Ingen danske medier har for alvor fundet det nødvendigt at informere om hans bortgang, ej heller give ham og hans karriere et anerkendende nik. Mærkeligt, for Garry Shandling var nu ikke en Mr. Nobody.
Garry Shandling blev født i Chigaco, Illinois 29. november 1949. Hans karriere i underholdningsbranchen startede ved et tilfælde, for han var af den overbevisning at stand up-branchen var for stiv i sin formulering omkring jokes. Han kastede sig dermed selv ud i kunsten, og gav den et tydeligt særpræg af nærvær og selvironi, som vi også kender genren for i dag. Han udviste talent for at skrive manuskripter, og fik siden hen sit eget tv-show.
Shandling blev siden hen tilmed også producer, skuespiller og instruktør og nåede her en ophøjet status med adskillige Emmy nomineringer i bagagen, mens han også var flittig tv-vært ved både Grammy og Emmy. De fleste vil nok huske ham fra komedieserien The Larry Sanders Show, hvor han spiller en talkshowvært på godt og ondt. På det store filmlærred husker man ham nok bedst for rollen som Senator Stern i Marvel-universet hos både Captain America og Iron Man. Han lagde også stemme til flere animerede figurer, som eksempelvis skildpadden Verne i Over Hækken, og senest Ikki i Junglebogen (som fik premiere kort efter Shandlings død). Jeg vil personligt gerne anbefale What Planet Are You From?, hvor Shandling folder hele sit talent ud. Shandling spillede derudover med i flere film over for blandt andre Sean Penn, Julianne Moore, David Duchovny, Steve Martin, Kevin Spacey, Eddie Murphy og Warren Beatty.
Shandling blev desuden nomineret til 2 Golden Globes.
Æret være Shandlings minde.