Skriv en kommentar
Det er ikke svært at se ”Gadepigen Cabiria” (1957) som en efterfølger til den italienske instruktør Federico Fellinis hovedværk ”La Strada” (1954). På den anden side fremtræder ”Gadepigen Cabiria” som et fuldgyldigt værk fra en mesters hånd.
Giulietta Masinas figur Maria ´Cabiria´ Ceccarelli gestalter ligesom figuren Gelsomina i ”La Strada” det bedste ved Fellini; den fabulerende, klovneagtige figur, hvis temperament og renfærdighed udstiller og overlever tilværelsens uretfærdigheder, grusomheder og ondskab og sætter en uudgrundelig livsvilje og livslyst igennem.
Cabiria er luder, ikke en lykkelig luder, men en luder der er stolt over at eje sit eget hus og hjem og over ikke at være i lommen på en alfons. Hun kan næppe skjule over for sine kollegaer, at hun ikke har mistet håbet om at finde en mand der kan elske hende. Det kommer der mange skuffelser men også usædvanlige oplevelser ud af. Hun bliver snydt og udnyttet men kommer alligevel op igen vel nærmest som personificering af den felliniske humanisme.
Med Giulietta Masina som Cabiria fandt Fellini en kongenial fortolker af hans univers – og i øvrigt blev de også gift. Klovnens, commedial dell´artens gestik er altid lige ved at bryde ud hos hende og gør det også i korte passager; dér var det mere iøjnefaldende i ”La Strada”, hvor karakterens enfoldighed og det at hun optrådte på markeder gjorde det naturligt.
Filmen er mere en miljøskildring med Cabiria som omdrejningspunkt end en egentlig stringent handlingsorienteret fortælling. Situationen spidser dog til, da Cabiria igen møder en mand der bedyrer at han elsker hende, ja endda vil gifte sig med hende. Hun sælger sit hus for at følge ham …
Når Fellini er bedst, og det er han ofte, er symboler en del af den realistiske fortælling, naturlige symboler der føjer eksistentielle og mytiske dimensioner til fortællingen: Hesten bag Cabiria; dansen på gaden; havet ved skrænten; huset i det øde landskab; tryllekunstneren i den tarvelige varieté, etc etc. Desuden forbeholder Fellini sig ret til altid at hylde legen, det musiske, kunsten uanset hvor tragiske eller ulykkelige omstændigheder de udspilles på baggrund af. Fx da den på alle måder forslåede luder Cabiria kæmper sig ud af skoven og pludselig står midt i en gruppe festende unge mennesker som hun på sin vis bliver en del af. Her skal Fellinis mesterskab ikke måles på i hvor høj grad hans skildring er realistisk, men om han evner at hylde lysten til livet overbevisende. Det gør han om nogen!
Af ekstramateriale på DVD-en er blot et lidt overflødigt slideshow fra filmen og trailers fra øvrige DVD-udgivelser.
Another World Entertainment.
