Skriv en kommentar
Der er en farlig epidemi i Hollywood.
Der er faktisk to. Den ene er farlig på biograflærredet. Den anden i virkelighedens verden.
Den ene kan vi takke Robert Pattinsons ligblege fjæs for. Den bærer navnet vampyr-epidemien og har foruden at give amerikanske producenter sul på kontoen også transformeret anonyme skuespillere til moderne legender. Den førnævnte engelske Robert Pattinson går i front som nutidens Don Juan, unge tøser smider deres trusser efter og i smug håber vil bore sine syleskarpe fronttænder ned i deres bløde hud. Denne epidemis farekvotient begrænser sig dog til fiktionens univers.
Den anden epidemi er langt mere farlig. Den hedder remake-epidemien. Som bekendt hærger en økonomisk krise fortsat de vestlige kontinenter, og filmfolk, så overskudsorienterede som de er, tyr til dumdristige, men trygge måder at kunne fastholde deres fede livsstile på. For tiden regner det derfor ned med alskens genindspilninger, for har en film været en kassesucces før, er der jo gode chancer for, at denne succes gentager sig. Problemet med de fleste remakes er bare, at de sjældent (læs aldrig!) når originalen til lilletåen. Faktisk er de fleste så elendige, at det er lige før, at de ødelægger forlæggets renommé. Hvem sagde Friday the 13th (2009), The Karate Kid (2010), A Nightmare on Elm Street (2010 og Arthur (2011), for blot at nævne nogle?
Især amerikanske remakes af asiatiske gyserfilm og gyserfilm i det hele taget har været populære matricer. Fright Night, nu i 3D (fordi det jo efterhånden er sååå fedt med undselige 3D-effekter), er det nyeste forsøgsdyr, der er røget ind i remakemaskineriet og er blevet opdateret … dvs. neddateret.
Children of the fright
Den nørdede teenager, Charley Brewster (Anton Yelchin), der har fralagt sig sit kiksede fortidsego og ditto kiksede nørdevenner og nu har joinet skolens hotteste crew, dvs. skolens dummeste og flotteste folk, får en ny nabo, Jerry (Colin Farrell).
Jerry er dog ingen hr. Almindelig. Han kommer aldrig ud om dagen, hans hud ligner en albinos, og så vibrerer hans næsebor entusiastisk, når han lugter menneskeblod. Jerry er muligvis noget så fiktivt som en vampyr og er ved at forvandle naboskabets uvidende indbyggere til blodhigende vampyrer. Charley er på sporet af ham, men hverken familien, kæresten eller vennerne tror ham, så Charley kontakter den legendariske tv-vært og selvproklamerede vampyrekspert, Peter Vincent (David Tennant), for sammen at sætte en stopper for Jerrys blodige scenario.
Fr...ygtelig night
Fright Night er en tam, tam genindspilning af den mesterlige gyserkomedie af samme navn fra 1985. Det som dengang gjorde filmen til fun, fest og fænomenal underholdning, er i denne relancerede udgave blevet barberet væk til fordel for teknologisk boo hoo, trendy gimmicks, en hjerneafmonteret historie samt en flok ADHD-ramte skuespillere.
Her er ingen kære 80´er-trends med udstående hår og robotimplantater dvs. skulderpuder, ingen charmerende skuespil, der oser af ægte engagement og dejlig naturlighed, ingen gennemarbejdet historie med solide, skræmmende øjeblikke og skrigende sjove momenter, ingen overraskende twists eller seje udviklinger.
Fright Night anno 2011 brillerer derimod i snart apatisk, snart overdramatiseret skuespil, der det ene øjeblik sløver din hjerne, det andet får den til at centrifugere; en historie, der er så langtrukken som et tusindben, så letargisk som en snegl og så falsk som et par silikonebryster. Hvad manuskriptforfatteren havde i sinde, da han omskrev en filmisk klenodie til filmisk bræk, vil man kun nødigt gisne om.
Replikkerne stinker nemlig så meget, at en losseplads i Indien virker som et parfumeri. Skuespillet er så grotesk ringe, at jeg personligt har lyst til at give Colin Farrell et par flade.
Men det værste af det i øvrigt værste hele er den fuldstændigt latterlige måde, historien er blevet skruet sammen på. Der er ingen glidende, naturlige overgange, ingen tilnærmelsesvist troværdig udvikling og absolut ingen charme, appeal eller spænding i historien. Den er blevet drænet for alle de komponenter, der gjorde den oprindelige udgave til kult.
Nu er det blot kitsch. En brutal korsfæstelse af alting kreativt og cool.
Der er flere direkte stupide scener i filmen. En af dem er, da Charley, hans mor og kæreste skal flygte i deres familiebil med en frådende Jerry efter sig. Han har besluttet sig for at servere trioen til aftensmad, så man skulle tro, at moren ville sætte foden på speederen, så de kunne flygte hurtigst muligt.
Men næ nej.
Hun kører skam i begravelsestempo, så en gigtramt senior med rollator ville have bevæget sig hurtigere. Det giver overhovedet ingen mening, men passer sådan set glimrende ind i historiens generelle meningsløshed.
Det siges, at Hollywood snart vil sætte klassikeren Blade Runner (1982) i genindspilningsproduktion.
At de vover!
Hvad bliver det næste? Citizen Kane (1941)? Casablanca (1942)? The Godfather (1972)? Jeg tør ikke tænke tanken til ende.
Denne anmelder blev traumatiseret i sin tid, da hun så Gus Van Sants maltraktering af mesterværket Psycho (1998). Nu er hun blevet retraumatiseret med Fright Night. Tak for L***!
