Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
På afslutningsdagen for High School vælter alle de bestående sig i sprut, sex og stoffer. Nick, en uskyldig dreng med hippie forældre, mister ligeså sin mødom sammen med hans kæreste Trish. Dagen efter rejser Trish dog sin vej sammen med en noget skummel producer ved navn Swackhammer. Hun siger endda at hun ikke kan love at være Nick tro. Et par uger går, og Nick beslutter sig for at fri til Trish i et desperat håb for at beholde sin kæreste. Vennerne Tyler og Dime ser dette som en mulighed for at tage en Road Trip tværs igennem Canada til Toronto, og da hans forældre har snydt en omgang hashkage i Nick, smider vennerne ham ind i autocamperen og tager af sted. På turen samler de to blaffere op i form af unge piger, og snart får Nick og Sasha følelser for hinanden.
Going The Distance er seneste udspil fra National Lampoon serien. Hvis man ikke kender til dem, kan jeg hurtigt påpege at de i sin tid gav os klassikere som Fars Fede Ferie filmene og Animal House, men på det seneste er det gået lidt skævt for dem, med middelmådige og trivielle komedier som Van Wilder, Thanksgiving Family Reunion og Dorm Daze. Humoren følger tidens trends, men i Going The Distance er der en lille forskel. Dens humor er nemlig mere baseret på film som American Pie, og det at den er canadisk, gør at den ikke behøver at have morale og etik på sin side. Vi ser stoffer, sex og sprut blive brugt på en måde, som amerikanerne ikke har turde gøre det siden midt 80’erne. Det er delvist forfriskende, men desværre virker ikke alle jokes lige godt. Going The Distance er endnu en teenagefilm der hopper med på American Pie vognen, og man vil heller ikke kunne undgå at se ligheder mellem f.eks. Road Trip og denne film. Den er dog langt mere vellykket end lige præcis Road Trip, men ligefrem en god film er det nu ikke.
Instruktøren hedder Mark Griffiths og har før instrueret film som Behind Enemy Lines og Beethoven 5. Ikke ligefrem noget imponerende repertoire, men når man er i de hjernedøde komediers land, har talent ikke meget at gøre med filmens seværdighed. Griffiths benytter mange typiske filmteknikker, og selvom man kan undres over underlige træk som slowmotion, er det hovedsageligt i manuskriptet at fejlene ligger. Det er langt fra gennemarbejdet nok, og selvom man måske vil kunne respektere filmens skrupelløse adfærd samt åbenlyse ligegyldighed, sidder man stadig til sidst med følelsen af at man har set en soft core pornofilm tilsat en knivspids humor.
Hovedpersonen Nick spilles af Christopher Jacot som ligner Jason Behr fra Roswell utroligt meget mht. udseende, skuespil og kropssprog. Jacot er dog en smule mere naiv og øretæveindbydende, da han konstant prøver at være godheden selv, og først til sidst slipper sig selv fri. Skuespillet er som regel ganske overkommeligt, og kun et par enkelte skiller sig ud. Den største overraskelse finder vi i Shawn Roberts, der skal virke som en Seann William Scott, men gør det med mere rygrad og medfølelse for sin karakter, så han ikke blot er en stereotype. Jason Priestly (ja, Brandon fra Beverly Hills) spiller Swackhammer, og man får også Avril Lavigne at se i et minuts tid. Priestly er som altid ganske ok, men Lavigne skal nok holde sig til musikken, selvom hun måske heller ikke ligefrem har så meget nyt at sige der.
Going The Distance er en teenagekomedie, og sigter efter lige præcis det publikum. Er du fan af American Pie filmene samt efterfølgerne, vil du ikke gå galt i byen med Going The Distance. Den har sine øjeblikke, skruppelløshed og havde den blot været 10 år yngre, havde man sikkert anset den som en klassiker i genren. I dag er den blot en efterfølger, der dog stadig står højere end de fleste af disse. Intet nyt under solen, men underholdende nok til at se en enkelt gang.
Ekstramaterialet er der intet af, så mindst mulige antal stjerner til det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Pan Vision.
