Skriv en kommentar
Skarrild. En by midt i det sønderjyske marskland. Herude i westernprovinsen er loven sat på standby. Herude gælder kun de regler, man indbyrdes, i stiltiende fællesskab har vedtaget. Herude stoler man ikke på hinanden, man har noget på hinanden. Det er en by i intrigant hårdknude. Der er langt til civilisationens sidste udposter i Tønder og Aabenraa. Endnu længere til København hvor civilisation og moral stiller skarpe krav til menneskelig adfærd.
Skarrild er måske nok en by i Jylland, men i Henrik Ruben Genz’s ”Frygtelig lykkelig” er Skarrild og marsklandet først og fremmest et filmisk univers, en tilstand og en direkte medspiller i filmens drama (måske den vigtigste). Mudderet hænger i tørre klaser op ad siderne på de udtjente pick up-trucks, og rustne lygtepæle kaster blegt lys på de muddervåde gader. For enden af hovedgaden tårner marskens åbne vidder sig op som en uigennemtrængelig mur.
Ligesom i Oliver Stones U-turn er der ingen vej tilbage for den fremmed, der ad skæbnens veje har lagt sin vej forbi. Byen sluger den fremmed. Og ligesom i Jim Jarmusch’s ”Dead man” akkompagneres den mandlige hovedpersonens moralske deroute af et søvnigt, desillusioneret guitarriff. Rent narrativt følger ”Frygtelig lykkelig” de to film ned i fortabelsen – og ad helvede til.
En fremmed fra civilisationen kommer til byen. Den fremmed tiltrækkes af den fatale kvinde, og så har vi balladen.
I ”Frygtelig Lykkelig” er det politibetjenten Robert (Jakob Cedergren), der som den fremmed kommer til byen. Skarrild er hans straf. Her skal han genetablere sig som politimand og samfundsborger, efter han i affekt har forbrudt sig imod reglerne i København. Hans mission er at udstå tiden i Jylland, så han kan genindsluses i civilisationen. Men der går selvsagt ikke længe, før byen får has på den fremmed, den nye sherif, der tror sig moralsk hævet over byen.
Ind på scenen træder den nødstedte kvinde, Ingelise (Lene Maria Christensen) – en sønderjysk femme fatale. Hendes mand slår hende, alle ved det, men alle passer sig selv. At hun vil lidt mere end bare reddes, det er tydeligt for enhver. Også for Robert vis samvittighed og underliv indgår et praktisk kompromis, der skal vise sig fatalt. Snart bliver Robert spillet ud imod Jørgen, den sårede og jaloux ægtemand. Et urmenneske med cowboyhat, boloslips, glinsende rodeoskjorte og gummistøvler (spillet af en frygtindgydende Kim Bodnia). Det udarter sig til et trekantsdrama uden romantiske helte. Kun mennesker med drifter.
Det ender alt sammen i et moralsk morads, hvor det øjensynligt kun er byen og marsken, der kan holde styr på regnskabet, og det går altid op!
Filmen fremstår som en sammenhængende og velkomponeret helhed. Billedsiden er imponerende flot, med store horisontale billeder af marsken og foruroligende billeder af gustent interiør og personer, der leder tankerne hen på David Lynch. Manuskriptet er en adaptation af Erling Jepsens bog af samme navn, og det er godt stof til film. Filmen er fremragende castet. Alle skuespillere er overbevisende, og løfter det gode manuskriptet.
Filmen er god fordi, den tør at være så gennemført filmisk. Filmen er fuldstændig blottet for den hverdagsrealisme, der har redet dansk film som en mare. ”Frygtelig lykkelig” er grotesk western og film noir på sønderjysk - bonderøvsnoir!
"Frygtelig lykkelig" er med andre ord ikke en trofast genrefilm. Den bruger genrerne, skævvrider dem, men gør det uden at ende i genrerpastiche, og dermed miste publikum, som det f.eks. sker for Ole Bornedal i ”Kærlighed på film”, hvor man til sidst bare er ligeglad, fordi filmen har så travlt med at ironisere over sig selv som film og genre.
I ”Frygtelig lykkelig” mister vi aldrig blikket for historien og karaktererne. Ruben Genz kan det som Coen-brødrene kan i ”Fargo”, nemlig fortælle en på mange måder stiliseret og i hvert fald adsurd fortælling, hvor personerne aldrig bare fremstår som endimensionelle papfigurer, men tværtimod som karakterer med tyngde og historie. I ”Frygtelig lykkelige” er den bevidste brug af genrer snarer en måde at skabe et symbolsk rum, hvor filmen kan sætte virkeligheden på spidsen, end det er ironi og metafilm.
Måske er Skarrild, ligesom Superior i U-turn er et vrangbillede af USA, et vrangbillede på noget særligt Dansk. Skarrild som en måde at møde den fremmed, der kommer til byen. Hvis du skal accepteres her, skal du helt ned i det provinsielle mudder, hvor ingen må tro sig bedre end andre.
