Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I tv-serien Gotham følger vi den fremtidige politikommisær James Gordon. Her ser vi, hvordan han i sine yngre dage kæmper sig frem til magt i Gothams politikreds, hvor udfordringer som korruption blandt kolleger og embedsmænd florerer. Men også en række spirrende kriminelle truer bag facaden. Kriminelle, der senere vil komme til at danne grundlag for Batman’s brede karakterblad af superskurke, som vi kender dem i dag.
Det er selvfølgelig kun os, der ved det.
Så tv-seriens store udfordring har fra start været at fastholde spændingen hos et publikum, der allerede er klar over, hvad der kommer til at ske, da vi jo grundlæggende har at gøre med en forløber til eventyret om Batman, som vi alle kender.
Og ærlig talt så har de sidste to sæsoner (eller i hvert fald halvanden sæson) faktisk ikke skuffet. Ud fra dens simple præmis om en serie, der dykker ned i James Gordons og skurkenes forhistorie, har serien leveret, da den har være tro mod sit kildemateriale, og derved ekviperet os med en større baggrundsviden om karakterer som Jokeren, Pingvinen, Mr. Freeze og Catwoman. Det må da indrømmes, at serien løbende har haft en tendens til at være lidt “over the top”, men den har leveret sit løfte om god, solid underholdning, omend med få kalorier til tankevirksomheden.
Med det i mente skal jeg derfor være den første til at overbringe nyheden om, at sæson 3 af Gotham ikke leverer noget nær en god tv-serie, men i stedet har skabt et infantilt og og ideforladt billede af det tidlige Gotham, hvor primus motor nu er at generere profit og at underholde med den laveste fællesnævner, baseret på stort fokus på visuelle effekter og mindre fokus på plot, karakterudvikling og miljø.
...
Men mere om det senere.
Lad os først dykke lidt ned i, hvad det hele så handler om. Sæsonen forløber sig over 22 afsnit (ca. 10 for mange), og ligesom i de foregående sæsoner, følger vi stadig protagonisten James Gordon, der har taget afsked med Gothams Politikreds og som nu i stedet agerer privatdetektiv.
Sæson 2 sluttede af med at en busfuld af monstre stak af fra sindsygehospitalet Arkham, og nu er det Gordons opgave at finde ud af, hvor de befinder sig. Den onde Dr. Hugo Strange, psykiateren fra Arkham, har desuden løsladt en række andre psykopatiske skurke, som led i et ondskabsfuldt social eksperiment, hvilket betyder at personer som Oswald Copplepot (Pingvinen) og Edward Nygma (Gækkeren) nu er på fri fod i Gothams gader. Og lige netop Pingvinen er at frygte, da det er lykkedes ham at vende Gothams befolkning mod politikredsen, for ikke at have taget ordentligt hånd om problemet med de mange monstre, der har ramt Gothams gader. Pingvinen bliver hurtigt en politisk skikkelse i byen og går efter posten som borgmester i byen.
En hund i et spil kegler
Dette handlingsforløb ville egentlig have været sufficient nok til at udfylde afsnittene med spændende narrativer og bredtfavnende karakterark. I tv-serien Daredevil, hvor protagonisten i sæson 1 kæmper mod skurken Wilson Fisk og i sæson 2 kæmper mod The Punisher, bevises det, at man ikke behøver at skabe et udpræget stort karaktergalleri for at kunne lave en spændende serie, da man foruden dette har muligheden for at dykke længere ned i de enkelte karakterer, og derved udforske dybere underliggende temaer hos dem. Og det burde egentlig være målsætningen for alle tv-serier og film, der prøver at lave nye og respektindgydende karakterer - kvalitet fremfor kvantitet.
Dette er dog ikke logikken hos skaberne af Gotham, der mere eller mindre kommer til at virke som et par hunde i et spil kegler, da de tydeligvis ikke har forstået spillets regler, når det kommer til at kreere et serielt narrativ. Deres tilgang er snarre kvantitet fremfor kvalitet, hvor dét at gabe over for meget materiale pludselig ses som en gave, der skal reciproceres med multiple figurer, som bl.a. tæller Jervis Tetch (Mad Hatter), Ivy Pepper (Poison Ivy), Fish Mooney, Hugo Strange, Bruce Wayne (og hans dobbeltgænger… why!?), Alfred Pennyworth, Oswald Cobblepot (Pingvinen), Edward Nigma (Gækkeren), Carmino Falcone, Mario Falcone, Leslie Tompkins, Jerome (Jokeren), Harvey Bullock, Selina Kyle (Catwoman), og jeg kunne blive ved.
Og ja, jeg ved, hvad I tænker… Kan man virkelig fylde så mange subplot ind i en tv-serie og stadig have lige stor fokus på alle elementer, uden at lave endimensionelle karakterer og handling? Svaret er et rungende nej. Men hvor finder man svaret på, hvad producenternes tanke har været i den kreative skabelsesproces?
Svaret må være i forsøget
Man må selvfølgelig lykønske og rose initiativtagerne og producenterne bag denne serie, for det de har forsøgt at gøre her. At skabe en serie, som hylder de mest elskede superskurke i tegneseriehistorien, nemlig Batman’s. Selve præmissen og idegrundlaget for serien er beundringsværdigt, og hvis lykkedes, ville det have været en stor bedrift, da kildematerialet er omfangsrigt og fanbasen stor, kræsen og kritisk.
Dog må resultatet bare siges at være overproduceret, forudsigeligt og klichepræget, og minder i filmterm desværre mere om Batman Forever end Batman Begins, da al mulighed for realisme og troværdighed er blevet byttet ud med fjollet diabolsk latter lokaliseret i en computergenereret scenografisk verden uden ilt nok til at karaktererne kan holde sig i live i vores bevidsthed.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
