne film handler om, og det er også meget kompliceret! Jeg skal prøve at forklare det, men hæng på, for det her bliver lidt knudret.
Marie (Bérénice Bejo, bedst kendt fra The Artist) er gift med Ahmad (Ali Mosaffa), men de bor ikke længere sammen. Hun har bedt ham om at komme på besøg fra Iran, hvor han bor nu, så de kan få styr på deres skilsmisse. Marie har to døtre med en anden mand, som hun har kendt før Ahmad, og som nu bor i Bruxelles, men pigerne, teenager Lucie og hendes lillesøster Léa, er tæt knyttet til Ahmad. Sammen med Marie og hendes døtre bor også drengen Fouad og hans far, Samir (Tahar Rahim), hvor sidstnævnte nu er i et forhold med Marie. Fouads mor ligger i koma, efter et selvmordsforsøg, muligvis fremkaldt af at Marie og Samir var begynd at se hinanden.
Der er dog mere til historien end dette. Marie har store problemer med at forstå sin ældste datter, der ikke er glad for, at hendes mor har fundet en ny ny mand. Fouad svinger mellem ikke at ville være i huset og gerne ville. Ahmad gør et bravt forsøg på at få ro på alle parter, selvom han egentlig ikke har noget med noget som helst at gøre. Samirs humør svinger mellem at føle sig truet af Ahmads tilstedeværelse og at være utrolig rummelig omkring det hele. Léa er mest bare til stede.
Anden gang er måske en bedre gang
Dette er muligvis en af de film, man bør se flere gange for virkelig at kunne bedømme den. For i første omgang forekommer den meget indviklet, og en kende overdramatisk, men det skyldes også, at al denne indvikling ikke bliver fortalt med det samme, men er noget der gradvis bliver afdækket, hvilket kun gør det sværere at forstå.
Så man filmen en gang mere, kunne man måske bedre forstå karakterernes handlinger og bedre sympatisere med dem, men i første omgang virker de ret irriterende. Især kvinderne har i denne film en uheldig tendens til ikke kun at ligne Kristen Steward uhyggeligt meget (helt seriøst, kig bare på plakaten!), men også til at virke hysteriske og lettere maniodepressive.
Men det er nok en film, der kommer til at dele vandene, hvor nogle vil blive opslugt at det intense drama, mens andre vil blive irriteret og utålmodig med den insisterende forvikling. Den iranske instruktør havde trods alt stor succes med sin forrige film Nader og Simin - en Seperation (2011), som vandt en Oscar for bedste udenlandske film, så der er helt sikkert en sikret målgruppe for ham.
Det skal dog også nævnes at børnenes skuespil virker meget troværdigt, og netop ikke så overspillet, som nogle af de voksne kan forfalde til.
Så se den, hvis du kan lide komplekse drama med udadreagerende skuespil, men lad vær hvis du, ja, ikke kan.
