Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Sådan taget fra toppen er der ikke noget nyskabende ved ”Good Cop Bad Cop”.
To strissere fra hvert deres område mødes over et lig, der er klasket over et vejskilt – og ingen af dem har lyst til at tage sagen. Det giver selvfølgelig en del spændinger de to i mellem. Men selvfølgelig er der et par overordnede, der får den fikse ide at sætte de to sammen som makkere. Set før? Kender du konceptet Good Cop Bad Cop? Fint, så kører bussen.
Men bussen i denne film følger kun de markerede striber noget af vejen. Forklaringen skal findes i filmens geografiske oprindelse, for vi har her at gøre med noget så sjældent som en canadisk film. Og den er fyldt med referencer til begivenheder, personer og en sportsgren – som vi i Danmark stort set ikke hører om. Et godt eksempel er filmens titel, der som nævnt skulle være en klassisk sammensætning for de fleste. Men originaltitlen er såmænd lige ændret fra udgiverens side, hvilket er ret ærgerligt. Bon Cop, Bad Cop er den korrekte titel, og udover den slet skjulte reference, så peges der ydermere her på en af filmens helt store mærkesager, nemlig sprogforvirring.
For i Canada findes der både en fransktalende og en engelsktalende del af befolkningen. Jeg skal ikke gøre mig klog på de historiske forhold, men der er vist ingen tvivl om, at der er lidt jyde/københavner-problematik over dette naboskab. De to betjente, David Boucher og Martin Ward repræsenterer hvert sit område, men begge er flydende i hhv. engelsk og fransk; dette er tilsyneladende meget usædvanligt og giver masser af morsomme forviklinger. Man skal dog være mere end usædvanligt sprog-skarp for at forstå alle jokes og indforståede hints, og da jeg f.eks. ikke kan to ord fransk, var jeg sat allerede her – og på trods af middelmådige engelskkundskaber var der også en del pointer på den side, der faldt til jorden. Og jo, filmen har undertekster, og jeg håber da, at oversætteren har fået en fed hyre, for det må sørme have været besværligt, i det det er umuligt at få oversat alle begreberne til dansk og ikke mindst til danske forhold. Det vil svare til at forklare en kineser det sjove i en Århusianervits.
Mordet viser sig kun at være det første i en række, alle drab har relationer til ishockeyverdenen – og det viser sig, at morderens motiv er hændelser, som træder enhver ægte canadisk hockeyfan over tæerne. Her hoppede kæden lidt af for anmelderen igen, for det er helt klart en fordel af have kendskab til begivenheder, stjerner, ledelse og sportstv som har med NHL (National Hockey League, den nordamerikanske ishockey liga) over de sidste 50 år at gøre. Og jo, jeg kan sige Wayne Gretzsky - så er det også slut. Og uden denne for den gennemsnitlige canadier tilsyneladende almenviden, så virker det hele ret forvirrende.
Det er dog muligt at læne sig tilbage og se de to betjente jagte seriemorderen, irritere hinanden, slå på skurkene og charmere sig ind hos modpartens familie - og lukke af for kulturforskellene. Det giver kun en gennemsnitlig film – et par overkarrikerede strømere og en - undskyld – røvsyg seriemorder kan ikke hive mange stjerner hjem. Selve jagten på morderen er nærmest fornærmende amatøragtig, en Frank Drebin er ren Sherlock Holmes sammenlignet med vores lingvistiske venner. Det er alligevel underholdende, og enkelte scener er nærmest storslåede. Som da en af overskurkene iført et gigantisk maskotkostume giver den som Robert De Niro i Taxidriver og foran spejlet udfører en ”are you talking to me?”. Supermorsomt. Der er slagsmål, skuddueller og biljagter, som vi kender det fra genren, og intet er her nyt under solen, det er, når de små twists dukker op, at filmen fænger og i alt sin besynderlige helhed lander på 4 kultur- og sprogforvirrede stjerner.
Filmen har høstet 3 Genie Arwards, det canadiske svar på en Bodilpris, bl.a. for bedste film
Filmen er venligst stillet til rådighed af:Midget Entertainment .
