Skriv en kommentar
I matematik henviser det frie fald til en model, som anvendes i fysikken til at beregne, hvordan et givent objekt bevæger sig i et lokalt område i et tyngdefelt, der alene og isoleret indvirker på objektet. Meget apropos boltrer den nye danske ungdomsfilm, Frit fald, sig i den samme afsondrede boldgade, mellem to gensidigt påvirkende enheder. Filmen sætter nemlig spotlight på en ung 16-årig pige, Louise (Frederikke Dahl Hansen), der i mødet med sin netop løsladte mor, Susan (Anne Sofie Espersen), stifter tvivlsomt bekendtskab med en voksen verden, hvor sex, drugs og technomusik indtager førstepladsen i hverdagsgøremålhierarkiet. Hård kost for en purung pige, der elsker at stå på skøjter og tøsesnakke med veninderne, men en voldsom længsel efter en standhaftig moderfigur tvinger Louise til en tidlig afklaring omkring sin fremtidige livsbane … At være et karakterfast individ eller at være en kopi af moderen … det er spørgsmålet.
Filmen i frit fald …
Et eller andet sted har man set det før. Mange gange før. Mange gange før meget bedre begået. Mange gange før meget bedre begået af meget bedre bevæbnede instruktører med meget bedre begavede skuespillere og et meget bedre bedrevet manuskript. James Deans hutrende, stiltiende blik, der nøgent afspejler den moderlængslende og moderforagtende søn i East of Eden (1955), Heath Ledgers gennemhullende, selvmorderiske øjne rettet mod den ubetvingelige faderfigur, han elsker og håner på samme tid i Monster´s Ball (2001). Alison Lohmans spiddende, følsomme øjekast hen imod den rigide moder, hun ikke rigtigt kender og endnu mindre forstår i White Oleander (2002).
Alle børn, unge, barnlige voksne og voksne børn, der forfølger forældrenes kærlighed som en elskovssyg casanova på jagt efter sit næste offer; der beundrer forældrenes statur, som en kunstner tilbeder sin muse; der trygler om forældrenes opmærksomhed, som en skrøbelig forårsblomst, der vinker til den summende bi. Jeg ville ønske, at Frit fald var sådan en film. Hvorfor er den det så ikke, spørger du straks?
Jo, fordi den lader som om, den er noget, den ikke er, og heller ikke magter at være. Karakterskabelonen Louise er et koksende rodsammen af en horde forkrøllede klicheer om det søde, velopdragne pigebarn, veltilpasset og tilpas oprørsk, men slæbende et bitte hul i sit hjerte, boret af en nonchalant, infantil moder. Louise-figuren er ligeså forudsigelig som en søndagsgudstjeneste, og ligeså ensporet som en motorvej. Bevares, hun bliver da spillet okay af Frederikke Dahl Hansen, men mangler nok gejst til at give den rigtig tematisk gas, og skvulper over af for megen indlært opførsel til at opføre sig indtrængende lærerigt.
Bortset fra den savnede moderfigur, forstår man heller ikke helt, hvad Louises problem egentlig er? Hun er omsværmet af en loyal venneskare, kurtiseret af en gedigen good guy og bor hjemme hos kærlige bedsteforældre … Louise ser derfor nok snarere ud som en oplagt aspirant til DRs nye tv-eksperiment ”Blod, sved og t-shirts” … Yep, smut du over til Indien og lær lidt om det rigtigt rigtige liv!¨
Ingen grund til gentagelser, for det samme kan i grund siges om de øvrige karakterskabeloner - her i særdeleshed tabermoderen, Susan, der snart overspilles, snart over-overspilles, og endeligt, over-over-overspilles af en Anne Sofie Espersen, der foruden at være vores udenrigsminister Lenes søster, også er kendt fra TV3 føljetonen Far, mor & berømt. Så er standarden jo ligesom lagt. Forglemme må jeg heller ikke den ellers dygtige David Dencik, der i rollen som den afstumpede narkoboss, (og derfor er han naturligvis blevet udstyret med et par mørke solbriller, kulravende sort tøj og et gennemgående inspicerende look, så tilskueren ikke lige misser advisen om hans kriminelle gesjæft og gemyt), i den grad nedgraderer sit skuespiller-cv, at det er diskuterbart, om han nogensinde vil få arbejde igen. Ah ok, just kidding, og dog …
Problemet er måske ikke så meget skuespillerne som manuskriptet, der kopierer klicheer på livet løs og ender med selv at lade livet. Der er ingen troværdighed i projektet. Det hele føles fingeret, forceret, falskt. Filmen bejler øjensynligt til det unge publikum, der meget muligt vil synes, at en kokainsniffende tøs, der mister mødommen til morens hvalpede ekskæreste, som til gengæld fungerer som midlertidigt papfar, der i det skjulte drømmer om den udsvævende mor, som forsømmer sit forkælede pigebarn, der mister fundamentalt fodfæste for en stund, er et rockin´ og rollin´ scenario med en masse nymodens nipsting og populære twists.
En voksen tilskuer gennemskuer dog hurtigt filmens postulerede univers, som blot vrider armen på en fortygget historik og oven i købet tyr til sensationalistiske virkemidler til at slå sine aftrådte budskaber igennem. Det er en slags populistisk, Se&Hør–agtig tilgang. Ikke én, der gør sig godt på film, eftersom den savner både hjerteligt blod, svedige anstrengelser og troværdige tårer.
Stilistisk har filmen sine fine øjeblikke (bl.a. nogen seje sms-montager), og musikalsk ligeså. Det sidstnævnte er faktisk filmens flotteste force. Filmens instruktør og manuskriptforfatter, Heidi Maria Faisst, har før skabt rørende værker som den kontroversielle Velsignelsen (2009), men snubler altså gevaldigt med denne svære toer. Selv har hun sagt, at hun ønsker, ”at tale direkte til et ungt publikum [...] som skal overvære vores unge protagonist Louises deroute.” Det er meget muligt, at det unge publikum vitterligt vil overvære dette, men det voksne publikum må altså i stedet nøjes med at overvære denne films deroute!
