Skriv en kommentar
Det herrens år 1962
1962 er et skæbneår for mange i instruktør Olivier Dahans glamourøse epos, "Grace of Monaco". For Hollywood-stjernen Grace Kelly (Nicole Kidman) er det perioden for det sværeste dilemma i hendes liv. Seks år inde i sit ægteskab med prins Rainier (Tim Roth) af Fyrstendømmet Monaco modtager den billedskønne exskuespillerinde et uimodståeligt tilbud fra sin gamle mentor, Alfred Hitchcock (Roger Ashton-Griffiths), om at vende tilbage til lærredet - og ikke i hvilken som helst rolle. Som Hitchcocks hidtil mest moralsk kontroversielle figur, Marnie, får prinsessen på den ene side muligheden for at puste liv i sin gamle skuespilambitioner og på den anden at forarge og skubbe hele den monagaskiske befolkning fra sig. Samtidig er prinsessens ægtemand og -land selv i vildrede; skal de underkaste sig urimelige krav fra Frankrig og den daværende præsident de Gaulle eller stritte imod og risikere invasion, anektering og dermed ophør af det 700 år gamle eventyr-rige.
To fortællinger i en
Dahan kæmper for at forene fortællingerne om de to tunge beslutninger i én. Den om at tage magten på sig og dermed - i mere end en forstand - at træde i karakter. At hæve sig fra en skuespillerinde, der reagerer, til en fyrstinde der regerer. For nu at sige det lidt flot. Det er en kamp, vi har set før. Hos Hitchcock var det Rebeccas duel med Mrs. Danwers om sin retmæssige plads som hustru og frue i Manderley - en reference Dahan serverer, som et nik med vognstang i Parker Poseys sammenbidte guvernantefigur, Madge. Men måske mere prægnant i andre historiske fyrstinde-filmatiseringer, som den mageløse "Elizabeth" eller den fascinerende "The Other Boleyn Girl". Begge fortæller de overrumplende og opslugende om transformationen af en egensindige pige til en handlekraftig regent.
"I-am-Monaco"
"Grace of Monaco" lever på samme formel. Men ak, forædlingen vil ikke rigtig ske. Kidmans Kelly må gå så grueligt mange make-overs igennem uden, at nogen i biografpublikummet ender med at tro hende, når hun til sidst erklærer: "I-am-Monaco". Ja, som om. Og hvad værre er: det føles som om alle monagaskerne tænker det samme.
Men hvorfor? Det skorter ikke på montager, der hævder at Grace tager Monaco og fyrstindeembedet på sig. Hun læser bøger om Monacos historie, lærer hof-etikketten og plejer landets diplomatiske forbindelser med en frugtkurv. Alt imens smiler filmens formulaiske hjælperfigur, Father Tuck (Frank Langella) ligeså huldsagligt og billigende fra sidelinjen, som hoteldirektør, Barney Thompson, da Julia Roberts åbenbarer sig som overklasseløg i den røde cocktailkjole i "Pretty Woman". Men hvor cocktailkjolen markerer et dramatisk potent vendepunkt hos både tilskuere og nøglepersoner, gør Grace Kellys transformering til "Grace of Monaco" intet ordentligt væsen af sig. Igen: Hvorfor?
Slapt Drama
For det første lykkes det ikke grafisk at markere Kellys make-over - rober og luksus smyger sig ligeså meget til hende før som efter omskabelsen. Men vigtigere endnu, så forlader vi aldrig Kellys synsvinkel for at kunne se hende udefra med andres øjne. Lidt forblommet sagt: for at kunne elske hende gennem andres følelser.
Alle ser til og mere end det: ingen udvikler sig ud over Grace. Og så er det svært at se hvad Kidmans Kelly skal i et kongerige befolket af mannequiner... og dermed at se hende som andet end en mut fugl i guldbur. Så alle omkring Kelly er skygger og statister - selv nøglerelationer som Father Tuck, Hitchcock og fyrsten, Rainier, himself bliver udklipsfigurer. Pap kan ikke elske, og derfor er alle kærlighedsrelationer - om det er mellem kvinde og mand eller prinsesse og land - påtagede.
Selv Kellys kærlighed til sine børn, virker som en tom replik - selvom den dog leveres med den lækreste sikkerhed, nuance og nerve fra en upåklagelig Kidman.
Historien, Dahan vil fortælle, er om en prinsesse, der vinder hjertet hos et folk, et land og en prins. Men filmen igennem ligner det en trøstepræmie, som Kelly havde bedre af at bytte til sin gamle metier i Hollywood. Kidman kan stråle og spille så Kellys figur funkler påny, og når vi går i close-up og har hende på tomandshånd er det en fryd. Men udenfor bliver dramaet slapt og fladt, og det kunne ikke rage os langsommere.
Dahan har det tekniske filmhåndværk på plads - filmen er overdådig, visuelt lækker, og man kan håbe, at det bonner ud i en Oscar for bedste kostumer eller art-direction. Kidman kan håbe på en Golden Globe nominering. Alt andet er - alt andet end prisværdigt.
