Klapperslanger med tungerne for langt ude
G. I. Joe holdet på tophemmelig mission i Nordkorea. Alt går som altid glat: uden en skramme, uden bekymring om manglende ammunition, uden taktiske brølere og med tid til lidt fis og ballade. Men da et oprør senere bryder ud i Pakistan og truslen om atomvåben pludselig bliver stor, bliver G. I. Joes håndplukket af den amerikanske præsident til at opløse situationen. Endnu en dag på kontoret…
Men præsidenten er i virkeligheden en personifikation af Cobralederen Zartan og G. I. Joe bliver derfor ledt i baghold og holdet, inklusiv Duke Hauser (Channing Tatum), bliver næsten udslettet i et sandt flammehavsinferno, dog lige på nær Roadblock (Dwayne Johnson), Flint (D.J. Cotrona) og Lady Jaye (Adrianne Palicki). Nu skal det resterende hold samle sig og forsøge at gå op imod den falske præsident og forsøge at stoppe de øverste Cobraleders verdensherredømmeplaner. Men samtidigt bliver G. I. Joe holdet beskyldt for at slå den pakistanske præsident i ihjel og forråde USA, så tingene spidser hurtigt til.
I filmen bliver man heller ikke snydt for Storm Shadow (Byung-hun Lee), Firefly (Ray Stevenson), Snake Eyes (Ray Park) og Jinx (Elodie Yung), der lever deres helt egen sidehistorie. Ninjaen Storm Shadow, som hurtigt får revet sit trøje i stykker, så man kan se hans veltrænede overkrop, kommer i nogle heftige nævekampe og sværdkampe med adskillige Cobras og deslige.
Levende kække plastikfigurer
Med tydelige inspiration fra Transformers-filmene på lydsiden brager G. I. Joe Retaliation igennem lige fra begyndelsen med automatvåben, håndgranater, eksplosioner, testosteronpumpede overarme og kække one-liners. Scenen er sat og stilen er lagt, da den ene G.I. kækt udskifter det Nordkoreanske flag på militærbasen de har indtaget med G. I. Joes varetegn. Det er soldater med overskud i hverdagen.
Hasbros G. I. Joe action-figurer så dagens lys i 60’erne og har siden spundet flere tegneserier, tegnefilm, film og computerspil af sig. Uden at lægge skjul på det, håbede Paramount med G.I. Joe: The Rise of Cobra (2009) at en franchise ville blive en realitet og efter filmens kommercielle succes, var der selvfølgelig ingen, som kiggede sig tilbage. En efterfølger skulle på banen.
Karakterer som plastikfigurerne
Amerikanernes fascination ved våben udspilles til maksimum i filmen. Utallige nærskud af håndvåben, automatrifler og granatkastere, som bliver undersøgt og ladt. Specielt General Joseph Coltons (Bruce Wills) hemmelige hjemmearsenal midt i et villakvarter, sætter en tyk streg under det. Alt sammen topmoderne kreativt militærisenkram, som kun bliver overgået af den næste i næste scene. Var det noget med en panseret tank, der kan give en formel 1-bil baghjul? Eller en motorcykel som i luften kan omdannes til fire sprængfarlige misiler? Alt sammen får langt mere opmærksomhed end handlingen og de menneskelige sider af karaktererne.
G. I. Joe Retaliation leverer varen, når det kommer til drengerøvs-action og testosteronfyldte kampscener. De nærmest usårlige G.I. Joes trykker aftrækkeren i bund, før de stiller spørgsmål og de fjendtlige Cobra er blottet for barmhjertelighed og empati. Filmen er instrueret af Jon M. Chu, som før har lavet Step Up 2 (2008), Step Up 3D (2010) og Justin Bieber: Never Say Never (2011). Allerede her sætter hele konceptet sine intellektuelle begrænsninger, men ikke koreografiske, tempofyldte og nonchalante begrænsninger. Specielt nærkampscenerne er velfungerende og stilistiske flotte. Men overordnet set er filmen ikke langt fra de hule plastikfigurer og den improviseret handling, som børnene selv sætter sammen hjemme på børneværelset i legen med figurerne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.