Skriv en kommentar
Der er få instruktører, man kan forvente så meget af end Tim Burton. Eller for at være mere præcis, plejede at forvente meget af. Burtons tre sidste film Sweeney Todd (2007), Alice in Wonderland (2010) og Dark Shadows (2012), har desværre alle skuffet. På trods af hans karakteristiske visuelle stil har de alle været narrativt rodede og skuffende.
Derfor er det glædeligt, at Frankenweenie minder mere om hans ældre film end hans seneste tre.
Filmen handler om den unge dreng Victor, der kun har to interesser i livet: hans hund Sparky og videnskab i alle dens afskygninger. Da Sparky dør i en bilulykke, vælger Victor at forsøge at genoplive Sparky ved hjælp af naturens elektricitet. Da forsøgets lykkedes og Sparky kommer til live, må Victor skjule ham for befolkningen i den lille by.
Frankenweenie er rigt befolket af referencer til de gamle Warner Brothers gyserfilm. Victor, der vækker de døde med elektricitet, er naturligvis en mere uskyldig udgave af Victor Frankenstein men også hans klassekammerater er stereotyper baseret på de gamle film. Den ene er en tydelig Igor (Frankensteins assistent), en anden ligner Boris Karloff (Skuespilleren der blev kendt for at spille Frankensteins monster i Frankenstein (1931), og en tredje af børnene ligner en ung prototype på Fu Manchu.
Disse er langt fra de eneste tydelige referencer, men selv om de virker på undertegnets kulturelt oversvømmede sind, så er det på ingen måde nødvendigt at forstå dem, for at man kan nyde filmen.
I virkeligheden virker hele filmen som et noget mindre projekt end Burtons sidste par film. Der er kun 10 skuespillere på rollelisten, og selv om filmen er flot, er den ikke lige så ekstravagant at se på, som hans film plejer at være. Men det betyder til gengæld, at filmen ikke er alt for rodet.
Musikken er, som med alle Tim Burton film, af Danny Elfman. Hans musik har altid haft en magisk kvalitet og i de bedste eksempler fortæller musikken mindst lige så meget som skuespillernes dialog. Frankenweenies soundtracket er måske ikke banebrydende, men det er magisk og det fortæller mindst halvdelen af historien i blandt en flok karakterer, der ikke altid bruger mange ord.
I sidste ende er Frankenweenie en god film, der repræsenterer et smukt eksempel på stop-motion animation. Musikken er magisk og det samme gælder fortællingen. Underholdningsværdien er særligt høj, hvis man er fan af Warner Brothers klassiske gyser/science fiction samling, men det er langt fra nødvendigt for at nyde filmen.
