Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
”Grimm Love” er blot en af i hvert fald fire film bygget over Armin Meiwes og Bernd Brandes’ højt profilerede politisag fra 2002. Meiwes er i dag fængslet for mord og Brandes er død – slagtet og fortærret af Meiwes, tilsyneladende efter eget ønske. Kannibalsagen fra Rohtenburg har skabt overskrifter i flere år og sat det tyske retssystem over ende. For hvad gør man når et mordoffer har bedt om at blive slået ihjel og spist?
Instruktør Martin Weisz’ film er i dag forbudt i Tyskland. Ikke – som coveret gerne vil antyde – fordi den er for voldsom eller ubehagelig, omend den er ganske modbydelig – men simpelthen fordi Meiwes sagsøgte filmskaberne. Navne og enkelte begivenheder er således ændret, men alt i alt er det i høj grad den virkelige historie, helt ned i yderst ubehagelige detaljer, vi her får ”serveret”. Weisz har valgt at lægge en ganske unødvendig ramme om fortællingen i form af den fiktive, amerikanske studerende (Kari Russell fra ”Felicity”) der, morbidt fascineret, skriver en afhandling om sagen og besøger gerningsstedet. Det er en god ide at sætte et ansigt på vor egen nysgerrighed og på den måde gøre tilskueren opmærksom på sin egen situation i forhold til de vulgært fascinerende modbydeligheder – men det kunne være gjort uden en distraherende rammefortælling og på en mere finurlig måde, der ikke ville tage fokus fra den egentlige historie.
Filmens styrke ligger nemlig i beretningen om Meiwes og Brandes (af retsmæssige årsager omdøbt Oliver Hartwin og Simon Grombeck), imponerende og modigt portrætteret af Thomas Kretschmann og Thomas Huber. Forholdet de to imellem fremstilles på romantisk facon som mødet mellem to individer, begge dybt forstyrret, men bevidste herom, der hver i sær var i stand til at gøre det den anden havde brug for. Scenerne de to imellem er blændende, stemningsfulde og utroligt smukke på deres egen, morbide måde. Det er her filmen når virkelig interessante højder og her det virkelige drama udspiller sig. Resten er bare fyld og mere irriterende end interessant. Rammehistorien fungerer som unødvendig publikumsidentifikation og katalysator for historien, men det er også en fjollet, lidt vattet undskyldning for at lade som om filmen er en gyser. Oven i det er der kastet adskillige psykoanalytiske flashbacks ind for at forklare de tos situation. Det bliver i sidste ende desværre lidt rodet og med en særegen, ganske umotiveret, David Lynch-agtig slutning.
Havde filmen holdt sit fokus på fortællingen om i sær Meiwes og droppet de mange sidespring, havde Weisz turdet fortælle sin film som det romantiske eventyr han hinter til (referencen til brødrene Grimm er kun løst berørt) og ikke følt sig nødsaget til at tage horror-værktøjskassen i brug, så havde ”Grimm Love” været en fantastisk film. Som den er nu er det kun lejlighedsvis den når spændende højder og virkelig stråler som et stykke morbid, tankevækkende samfundskommentar. Gyser-elementerne er godt skruet sammen og stemningen er velfungerende flere steder, men det er ude af sammenhæng med de helt store scener Kretschmann og Huber imellem og mere ødelæggende end positivt for filmen som helhed. En af den slags film der er god, men kunne have været meget bedre og havde det ikke været for hans nylige falliterklæring med genindspilningen af ”The Hills Have Eyes 2”, ville jeg have spået musikvideo-veteranen Weisz en stor fremtid i filmens verden.
Billede- og lydsiden er velfungerende med gode farver i de mørke billeder og et fint lille DTS-spor. Omvendt er det her en af den slags virkelighedsbaserede film der skriger efter bonusmateriale og her får vi intet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
PAN Vision.
