Skriv en kommentar
Som en gigantisk og larmende lama spytter den amerikanske filmindustri romantiske komedier ud på samlebånd. Ganske få spytklatter rammer bulls eye – ja, de fleste rammer ikke engang målskiven. Og så er der den store middelvare, der består af velproducerede, men ofte uopfindsomme film, der ikke er andet end halvanden times eskapisme, som man efterfølgende til dels ønsker, man kunne få igen.
En sådan film er Going the Distance. På intet tidspunkt hæver filmen sig fra den middelmådighed, der synes at præge den amerikanske, romantiske komedie, og ender derfor blot med at være endnu en metervare fra den store Hollywoodfabrik.
Filmen fortæller historien om Erin (Drew Barrymore) og Garrett (Justin Long), der i New Yorks natteliv smaskforelsker sig. Problemet er, at Erin kun er i byen i ganske få uger. Da dagen oprinder, hvor Erin skal rejse tilbage til San Fransisco, beslutter de to turtelduer sig derfor for at begynde et langdistanceforhold.
Og så er scenen ellers sat for de mange forviklinger, et sådant forhold medfører. Fra jalousien over hinandens – selvfølgelig – yderst attraktive kollegaer, til vennerne der råder én til at stoppe det komplicerede forhold. Men selvfølgelig først og fremmest savnet; et savn som Barrymore og Long såmænd får til at fremstå ægte nok.
Men desværre også et savn, som filmen ikke skildrer på interessant vis. I stedet tyr filmen i mange situationer til den genrekonventionelle og irriterende montage, hvor et længere tidsforløb presses sammen til en kort sekvens og tilsættes sød popmusik. Det er ikke bare kedeligt, men også medvirkende til at reducere karaktererne til overflader, hvilket slet og ret er dumt, når filmen så gerne vil have, at tilskueren skal få medlidenhed med karaktererne. Af og til arbejder Going the Distance simpelthen imod sig selv.
Filmen er dog ikke uden humor. Garretts to kammersjukker sørger for et grin i ny og næ, mens filmens sjoveste scene tilhører en fuld Drew Barrymore, der kommer op at skændes med en kæmpe muskelmand og proklamerer, at steroider medvirker til, at man bliver fan af Michael Bay og derfor onanerer til Transformers.
Derudover er det forfriskende, at filmens karakterer snakker lige ud af posen og benytter masser af bandeord, hvilket man ikke plejer at se i den ellers så polerede genre. Men at forsøge at give en film lidt kant ved at tilføje en masse fy-ord er at kravle over, hvor gærdet lige akkurat løfter sig fra jordoverfladen.
Going the Distance tilbyder halvanden times halvsjov virkelighedsflugt. En letfordøjelig, men også kun lidt fornøjelig film.
