Skriv en kommentar
38-årige Destin Daniel Cretton har allerede bevist sig som en stærk og interessant instruktør med sit anerkendte, menneskelige drama "Short Term 12" fra 2013 med Brie Larson i hovedrollen. En film, der høstede roser for sin hårde og rammende realisme og empatiske skildring af udsatte unge i USA. Samtidig indeholdte filmen også en "breakthrough performance" af Brie Larson, som hun senere toppede med hendes fængslende præstation i den fænomenale "Room" (2015), som hun, som forventet, vandt en yderst fortjent Oscar for. Derfor var der lagt op til en ægte "Oscar bait", da traileren landede for "Glasslottet" (The Glass Castle, eng.). Og med så meget spirende talent i form af genforeningen med Cretton og Larson, plus stjernedrys fra Woody Harrelson, Naomi Watts og "New Girl"-stjernen Max Greenfield, lignede det en sikker kandidat til næste års store berømte prisuddeling af den nøgne guldbelagt mand. Desværre, må jeg ærligt konstatere, lever filmen ikke helt op til den store hype, til trods for at den heller ikke er nogen dårlig film.
En flyvsk opvækst
"Glasslottet" er baseret på journalisten og forfatteren Jeannette Walls' erindringer, som hun fik udgivet i bogform i 2005, om sin ejendommelige opvækst, der var præget af en turbulent barndom, da familien konstant var på farten. Hendes far Rex Wells, der i bund og grund var velmenende, men som også var alkoholiker og tidligere soldat i luftværnet, og hendes mor, Rose Mary, som var ekspressionistisk maler, var flyvske forældre til Jeannette og hendes tre søskende. Skønt deres godhjertede intention om at give børnene en opvækst, bygget på kerneværdier såsom selvstændighed og frihed, kæmpede familien konstant med finansielle problemer, dysfunktionelle og uholdbare boligtilstande og en urealistisk drøm om et glasslot, som faren aldrig fik bygget. Via krydsklipning springer vi hyppigt imellem flashbacks og flashfowards for både at følge Jeannette's opvækst, og hvordan hun i sidste ende måtte flygte til New York, for ikke at drukne i fællesskab med sin fars whiskyflaske og sin mors urealistiske tilgang til livet. Men græsset er jo som bekendt ikke altid grønnere på den anden side.
Ikke Brie Larson's bedste rolle
Da jeg til pressevisningen af denne film satte mig til rette i biografens behagelige sæder, og lyset langsomt dæmpede sig, havde jeg faktisk forventet endnu en kraftfuld Brie Larson præstation. Og skønt hun kæmper godt for sin sag, hendes åbenlyse talent er jo indiskutabelt, og jeg er personligt kæmpe fan af hende, så synes jeg hun virker en smule for stiv i rollen som Jeannette Walls. Skønt hun har den uomtvistelige hovedrolle, og står centralt i hver scenesekvens i filmen, hvor vi spoler frem til nutiden, er det som om hun falder underligt i baggrunden, og ikke føler sig tilpas i denne rolle. Under alle omstændigheder er hun for anonym til, at jeg personligt kunne føle hundrede procent med hendes version af Jeannette.
Bevægende Woody Harrelson
Omvendt trækker Woody Harrelson et stort læs på sine skuldre, og giver en af sine bedste præstationer i sin karriere. Og han har ellers mange gode roller på cv'et. Han veksler perfekt imellem Rex's to splitpersonligheder - den kærlige, frie og visionære far, samt den fordrukne og stædige satan, der laver rod i sin families dagligdag, og bruger det smalle madbudget til adskillige flasker sprut. Man fornemmer Rex's store kærlighed, rørende kanaliseret igennem Harrelson, til sin familie, men han er for destruktiv til at kunne få deres liv tilbage på det rette spor. Det er bevægende stærkt skuespil, specielt i en scene hvor Rex forsøger at blive ædru for sin families skyld, og ynkeligt begynder at råbe af Jeannette, da hun nægter at give ham noget whisky.
Falder igennem på det tekniske plan
Desværre fungerer filmen ikke så godt på det tekniske plan. Tempoet bliver ødelagt af den konstante, mindre succesfulde krydsklipning imellem nutid og datid. Det er selvfølgelig nødvendigt i en film, der beretter om erindringer, men kronologisk forekommer de benyttede flashbacks for urytmiske og tilfældige. Tonen bliver samtidig for sentimental. Jeg er med på, at genren er drama med stort D, men specielt Joel P. West klichédrevne og patosbetonede musik er en hæmsko for filmens faste tone. Den flakker simpelthen for meget efter sin egen identitet og fodfæste, og kommer derfor til at virke lidt ordinær i sin fortælling.
En blandet fornøjelse
Til tider rørende og bevægende, hovedsaligt når Woody Harrelson brænder igennem, og nogle steder lidt for kedelig og langsommelig. "Glasslottet" bliver formentlig ikke nogen klassiker, men den kan sagtens anbefales alligevel.
