Skriv en kommentar
Om jeg var fan? OM! Pludselig stod to mørklødede dudes på tv og påstod at “Girl You Know It’s True”. Sikke en stil, sikke nogle moves og sikke en tune. Ja, pludselig stod de der anno 1988. 80’erne er kendt, berømt og berygtet for at være et af de væsentligste årtier i musikhistorien. 80’erne bød på alt fra heavy metal til synthesizerens indtog og alt der imellem. Bruce Springsteen sang om at være født i USA. Whitney Houston ville gerne danse med nogen. Cyndi Lauper proklamerede, at piger bare gerne ville have det sjovt. UB40 havde rødvin i tankerne. Kylie Minogue ville bare gerne være heldig. Rick Astley gav aldrig op på dig. Bros ville bare gerne vide, hvornår de ville blive berømte…
Berømte. Det perfekte stikord til at komme videre i anmeldelsen. Robert Pilatus og Fabrice Morvan mødte hinanden i München som unge knægte gennem dans og street performance. Penge havde de ingen af, og support hjemmefra var en mangelvare. Derfor måtte de hustle sig lidt gennem tilværelsen og leve yderst sparsomt af deres danseevner rundt omkring på gader, stræder og mindre klubber. En dag som alle andre sker der dog noget i danseduoens liv. En kvinde ved navn Ingrid Segieth overværer Rob og Fab, mens de lægger en klub ned med deres vilde koreografi. Ingrid får en idé, og da hun ikke er hvem som helst, så står Rob og Fabs tilværelse til at vende 180 grader.
Hvad pokker var “Girl You Know It’s True” for en sang? Ingen havde hørt noget lignende. Sikke en blandingsgenre og sikke en visuel performance, der lå bag musikvideoen. De to friske gutter dansede og breakede sig ind i folks hjerter, mens selve teksten og beatet åd sig ind i folks hjerner. Over alt blev “Girl You Know It’s True” spillet og snart efter strøg sangen nummer 1 verden rundt. Nu skulle succesen følges til dørs med et helt album, og inden man fik set sig om, så var “All or Nothing" fabrikeret indeholdende øvrige hits som “Baby Don’t Forget My Number”, “I’m Gonna Miss You” og selve titelnummeret. Den gigantiske popularitet kulminerede med en nominering til Grammy Awards. Højere rang kunne du på daværende tidspunkt ikke opnå, men det var samtidig det eneste, der ikke måtte ske…
Nå, tilbage på sporet om den kvinde, der var på klubben, da Rob og Fab gav den gas. Ingrid Segieth var nemlig daværende koordinationsproducent og højre hånd til den berømte tyske hitproducer Frank Farian. Manden, der opfandt Boney M. I Farians studie lå en ny sang klar, men indsunget af Brad Howell og John Davis. To forholdsvis dygtige og talentfulde sangere, men idolplakatmateriale var de bestemt ikke. Det er så her, at Rob og Fab kommer ind. To veltrænede, smukke og atletiske artister, som gerne vil noget mere med deres karriere. Uden nogen form for juridisk backup signer Rob og Fab en kontrakt med Frank Farian og modtager et klækkeligt begynderhonorar i den forbindelse. De øjner muligheden for at slippe væk fra de fattige kår og tænker, at Frank Farian kan hjælpe dem til at blive dygtige sangere. De to skulle nok have læst det med småt inden underskriften, for Farian er slet ikke på udkig efter sangere. Han er udkig efter stjerner, og hans plan involverer på ingen måde sanglektioner. Sangere har han jo i Howell og Davis, så han har brug for mimere. Åh ja, forresten. Sangens titel har du nok regnet ud…
Velkommen til en af musikhistoriens største skandaler, som nu har fået filmisk liv. “Girl You Know It’s True” er den oplagte titel til den første fiktionsfilm omkring et verdensomspændende hitfænomen, som var grundlagt af løgn og bedrag. Tyske Simon Verhoeven (nej, ikke det mindste i familie med den hollandske filmskaber Paul Verhoeven) har sat sig for at genfortælle historien om at komme fra intet og pludselig stå med alt. Historien om pludselig storhed med et gigantisk fald som følge. Om to naive opkomlinge, som hele verden lærte at elske og siden trak sig fra i afsky. Historien om en kynisk og pengefikseret bagmand, der formåede at skabe uforglemmelige hits med påklistrede falske ansigter og kaldte dem Milli Vanilli. Der er udgivet adskillige dokumentarer om duoen (med sidste års “Milli Vanilli” af Luke Korem som den mest grundige og retvisende), men aldrig før en stort anlagt spillefilm. Den kan vi så vinge af nu.
