Skriv en kommentar
Frugttyggegummilagkage med krymmel og chokoladesovs og stjernekastere. Cirka sådan ville Guardians of the Galaxy Vol. 2 være, hvis den skulle beskrives som mad. På den måde fortsætter den i den første films spor, som en ny Star Wars film på farverige stoffer.
Siden den første film er gruppen af den mest hudtypevarieret skabninger nogensinde blevet en smule mere etableret. Mens de forsvarer nogle batterier for nogle guldfarvede mennesker, fortsætter Gomora (hende med den grønne hud) og Peter Quill/Star-Lord (den hudfarvede) deres usagt flirten, mens Drax (den blålilla) langsomt begriber, hvad en metafor er. Rocket (vaskebjørnen, der ikke vil kaldes for en vaskebjørn) opretholder sit hårde ydre, dog ikke over for Baby Groot (det omvandrende træ, der dog nu mest er en lille kvist), som vokser op i en samling, der på alle måder lever op til begrebet om regnbuefamilie. Regnbuen tilføjes en manglende blå farve med Gomoras søster Nebula, som skal bringes til et sikkert fængsel. Desuden støder Quills gamle kidnapper/stedfar til i skikkelse af Yondu (også blå, men en kende lysere end Nebula, forstås).
Legesyg farvelade
Der er måske ikke så meget, der giver mening indtil nu, men dette er også en film, der fuldstændigt går ind på tegneserie-formatets præmisser. Dette understreges, da Quills far dukker op, og tilsyneladende er lidt en gud, og også lidt en planet. Selvom det lyder indviklet, er det det faktisk ikke. Det er i hvert fald på ingen måde så indviklet, at det ikke er underholdende, hvilket nok skyldes flere ting.
For det første er dette en enormt flot film. Som sagt bliver hele farveskalaen brugt, og ikke bare på karaktererne. Planeterne er kæmpe og detaljeret og frodige og gyldne og strålende, og det kan stærkt anbefales at se den, med alt hvad den kan trække af 3D og IMAX og bredskærm. Sammen med de flotte visuelle billeder følger et soundtrack af 80’er-sange fra glemmekassen, der både giver en hyggelig, retrofølelse, men også en moderne hip(ster) stemning. Hertil kommer en klipning, der sjældent efterlader publikum i et kedeligt øjeblik, så vi hele tiden er enten midt i en actionscene med vilde opfindelser af Rocket og kamp-moves af Gomora, eller i humoristiske samtaler mellem Quill og Drax. Til sidst bindes det hele sammen af nuttethed fra Baby Groot og hans kommentarspor af forskellige intonationer af ”I am Groot”.
Følelser med sukker på
Denne film er et overflødighedshorn af lækkerier, af stimulus, af farver og af toner, så det føles næsten som om, det er bygger op på en perfekt algoritme udviklet af Disney baseret på årtiers kassesucceser (hvilket det vel heller ikke kan udelukkes, at den er). Og selvom det føles godt på samme måde som chips med dip og cola føles godt, så er det også det, der til tider arbejder imod den. Især når filmen anslår en seriøst, følsom tone, hvilket den gør flere steder. Al den formegethed levner ikke plads til ærlighed, og situationerne føles tvungne og hule. Dette hjælpes ikke på vej af, at disse følelser skal udtrykkes med rigtig mange ord fremfor blot antydning eller handling, og det hele skæres ud i både pap og karton. Selvom filmen godt kunne bære en lille smule mere kant, bliver sentimentaliteten her blot ukarakteristisk og forstyrrende.
Ser man bort fra dette, er det stadig en meget underholdende film. Der er efterhånden rigtig, rigtig mange superheltefilm, og flere er på vej. Lider man af superheltetræthed, vil denne film gør en af to ting: enten vil den minde dig om alt, hvad der er godt og sjovt og sejt ved superhelte, eller også vil det være vandfaldet, der får glasset til at flyde over, og du vil udelukkende se sort/hvid stumfilm om engelsk sildefangst herefter. Men leder du efter en farverig rutjetur med sukker og tjubang, så skal du ikke lede længere.
