I zombie-horror-genren er der et navn, som er større end alle de andre. Nu skal vi til at vende os til at George A. Romeros navn skal nævnes i datid, for den succesfulde gyser-instruktør døde som følge af lungekræft i går søndag.
I sit 77-årige lange liv vil der stå et helt særligt værk tilbage som hæfter til Romeros navn, nemlig Night Of The Living Dead. Gyserfilmen om de levende døde (1968), som blev indspillet for blot 114.000 dollars, og endte med at indtjene rundt regnet 30 millioner dollars.
Siden fulgte Dawn of The Dead (1978) og Day Of The Dead (1985), som blev tilsat ekstra splat og lettere humoristiske indslag i forhold til zombiernes hærgen. Herefter skulle der gå 20 år, før vi igen fik zombie-tilstande. Men så gik der også inflation i tingene, for Romero skabte hele 3 film med blot to års mellemrum mellem hver. Land Of The Dead (2005), Diary Of The Dead (2007) og Survival Of The Dead (2009) komplimenterede på sin vis en ny trilogi, og fik samlet Romero op på 6 af disse film.
Lavede han ikke andet end zombie-film? Jo da, men intet blev så succesfuldt som de splattede gysere. Nogle enkelte film prøvede Romero i den lettere romantisk komedie-genre og det blev aldrig det helt store sus. Det var langt bedre, når der kom lidt uhygge ind over. Værd at nævne i denne sammenhæng er titler som Stephen King's Creepshow (1982) og The Crazies (1973), hvor sidstnævnte blev genindspillet i 2010 af Breck Eisner.
Æret Være George A. Romeros Minde.