Filmen starter med vores to hovedpersoner liggende og siddende i en lejlighed, hvor de bryder den 4. væg og henvende sig direkte til seerne. Ganske som var de begge lyslevende lige her og nu. De giver udtryk for, at de udmærket ved, at en yngre generation end dem, som var teenagere i slut-80’erne nok sidder og tænker WTF is Milli Vanilli? Herfra starter rejsen, hvor vi stifter bekendtskab med den lettere hjerteløse opvækst, Rob og Fab respektivt har haft forud for deres familiære udbrydertrang og deraf møde i Tyskland. Hver en sten synes vendt i en meget strømlinet fortælling med vægt på deres relation til Farian. Den umiddelbare succes med “Girl You Know It’s True”. Balladen med bandet Numarx, som Farian tyvstjal “Girl You Know It’s True” fra. Rob og Fabs forbrug af kvinder, stoffer og hurtige biler. Robs forhold til Ingrid. Farians forhippede mål om øjeblikkelig udvidelse af succesen. Slåskampene med konkurrerende selskaber og tourmanagers. Grammy-nomineringen, hvis uskrevne regel er, at kunstnerne skal optræde live. Og ja, så det ultimative maskefald…
Da fronterne bliver trukket for hårdt op, vælger Farian at gå til pressen og bekende, at hverken Rob eller Fab har sunget et eneste ord på sangene. Farian punkterer sit eget produkt og vasker hænder i duoen, som fik adskillige pigehjerter til at banke. Grammy-priserne, som blev vundet, bliver leveret tilbage, og Rob og Fab står tilbage som syndebukke. Udstillet og latterliggjort i presse og medier som berømthedshungrende udskud. En hel verden vender sig mod to unge mennesker, som begik den fejl at skrive under på et djævelsk stykke papir. Plade- og merchandise-afbrændinger blev det gængse syn, da det stod klart for en hel verdens folkemængde, at de var blevet holdt for nar.
For kendere byder filmen næppe på en masse nyt. Den er ret strømlinet i sin behandling af sagen, men tager sig alligevel nogle dristige friheder, som eksempelvis da duoen bliver navngivet. Der er flere teorier på, hvorfor navnet lige blev Milli Vanilli. Filmens bud er næppe helt vandtæt. “Girl You Know It’s True” er fuld af udmærkede skuespilspræstationer. Du vil ikke blive blæst bagover, for der er ingen større navne med og ingen, der for alvor står foran andre. Men hold nu kæft, hvor de ligner. En ting er Rob og Fab - og Farian for den sags skyld - men helt ned til Brad Howell og John Davis. Det er virkelig som om, at man står ansigt til ansigt med de ægte personer. Kostumer, videoer, pladecovers, hårstil, affarvning you name it. Det sidder altså lige i skabet. Fed detalje med at bryde væggen til publikum, hvilket Farian-karakteren også gør, da han afslører mekanismerne i studiet, hvor “The Real Milli Vanilli” optræder. “Girl You Know It’s True” er et vidnesbyrd om en tid og en hændelse, som står i klar erindring hos musikelskere af en vis alder. Fyldt med masser af lækre Milli Vanilli-skæringer og årtiets andre hits som eksempelvis “Superfreak” af Ricky James, “The Only Way Is Up” af Yazz og Shannons “Let The Music Play”. Kender du intet til Milli Vanilli, så må du ikke snyde dig selv for Simon Verhoevens take på den skelsættende begivenhed fra dengang.
Det kribler i mine fingre for at nedfælde flere anekdoter og historier om duoen, men mon ikke det rækker at se det hele selv i filmen? Producerteamet er i hvert fald ikke hvem som helst. Co-producenter er nemlig ingen ringere end Fabrice Morvan og Frank Farian selv. Såkaldte associate producers tæller Carmen Pilatus, Todd Headlee, Brad Howell, John Davis samt en tysk kvinde ved navn Ingrid “Milli” Segieth. Ud over historien om Rob og Fab og hele Milli Vanilli, så kan det anbefales at kigge Frank Farian efter i sømmene også. Han konstruerede som nævnt Boney M før Milli Vanilli. Ufortrødent fortsatte Farian efter Milli Vanilli med eksempelvis boybandet No Mercy, med hvem han indspillede et cover af Boney M’s “Rivers of Babylon” og hittet “When I Die”, som sjovt nok skulle have været Rob og Fabs næste hit, hvis ikke usandheden var kommet frem. “When I Die” var nemlig allerede klar i maskinrummet indsunget af d’herrer Howell og Davis.
