Skriv en kommentar
Den unge Jon vil frygtelig gerne være musiker. Inde i hans hoved dukker der hele tiden brudstykker op af mulige tekster og melodier, men han kan ikke rigtig få det til at blive en sang. Bedst som han knokler, dukker der en gylden mulighed op. Et ukendt band skal spille på en lille klub samme aften i den by hvor Jon bor, og minsandten om ikke Jon møder bandet på byens strand, hvor keyboardspilleren forsøger at drukne sig selv. Der må ambulancefolk til, og bandet står nu uden en keyboardspiller. Jon melder sig direkte som erstatning, og får jobbet. Jon er lykkelig, lige indtil han står på scenen og finder ud af at bandet er særdeles excentrisk og spiller noget syret musik med sangtekster som bl.a. handler om ål i gelé. Og så er der lige gruppens forsanger og leder, Frank, som er gemt af vejen inde bag et kæmpemæssigt papmâché-hoved...
Langsomt skifter filmen fra at handle om Jon til at handle om Frank. Det er nemlig et større hemmelighedskræmmeri om hvorfor Frank i det hele taget bærer denne ”maske”. Hvad er hele humlen bag det? Samtidig har Jon nok at gøre med at finde sin plads i bandet, som han adskiller sig meget fra ved første øjekast.
Inde bag Franks maske kan du høre Michael Fassbenders stemme. Den store stjerne fra Prometheus, X-Men, Shame og 12 Years A Slave spiller fremragende, selvom vi ikke kan se hans ansigt. Domhnall Gleeson (søn af Brendan Gleeson og kendt fra True Grit og About Time) er også velvalgt som Jon, mens Maggie Gyllenhaal (Hysteria, The Dark Knight, The Day After Tomorrow) spiller en af de øvrige bandmedlemmer. Det kan siges om Frank at han er baseret på en ”kraftig inspiration” fra figuren Frank Sidebottom (du kan prøve at google ham). Filmen er instrueret af den forholdsvis ukendte Lenny Abrahamson fra Irland, og alene baseret på Frank, så bliver det ikke det sidste vi kommer til at høre fra ham.
Frank er en herlig, skæv, kulørt, skør og uhøjtidelig dramakomedie, som handler om en gruppe mennesker som trods deres forskellighed skal hænge sammen som en enhed. Det handler i særdeleshed også om hvad vi kan lære af mennesker som er helt og aldeles anderledes fra os selv. Frank giver også et bud på hvordan inspiration og originalitet er styrke og slagkraft, og ikke mindst at turde adskille sig. Og så er den tilsat masser af hyggelige strofer fra Franks guitar og et tekstunivers som sjældent er set før. Man behøver slet ikke at være musikinteresseret for at holde af Frank. Man skal såmænd blot lade sig glide med strømmen og se hvad der sker. Det gjorde jeg og jeg nød hvert sekund af selvskabet med denne fastelavnsmaske og hans sære verden.
Det er et mesterstykke af levering og manuskriptarbejde at man kan blive så manisk fascineret af en figur man ikke kan se ansigtet på, og som i det øjeblik Frank dukker op på skærmen, fuldstændig må hengive sig til, for Fassbenders ydre sluger simpelthen enhver scene. Frank er en af den slags perler som ellers ikke har fået den store opmærksomhed herhjemme, men som er blevet et massivt hit andetsteds. Måske det ikke er for sent at erobre danskernes hjerte? Jeg tror det ikke. De bedste anbefalinger herfra.
Udgivelsen indeholder desuden trailers og slideshow.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
