Det er blevet den 11. juli 2004. Vi er i Århus – og det er Grøn Koncert karavanen også. ON-Z er med igen, i håbet om at få en sludder med konferencieren Jacob Haugaard om musik og ikke mindst film. Vi har heldet med os – og får den ønskede snak med Jacob.
Jacob Haugaard har været konferencier på Grøn Koncert i 15 år, og i år tropper han op i en ny dragt, som minder utroligt meget om tøjet fra et kendt Beatles-cover. Jacob fortæller at han var en tur i østen, og gik en til en skrædder og bad ham lave en dragt magen til den fra Sgt. Peppers Lonely Hearts Club Band albummet. Og resultatet er godt.
Vi starter med at spørge Jacob om den musik han præsenterer på Grøn Koncert er blandt den slags han kunne finde på at høre derhjemme. Det ville han bestemt ikke udelukke. Han har en meget bred musiksmag, og vælger musik efter humøret.
På spørgsmålet om hvorvidt Jacob havde tid til at gå i biografen svarede han meget hurtigt ja. Han tager ofte konen med på besøg i biografen, og så har de en rigtig hyggelig aften sammen. Seneste film der lokkede hr og fru Haugaard i biografen var Mystic River, som Jacob synes var rigtig god.
Hans favoritgenre er actionfilm, og det ses også tydeligt på listen over yndlingsfilm, hvor Kapring I Høj Fart og Die Hard-serien topper listen. Derfor var det naturligt at spørge Jacob om vi kunne forvente at se ham i flere roller a la den i Gamle Mænd I Nye Biler? Det ville han bestemt ikke udelukke, hvis Lasse (Spang Olsen) skulle ringe igen med en lignende rolle ville han helt sikkert være interesseret.
Lige pt. er Jacob i gang med at lave TV sammen med Finn Nørbygaard, og det plejer jo at være morsomt.
Tak til Jacob Haugaard fordi han tog sig tid til en snak med ON-Z på denne dag.
Udover Jacob kunne man på Grøn Koncert opleve Tina Dickow, Nik & Jay, Tue West, Big Fat Snake, Jokeren, Thomas Helmig og D-A-D.
Også en tak til min medfølgende fotograf Frank Eland.