Skriv en kommentar
Instruktøren Matteo Garrones film ”Gomorra” er hermed udnævnt til pensum. For alle. Titlen er en henvisning – til den fordømte bibelske by af samme navn og ikke mindst til ordet Camorra. Det er navnet på italiens narko-mafia, der operere i forstæderne uden for Napoli og Caserta, og det er den, som er filmens grufulde omdrejningspunkt. For Camorraen er frygtindgydende. Med en årlig omsætning på 150 milliarder euro er den større end FIAT. Med 4000 menneskeliv på samvittigheden har den på de sidste tredive år dræbt flere end både IRA, ETA, islamiske terrorgrupper og Casa Nostra.
Men på trods af sit materiale er ”Gomorra” ingen gangster-film. Den er ikke ”lækker” og mytisk som ”Godfather”-trilogien eller ”Once upon a Time in America”. Den er ikke oprørsromantisk som ”Scarface”. Det er den for realistisk til. For samvittighedsfuld og således bedre. Bedre end ”Untouchables” og den roste ”Eastern Promises”, fordi den tager os udover den fortærskede politi- og røvere konflikt og indsætter os dér, hvor både forbryder- og ordensmagtens skygger falder hårdest. På ofrene i slummen. På den måde er Gomorra meget tættere på hood-filmene som ”Boyz n the Hood” og ”New Jack City”. Og hér er den værre, uhyggeligere, fordi Camorraens bagmænd tårner sig så langt desto højere og grusommere op over de sølle menneskeskæbner, vi får den tvivlsomme glæde at stifte bekendtskab med:
De to overmodige teenagedrenge, Marco og Ciro, har begge set for mange amerikanske film, til at begribe deres områdes alvor, og drengenes enegang med småforbrydelser begynder snart at genere klanerne. Da de to finder og plyndrer et våbenlager, lukker seeren øjnene og håber, at de indser deres dumhed i tide. Don Ciro er en skygge på slagmarken. Han betaler familier til indsatte klanmedlemmer en slags understøttelse, og tror at han kan nøjes med det. Men snart skærpes konflikten, og han tvinges til at tage stilling. Det samme gør Toto på bare 13 år. Hans sidejob som stik-i-rend dreng konverteres efter hans optagelse i en af klanerne til en dødbringende rolle som lokkedue, hvor hidtige kunder bliver sigtemål for Camorraens hævn. I Scampia er man enten for eller imod, der er ingen neutral grund. Det erfarer coture skrædderen Pasquale tillige, da han prøver at løsrive sig fra sin urimelige mafia-kundes misbrug ved at lade en kinesisk konkurrent engagere ham. Og over det hele et sted i Venedig svæver bossen Franco med sin unge protegé Roberto, der indvies i Camarroens engros-beslutninger, såsom hvilke grotter og kløfter skal fyldes med hvilken industris gift-affald. Snart flyttes Roberto fra lineal- til realplanet, hvor gifttønderne og de underbetalte arbejderes mén kan høres, ses og føles.
I starten skiller de 5 skæbnespor sig ikke ud fra filmens kaotiske minefelt af et miljø, der mere føles som en tredjeverdens skærsild end nogen vest-europæisk forstad. I starten er vi prisgivet en sanselig dokumentarisme, (som vi især kan takke hhv. det kameraarbejde og den brillante casting for) hvorfra plottet kun langsomt, men så meget desto sikrere udfælder sig. Scampias slum skal sanses i øjenhøjde før det fortælles. Vi skal lugte affaldet, høre pengebundternes endeløse raslen og springe chokerede op ved de abrupte pistolskud, der affyres midt i stilheden – nogen gange for sjov, nogen gange for at dræbe. Vi skal ikke se PÅ karaktererne, vi skal se MED dem; for at forstå i hvor højt et omfang de er determineret – ikke så meget af fattigdommen eller ensomheden, men af at monopolet på en udvej er så materielt og sjæleligt korrumperende. Du er enten for eller imod.
Det er en visionær genistreg af Garrone, at vi ingen hovedpersoner har, ingen hovedfortælling. Mængden af parallelle historier modsvares af mængden af slummens undværlige skæbner; hvem lever og hvem dør er Palles – skræmmende – gætteleg. Alle fem spor kan ende lige pludseligt, og den kendsgerning overfører i tilskueren en flig af den angst, som Scampias beboere må leve dagligt med.
”Gomorra” er et snedigt komponeret monument. Over forrådnelsen, der følger forråelsen. Over smertens usynlighed og allestedsnærvær. Over individets afmagt og ikke mindst seerens, der må se endnu et lag af uskyld og distance tyvstjålet med filmens sidste foruroligende indstilling. Uanset hvor højt man sidder i biografsalen, så ender man i et ydmygt frøperspektiv – tiltrængt er det. For alle.
