Skriv en kommentar
Angelina Jolie og en flok unge skuespillerinder forsøgte i 1996 at overføre Joyce Carol Oates’ roman, Foxfire: Confessions of a Girl Gang til det store lærred, men opnåede ikke andet end en middelmådig og letfordøjelig handling. Sidste år forsøgte instruktøren Laurent Cantet at sætte fokus på bogværket endnu en gang med en flok unge, rebelske piger i 1950’erne, men selv ikke et frisk pust kunne redde den ret så uinteressante filmatisering – om det så er selve bogen, som er fejlgruben, skal jeg ikke kunne sige, men filmatiseringen er i hvert fald ikke noget tankevækkende eller underholdende stykke drama.
Vi følger en gruppe unge piger, som på grund af nogle barske oplevelser i et samfund med kvindernes undertrykkelse beslutter sig for at danne gruppen ’Foxfire’ – en gruppe med hensigt at passe på hinanden og hævne sig på deres undertrykkere i håb om at finde respekt blandt deres medborgere. Deres rebelske opførsel udvikler sig til mere end bare et forsøg på at stå på egne ben, og i takt med at deres vej drejer ad en kriminel sti, bliver deres liv for alvor vendt på hovedet. Pigerne er nu nødt til at overveje om de skal holde sig sammen som én samlet enhed, eller slippe ud mens de stadig har deres fremtid foran sig.
Selve konceptet lyder meget lovende på papir og lyder mest af alt som en kvindelig og mere ’nede på jorden’-udgave af ’This Is England’, men selve praktiseringen af idéen har desværre ikke båret frugt. De første 20-30 minutter af filmen er meget interessante, hvor man danner sig et overblik over de individuelle personligheder og langsomt forstår deres årsag til at danne kvindegruppen. Filmen når sit største klimaks efter disse minutter, og de efterfølgende 2 timer er desværre en kedsommelig og uinteressant udvikling mod unødvendige drejninger i historien. Ifølge beskrivelsen af romanen er filmen meget punktlig med at følge historien, men visse ting burde virkelig have været udeladt, da de slet ikke fungerer på skærmen. F.eks. intensiteten i pigernes mislykkede kidnapning eller de følelsesmæssige spændinger i den indbyrdes gruppe virker slet ikke efter hensigten, og de stærke følelser er slet ikke effektive nok.
Skuespillerne når slet ikke op til det emotionelle niveau, som værket sigter efter. Deres skuespil virker ofte amatøragtigt og giver langt fra en stor nok dramatisk effekt på selve handlingen. Deres eskapader på op- og nedture virker flade og bryder aldrig rigtig igennem den censurerede opsætning – man mangler en meget mere rå, barsk og kontroversiel tilgang til historien for at sætte gang i sagerne, og det minimalistiske og til tider mekanisk oplæste skuespil hjælper ikke på de dvælende handlingsmangler. Filmen skal have ros for en energisk indfaldsvinkel på filmen, som slår rimelig hårdt igennem til at starte med, men dette er langt fra nok til at hjælpe vurderingen op på en lovende karakter. Det mest positive ved filmen er de sociale og historiske aspekter i fortællingen, som virker utroligt troværdige. Den historiske tilgang til kvinders undertrykkelse og den karakteristiske tøjstil i 50’erne giver den helt rigtige scenografi i filmens handling.
Samlet set er denne nye udgave er Foxfire heller ikke en succes, da skuespillet er uholdbart til så dramatisk en handlingsudvikling, og den alt for lange spilletid ødelægger filmens mulighed for at nå til tops. Fokuserer man udelukkende på de sociale aspekter og den karakteristiske historik, kan man som sådan godt nyde filmen, men til dem som ønsker lidt mere substans i handlingen, bør man overveje en ekstra gang, før man investerer i denne uheldige remake.
Bonusmateriale
Intet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros.
