Skriv en kommentar
Robert De Niro fortsætter nedturen med, for de sidste par år, vanlig søvngænger skuespil, hvor hver eneste følelsesudbrud og anden ageren er kørt af på rutinen.
Denne gang sker det i denne psykologiske sci-fi gyser. En advarselslampe af en film om genteknologiens mange farer.
Her møder vi ægteparret Jessie og Paul (Rebecca Romijn Stamos/Greg Kinnear), der går langt – alt for langt – i forsøget på at få deres myrdede søn, Adam, tilbage. De opsøges af Richard (Robert De Niro), der er læge på en klinik for genetisk videnskab. Han forklarer dem, at der er muligheder for at få deres søn tilbage via den allernyeste genteknologi. Ulykkelige og desperate som de er indvilliger de selvfølgelig i eksperimentet og er fulde af lykke da Jessie 9 måneder senere føder en velskabt dreng. Alt ånder fred og idyl, og eksperimentet er umiddelbart vellykket, men på sønnens 8 års fødselsdag – selv samme dag som deres første søn døde – begynder Adam at opføre sig yderst underligt.
Man kan ikke fratage ”Godsend” dens 2-3 vellykkede gys og op til flere chokeffekter. Men med filmens spændende og så klassiske præmis, med en gal videnskabsmand (tænk på ”Frankenstein”, ”Dr. Jekyll & Mr. Hyde” osv.), der går amokka i den nyeste teknologi – her i et så sprængfyldt og højaktuelt emne som genteknologi – og udnytter dets vidundere til egen vinding og sidste ende til egen og andres skæbnefald, burde manuskriptforfatterne og instruktøren have frembragt et bedre manuskript end det forestående.
I stedet får man serveret en rodebunke af et filmmanuskript, der tilmed helt glemmer at give en ordentlig slutning på hele maskeraden. Slutningen kan ikke reddes med at blive kaldt tvetydig, som man ofte ser med den moderne gyser. Den er ganske enkelt rodet og – oven i hatten – temmelig kedelig.
Med De Niro som eneste undtagelse er skuespillet dog udmærket. Rebecca Romijn-Stamos (Coyote Ugly, Troy) og Kinnear (As Good As It Gets) har man dog set bedre, men de leverer som sagt begge solide præstationer. Den der virkelig imponerer er Cameron Bright som den klonede dreng Adam. Det unge talent formår at spile med en vedvarende nerve, vekslende tvetydigt mellem naivitet og nerveborende intensitet. Den store (dog falmende) stjerne Robert De Niro bliver markant overskygget i flere af scenerne.
Der gøres meget (for meget) ud af at fortælle at vores folkeskolelærer ven personligt altså har meget store etiske og moralske skrupler ved at deltage i kloningen af at menneske. Allerede inden De Niros dæmoniske rolle introduceres nævnes dette mindst 3 gange og derefter igen omkring 5 gange. Og alligevel vælger han, efter umiskendelig meget kort betænkningstid, at gå med til kloningen af deres afdøde søn. Som om vi lige skal have at vide at så meget elskede han altså sin søn. Det virker klodset og læner sig faretruende kraftigt op ad de famøse amerikanske tv-film.
Ægteparrets og lægens historie er en form for nemesis beretning og historien kan dertil også sammenlignes med Goethe ”Fausts”. I den forstand at ægteparret i rollen som Faust indgår en skæbnesvanger aftale med De Niros djævlelignende figor, lægen og genforskeren Richard.
Denne antydning af dybde i plottet skøjtes der dog let og elegant over og afsluttes aldrig troværdigt. Men hvis det er et par let velsmurte gys og chok du er ude efter går du ikke af vejen for ”Godsend”. På trods af dens påfaldende usammenhængende middelmådighed.
