Skriv en kommentar
Tomas Gislason (Bl.a. ”Patrioterne” -97; ”Den højeste straf” 2000; ”Overcoming” 2005) lader Jørgen Leth sige det med det samme: ”Jeg er tilskuer!”. Det er således æstetikeren Jørgen Leth vi præsenteres for de næste 1,5 timer - først og fremmest i hans frivillige eksil på Haiti. Her kan han sidde på verandaen på hotellet og iagttage folkelivet; ligesom han kan fungere som iagttagende journalist, digter og filminstruktør midt i folkelivet med øjnene ivrigt iagttagende, eller med blok og kuglepen eller med videokamera – eller tage sig sammen til at rejse for at sidde i kommentatorboksen ivrigt iagttagende ved Tour de France.
Når vennen fortæller, hvordan Jørgen kan være sammen med alle, og at der ingen ende er på hos hvem han har spist middag, ja så er det stadig iagttageren, den der ikke dømmer eller bedømmer endsige vælger ud, men ved sin fremtræden så at sige kalder på at blive inviteret indenfor, der beskrives.
Omvendt er dette også udtryk for Jørgen Leths behov; uden egentlig at psykologisere får Gislason sagt noget om det ensomme menneske Leth der netop finder den anden gennem iagttagelsen, gennem æsteticeringen – fx ved Leths hilsen på alt og alle back-stage før og efter Tour de France.
Vel er der vægtige moralske spørgsmål at tage op her, og det lukker Gislason endsige Leth ikke øjnene for. Ikke overraskende er det svært ikke at blive anfægtet af æstetikeren, fx når Leth bevæbnet med videokamera går tæt på dybt ulykkelige og sørgende haitianere ved en begravelse efter en skibskatastrofe. Og det bliver ikke mindre af hans efterfølgende beskrivelse af begivenheden som en iscenesættelse. Det var samme problematik Lars von Trier udfordrede ved sine djævelske benspænd (”De fem benspænd” 2003); her var en stadig insisteren på, at Leth skulle kropsliggøres, involveres i forhold til motiverne, eller måske i virkeligheden fremvise sin egen kynisme fx ved at kopiere sin egen luksus-middag-scene fra klassikeren ”Det Perfekte menneske” (1967) på verdens mest usle sted, uden at det kunne ses og med sig selv i hovedrollen. Her ”snød” Leth, eller som von Trier siger det: ”Du hører ikke efter!”.
Men er det nu rigtigt? Von Trier siger det ikke uden ironi, og Leth er også afvæbnende i sin egen ironi, og når han bryder ud i herlig latter en sen og beruset nat på hotellet. Eller når han fremtræder på det allermest sårbare tidspunkt; nemlig om morgenen, nøgen under bruseren. Denne æstetikers forhold til motivet, også sig selv, er næppe kynisk, men følsomt og blufærdigt.
Det er velgørende, at Gislason ikke psykologiserer fænomenet Leth. Her er det æstetikeren som realitet på godt og ondt der præsenteres. Læg fx mærke til hvor meget mere stærk, hvor meget mere eksistentiel den angstoplevelse Leth beskriver fremstår, da han på det kraftigste benægter, at den skulle have nogen som helst relation til hans fire forliste ægteskaber og de børn der kom i klemme i den anledning. Og på samme måde rammer Leth eksistentielle toner, når han beskriver rædslen ved partnernes krav om, at han skal forandre sin karakter for at redde forholdet. Det er velgørende fremført af Leth og Gislason i skøn forening – og uden den mindste religiøse frelse. Skulle man være i tvivl om dette, bør man huske filmens optakt, en fascinerende woodo-session, som Leth efterfølgende beskriver som en meget lidt talentfuld tryllekunst..
Det er superæstetikeren der taler, men næppe æstetikeren som præst endsige æstetikken som frelse der kommer til orde. Det handler om væren. Her er kunsten og her er – ja vi havde nær glemt, og det samme gør filmen næsten, kvinden. DVD-ens cover snyder eklatant med den fuld påklædte Leth liggende i ske med yppig, ung og nøgen kvinde (hun burde være haitianer!). Og vel er der en ung haitiansk kvinde i Leths liv, men hun er i periferien i filmen, kommer aldrig til orde, men dyrkes billedsmukt. Hvad der slår en, er Leths beskrivelse af denne anonyme, haitianske kvindes klippen hans negle og hår som indgang til erotisk passion. Og hans forklaring af hvordan passionen ødelægges ved tilskueres hån om udnyttelse og prostitution. Dengang i 1993 var der ikke nogen der råbte vagt i gevær over Leths erotiske forhold – men 13 år efter slog forargelsen og den store sædelighedsfejde ud i lys lue i Ekstra Bladet, hos KVINFO og sågar hos Politiken.
Gislasons film er, som det er typisk for hans film, i overvældende grad båret oppe af en virtuos klipning. Klipperen hedder Jakob Thuesen - men man må ikke glemme, at Gislason er uddannet klipper, og ellers ynder at klippe sine film selv. Leths mange ord spændes gang på gang op af en nervøs og til en vis grad effektjagende klipning, hvor der gerne arbejdes med flere billedflader på én gang. Det virker stærkt, om end man nok fornemmer, at den form næppe er i samklang med Jørgen Leths kontemplative liv på Haiti, endsige med den enkelhed og insisteren på at aflæse tiden og tegnene på trods af hastigheden, Leth er en mester i. Kasper Windings score nærmer sig dog det storladent patetiske – og det harmonerer slet ikke med hovedpersonens væsen.
Med DVD-en følger 5 korte doku-film, featuretter plejer det at hedde på DVD-udgivelserne. De er alle optaget en augustdag i 2006, hvor Jørgen Leths venner mødtes med hovedpersonen for at tale om hans filmkunst, om den nylige hetz mod ham, og om optagelserne af ”Fra Hjertet til Hånden”. Vi møder først og fremmest Lars von Trier, Tomas Gislason, Kasper Winding og Ole John. Det er fornøjelig underholdning, men føjer næppe noget væsentligt til Gislasons fine portræt af en af dansk filmkunst mest originale skikkelser.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Electric Parc.
