Skriv en kommentar
Giaconto er det grimme, dumme og beskidte overhovede for en meget stor familie der bor under samme tag i en barakby udenfor Rom. Han tror bestemt, han har overvundet fattigdommen ved at hælde kalk i det ene øje og dermed fået udbetalt en erstatning, som han agter at bruge på sig selv og kun sig selv. Ikke en lire skal den øvrige fattige familie have. Så han bruger det meste af sin tid på at gemme pengene i barakken, og forbande familien der kun er ude på at rage til sig. Da han en dag tager en ny ”kone” med hjem bliver det for meget for familien med konen/moderen i spidsen; manden/faderen skal simpelthen skaffes af vejen på samme måde som rotterne i barakbyen, med gift. Men det er lettere sagt end gjort.
Scola har, ligesom kollegaen Fellini havde det, et vældigt godt øje for det groteske. Barakbyen er befolket med groteske skikkelser der på trods af stor fattigdom klarer sig igennem dagen og vejen. ”Grimme” mennesker jager rotter, horer og lyver, ja overlever så det er en lyst at se derpå. På DVD-ens cover citeres Scola for følgende forklaring på sin groteske fremstilling af underklassen: ”I den borgerlige kultur er den fattige altid blevet fremstillet som et godt og positivt menneske og dermed blevet såvel de religiøse som marxisternes hellige ko. Sådan er det ikke. De udstødte som lever i samfundets udkant under de værst tænkelige forhold, bliver naturligvis værre end alle andre mennesker”. Måske er ironien ikke til at høre i udtalelsen, men det er den til gengæld i filmen der er alt andet end socialrealistisk; det groteske slår nok igennem som hamrende umoral og gennemført ukultiverethed, men også som en ubændig og meget, meget morsom livsvilje. Filmen er derfor alt andet end en udlevering af den grimme, dumme og beskidte underklasse. Og familiens beslutning om at skaffe sig af med det brutale overhovede – den patriark der om nogen snylter på sine egne – er ikke uden en betydningsfuld snert der bærer langt udover den isolerede barakby og dens forarmede mennesker. Man noterer sig, at filmen er fra 1976 – 70-erne var om nogen den politiske films periode på ondt men først og fremmest på godt. Mange film fra den periode er bestemt mere end et gensyn værd, ja taler desværre må man sige stadig lige ind i vores tid. Det gælder også Grimme, Dumme og Beskidte. Barakbyen og dens undermennesker er der stadig.
Scola er imponerende i sin nogen gange næsten balletagtige fremvisning af det store persongalleri og livet i barakbyen; kamerabevægelserne, optrinene og klipningen er simpelthen virtuose. Hvad man kan savne i (traditionel) drive fremad opvejes så rigeligt af de groteske optrin. Man forstår, hvorfor han hjemførte De Gyldne Palmer fra Cannes i –76. Og glæder sig også over Nino Manfredis herlige udlevering af sin elendige hovedperson der bare ikke vil dø. Nok en rotte, men også en overlever.
Filmen er udmærket overført til DVD. Man bemærker dog, at indledningens virtuose køretur iblandt den sovende storfamilie fremtræder lige lovlig mørk. Som det desværre gælder for flere af Criterion DKs udgivelser, gør man ikke noget særligt ud af lydsiden. Vel står lydbilledet klart og fint, men det er i mono. DVD-ens ekstramateriale består af trailers og et par fine (skriftlige) minibiografier over instruktøren Ettore Scola og skuespilleren Nino Manfredi.
Mængden af Criterion DKs DVD-udgivelser af uomtvistelige kvalitetsfilm vokser støt og roligt og er imponerende. Tak for det!
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
