Skriv en kommentar
En kult med en karismatisk leder som bortfører børn møder en politibetjent med anarkistiske tendenser, som går i krig sammen med et bortfaldet medlem af kulten. Det lyder da som et ret godt udgangspunkt for en actionfilm (baseret på virkelige hændelser endda), men desværre bliver det ved udgangspunktet.
Filmen går lige til sagen med to hurtige bortførelser, og det går bl.a. ud over vores hovedperson Bobs familie. Sekten dræber ekskonen og hendes nye mand og bortfører datteren. Her begynder de første små alarmklokker at ringe over måden, det foregår på. Man sidder med tanken om, at når der skal hverves nye medlemmer til en kult, så er det måske ikke så smart at dræbe alle i nærheden, da det ikke just fremmer sympatien for den nye omgangskreds. Men pyt, nu er det jo kun “baseret på”, og det er da ikke ualmindeligt at ændre en anelse på oplægget for at få kulør på historien.
Så er vi tilbage ved udgangspunktet, og Bob, en kedelig papirnusser af en politibetjent, spillet af danske Nikolaj Coster-Waldau, må sande, at den lokale politistation ikke kan finde hans datter, og så må han selv have hænderne op af lommen og væk fra skrivemaskinen. Og i samarbejde med et bortfaldet medlem af den sekt, som har bortført datteren, går den vilde jagt ellers.
Her begynder stort set alt at falde fra hinanden, og alarmklokkerne går fra let ringen til hysterisk bimlen. Det er tilsyneladende umuligt for selv den bedste efterforsker i verden at finde den mystiske sekt, hvilket kan undre, da de alle er tatoveret over hele kroppen og sammen kunne udgøre startopstillingen i et 80’er heavy metal band, så det er ikke fordi, de er svære at genkende. Det frafaldne medlem, Case, mener det er bedst, at Bob også bliver tatoveret. Der kommer aldrig rigtigt en forklaring på hvorfor, men heldigt nok er Bob typen, som heler ekstremt hurtigt efter at blive tatoveret, og under 24 timer efter kan man overhovedet ikke se, at de ikke altid har været der. Heldet stopper ikke der, for tatoveringerne har det både med at flytte sig og ændre udseende, så det passer bedst muligt til formålet.
Vores nye venner starter bilen og triller lystigt af sted, mens vi bliver underholdt med lommefilosofiske betragtninger omkring lige dele religion og ligegyldigheder. Der køres dag og nat, og selv om ingen ved, hvor kulten er, så er kursen heldigt nok sat mod lige nøjagtigt dér, hvor den befinder sig. Det betyder et voldeligt møde, og selvom jeg virkelig gerne ville kunne referere om logikken i det, så er det desværre ikke muligt. Her dukker personer op og stiller krav om penge, som ikke overhovedet har været en del af historien før, og Bob, som har siddet bag et skrivebord, pløkker nu hovedet af folk uden at fortrække en mine, alt imens han i bedste Rambo-stil fikser et knivsår med en hæfteklammer og hurtigtørrende speciallim.
Filmen er simpelthen så fyldt med fejl, både i tid og sted, i plot og klipning, men også i realisme, at man ikke engang behøver at lede efter det. Tilsat uendelig dårlig dialog og banaliteter som “Jeg stoler kun på dig”, så skal man være kæmpe fan af Coster-Waldau for at se filmen til ende. Det er 2 timers undervisning i, hvad man ikke må gøre i en film og yderst pinefuldt at overvære.
Den oprindelige film skulle være 36 minutter længere, men det undskylder altså ikke, at man har valgt at skære dele væk, som måske kunne forklare de mange plothuller og ændrer ikke ved, at historien er utroværdig og fyldt med klicheér. Jeg sidder tilbage med en følelse af lettelse over at være sluppet udenom de ekstra 36 minutter og kan ikke forestille mig, at de redder noget som helst.
Den endelige (forudsigelige) konfrontation med kulten er en tåkrummende gang overdreven vold med våben som på magisk vis dukker op i hænderne på folk, tilsat så mange urealistiske elementer, at man glæder sig over, at filmen da endelig må være slut. Desværre har klipningen ikke været så hård, at filmen ender der, men vi skal pines med yderligere mærkværdigheder og en slutscene, hvor det driver ned af væggene og tårerne vistnok skal presse sig på. Det bliver ved et lettelsens suk over, at pinen endelig er forbi.
Hvis du elsker at finde fejl, så vil jeg anbefale dig at se denne film. Du får travlt.
Hvis ikke, så find en anden - jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg har set så ringe en produktion i nyere tid og har ingen forslag til, hvorfor man ellers skulle bruge tid på “God Is a Bullet".
