Da klovnfisken Nemo (Frederik S. Larsen) er på vej til sin første skoledag, stjæles han fra havet af en dykker, som bringer ham til et akvarium på en tandlægeklinik. Nemos far, enkefisken Marlin (Troels Lyby), begiver sig derfor ud på en farefuld færd for at finde Nemo sammen med sin søde, men noget glemsomme veninde Dory (Mette Lisby). Men at finde Nemo viser sig ikke at være nogen nem opgave, når man bare er to små fisk i et stort hav. Sammen må de ride på havstrømmene, undgå kulsorte havdybder, dødbringende gopler og trodse hajerne Bruce (Poul Glargaard), Chum (Thomas Mørk), og Anker (Henrik Koefoed). Imens forsøger Nemo og hans nye venner i akvariet at udtænke en dristig flugtplan, før en af dem blive tandlægens nieces nye kælefisk…
Overskuddet fra gallaforestillingen går ubeskåret til UNICEFs stivkrampeprojekt i Laos. UNICEF har sat sig for at udrydde stivkrampe blandt nyfødte børn og mødre i hele Laos. Hvert år dør tusindvis af spædbørn af denne frygtede sygdom, som vi i vores del af verden aldrig skænker en tanke. Det koster under 10 kroner at beskytte en mor og hendes nyfødte barn mod stivkrampe.
Der er mulighed for at bestille billetter fra mandag den 6. oktober på tlf. 70 13 12 11 mellem kl. 9.30 og 21.30. Billetterne skal være afhentet senest tirsdag den 21. oktober.
Billetpriserne er for voksne kr. 200,-
Børn indtil 12 år kr. 150,-
Familierabat (4 personer) kr. 600,-
FIND NEMO har danmarkspremiere den 14. november.