Skriv en kommentar
Kort efter 2. verdenskrig udkom indtil flere danske film om modstandsmændenes arbejde under krigen, såsom ” De røde enge” og ”Den usynlige hær”, hvor man bl.a. kunne opleve Poul Reichhardt som frihedskæmper. Over 60 år senere er det stadig et interessant emne at lave film om, som vi bl.a. så med den tyske film ”Sophie Scholl – de sidste dage” og senest den danske succesfilm ”Flammen og Citronen”. Endnu en film er i biograferne om de modige frihedskæmpere, denne gang fra Norge om Max Manus.
”Frihedskæmperen Max Manus” er den autentiske beretning om den norske modstandsmand af samme navn. Allerede før Norge blev besat af tyskerne, tog han til Finland og kæmpede sammen med dem mod Stalin, hvor filmen starter. Den 9. april erklærede Tyskland Norge krig, hvilket får Max til at rejse hjem. Norge kapitulerer og herefter bliver Max sammen med sin gode ven Gregers Gram en del af den norske modstandsbevægelse. De udgiver sammen en illegal propaganda avis, men som resultat af deres uforsigtighed, bliver Max Manus fanget af Gestapo. Det lykkes ham dog at undslippe, og derefter drager han til Scotland, hvor han bliver uddannet som agent og sabotør af de frie norske styrker. Her forenes han med Gregers, og de tager samme tilbage til Norge. Her bliver Max leder af sin egen modstandsgruppe, og de specialiserer sig bl.a. i at sabotere skibe. Gruppen er konstant på flugt og ender på Gestapos top 10 over mest eftersøgte mænd i Norge.
Filmen følger Max Manus og hans venner i de fem år som krigen varer. Vi er med når de planlægger og udfører deres opgaver, og ikke mindst når de mister et medlem til den tyske modstander. Det er en rørende beretning, og selvom jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, inden jeg så filmen, ender man alligevel med at blive grebet. Min skepsis skyldes, at det er en historie man har set før, men man kan ikke undgå endnu engang at blive fascineret af deres mod. Det er en spændende film når man følger deres aktioner, men ligeledes skræmmende når man ser hvad der sker, når modstandsmændene kommer i Gestapos greb. Dog kunne jeg godt have ønsket mig, at man kom lidt mere ind under huden på gruppens medlemmer undervejs i filmen og gået lidt mere i dybden.
”Flammen og Citronen” og ”Frihedskæmperen Max Manus” lægger tæt op af hinanden, men det betyder bestemt ikke, at man ikke at man keder sig de to timer sidstnævnte varer. Jeg blev grebet, men hvis filmen skulle have haft flere stjerner kunne jeg godt have ønsket mig en lidt anderledes vinkel og som tidligere omtalt, kommet lidt mere ind på livet af modstandsmændene for at forstå deres heroisme.
