Skriv en kommentar
Ole Bornedal er tilbage endnu engang, med en ny film der bryder genreregler og forsøger at skubbe dansk film endnu længere frem. Det hele fungerer ikke, men man må stadig beundre Bornedal for at forsøge ny ting, i stedet for at gøre det samme som alle andre.
Brødrene Johannes(Lasse Rimmer) og Lars(Jens Andersen) er meget forskellige. Det kommer begge fra en lille by i Jylland, men hvor Lars aldrig er kommet væk, har Johannes fået både et godt job og en familie med sin kone Pernille(Lene Nystrøm). For at komme væk fra storbyræset beslutter den lille familie at flytte hjem til Johannes hjemby. Lars er aldrig rigtig blevet til noget. Han hænger stadig med sine gamle tabere venner når han ikke kører lastbil. Han har dog fået en kæreste Scarlett(Pernille Valentin)og da hun pludselig annoncere at hun er gravid, ser det endelig ud til at livet er ved at blive bedre for Lars. Lars har dog ikke heldet med sig, og da han skal kører sin lastbil det sidste stykke vej for at aflevere den, kikker han væk fra vejen et kort øjeblik og rammer Anna fra byen på sin scooter. Lars kan ikke rigtigt tage det da han nu endelig var på vej op, og beslutter sig for at kaste hende og scooteren i vandet. Han tænker hurtigt på fødderne, og får fat i Alain byens eneste at indvandre, og planter beviser på ham og får ham til at kører lastbilen det sidste stykke vej. På den måde bringer han de ondeste sider frem i byens beboere, men ikke Johannes. Alain har arbejdet på Johannes hus, og han har svært ved at se hvordan en mand som Alain, der mistede sin familie i Kosovo krigen kunne gøre sådan noget. Nu må Johannes forsvare Alain imod de mest forudindtagede og destruktive sider i menneskets natur.
Ole Bornedal træder på bekendt territorium, i forhold til udenlandske film, som for eks Sam Pickinpahs ”Straw Dogs” fra 1971, men det giver stadig noget andet at se det på dansk. Muligvis fordi Bornedal er god til at finde danskheden, der ligger i at bo i en lille by. Såsom byfester og forfærdelige bands, som alle tilsyneladende elsker. Det virker som en meget realistisk fremstilling af hvordan livet forgår i små byer, og ikke som de klicher man kunne have frygtet.
Filmens temaer handler mest om det sort/hvid forhold folk har til rigtigt og forkert. Bornedals film viser at vi har alle både ondskab og godhed i os og skæbnen eller Gud eller verden skubber os i forskellige retninger der kan få os til begge dele. Filmen viser også at man ikke kan flygte fra sin natur. Selv om Johannes er blevet en pæn og stille mand der ikke blander sig, bliver han pludselig en helt anden da han skal forsvare Alain. Det er som om han husker hvem han er. Primitiv, ligesom de andre i byen, der nyder den meningsløse vold. Hen mod slutninger sker der dog en ting, som jeg ikke vil røbe i denne anmeldelse, men som trækker filmen ned. ”Fri os fra det onde” handler op til det øjeblik omkring menneskelig ondskab og hvad mennesket kan finde på. Men da en af birolle skuespillerne stjæler piller fra byens læge og tager dem før dette sker, er det ikke kun på grund af at han er et ondt menneske, men også fordi pillerne gør ham mere sindssyg i gerningsøjeblikket. Det er som om Bornedal ikke kan få sig selv til at indrømme at mennesket kan gøre dette uden hjælp fra piller. Hvilket er forståeligt, men også urealistisk.
Med hensyn til skuespil præstationer, ser vi Bornedal bruge en teknik der ikke bruges så meget herhjemme men meget i udlandet. De fleste mennesker i Danmark kender Lasse Rimmer. De har enten set noget af hans standup eller set han som Jeopardy vært, og de fleste vil højest sandsynligt syntes om ham, da han virker som en sympatisk og rar mand. Og da dette er hans første filmrolle er dette det eneste indtryk vi har af ham. Det bruger Bornedal i filmen, for da Johannes også er en rar mand til at starte med, men da han langsomt bliver mere en slags anti-helt begynder forvandlingen at ske. Det er interessent og anderledes at se som da Michael Mann fik Tom Cruise til at være skurk i ”Collateral”, men Lasse Rimmer har ikke de nødvendige skuespiltalenter til at skubbe rollen det sidste stykke. Det er trods alt hans første film. Alle andre inklusiv Lene Nystrøm eller ”Aqua Lene” levere gode præstationer og det er rart at se nye ansigter i dansk film, men den klart bedste præstation leveres af Jens Andersen som Johannes bror Lars. Han er svedende og usympatisk men også ynkelig og uheldig. Hvordan han har, måtte trækkes med at være ”Polle Fra Snave” når han har sådan et talent er svært at se.
”Fri os fra det onde” er en interessent og spændende film. Den er nok mere nyskabende end god, hvis det gir mening, men helt sikkert en af de mere interessante og provokerende danske film der er lavet inden for de sidste par år.
