Skriv en kommentar
Forestil dig et uvejsomt British Columbia ved slutningen af det 18. århundrede. Rygterne om guldfund omkring Dawson City i Yukon Territory spreder en guldfeber, der drager diverse lykkejægere nordpå. Er bliver blandt andet gjort forsøg på at tage den direkte vej, gennem alt andet lige ukendte områder.
Forestil dig dernæst en gruppe af disse lykkejægere, der samles for at drage afsted. En person skiller sig ud som den leder, der kender – eller i hvert fald giver ud for at kende – vejen frem og som ikke nøler med at tage sig betalt for dét. Derudover består gruppen af et ægtepar, der skal varetage tjansen som kokke, en fortvivlet familiefar fra New York, en journalist, der ønsker at dokumentere færden mod opfyldelsen af drømmene om rigdom, en ensom ’ulv’, der i lige så høj grad som at være smittet af guldfeberen lader til at være på flugt FRA noget og endelig en tavs og nobel kvinde, til en start synes at være kommet godt og grundigt på afveje.
Forestil dig endelig det imponerende landskab, der veksler mellem tæt løv- og senere nåleskov, golde bjergpas og som rejsen skrider frem sne og kulde, der står i skarp kontrast til rejselederens løfter om en behagelig rejse.
Elementerne er på plads til et klassisk western-setup i bedste Hollywood-stil. Guld udmærker sig imidlertid ved den forfriskende nye vinkel på western-genren, at historien fortælles om tyske emigranter, med tyske skuespillere og sat i scene af en tysk instruktør.
Thomas Aslan har ladet sig inspirere af skæbner fra virkelighedens guldfeber, som den er blevet fastholdt for eftertiden i dagbøger og erindringer. Ved at tilføre historien den tyske vinkel får han understreget, hvordan USA og Canada virkede dragende på småkårsfolk i Europa – og hvordan de barske vilkår i virkelighedens verden hurtigt indhentede de udvandrede. Konsekvensen var således, at mange søgte endnu længere ud i det ukendte, denne gang med guld-rigdom som den lokkende gulerod.
Rejsen starter med optimisme. Hestene er udhvilede, køkkenvognen intakt, ligesom gejsten er det. Det viser dog snart, at der snart støder problemer til. Landskabet viser ikke at stemme helt overens med, hvad der fremgår af kortene. Hestene bliver draget hurtigere frem, end de umiddelbart kan holde til og så sker det første uheld. Den mandlige kok, spillet af Wolfgang Packhäuser, styrter ned af en skråning med sin hest og brækker kragebenet. Nok forsøger han i første omgang at hænge på, men da de når frem til næste mellemstation, siger hans kone stop. Hun vil ikke længere – selv om de i håbet om guld og grønne skove har sat formue og virksomhed – en restaurant – over styr.
Samtidig fornemmer man på råd og vink fra indbyggerne, hvor de hviler ud, at vejen videre frem er alt andet end behagelig og fremkommelig. Det begynder også at gå op for den griske rejseleder, hvis ikke særligt diskrete griskhed formes glimrende af Peter Kurth, at kortene er for upræcise til, at han kan lede gruppen helskindet frem til Dawson, hvorfor han en nat forsøger at stikke af – begribeligvis MED betalingen for rejsen.
De spændinger, der har spiret mellem gruppens medlemmer siden afrejsen, træder nu tydeligt frem. Journalisten, der spilles med slesk intensitet af Uwe Bohm, er i lige så høj grad draget af guldfeberen – der fuldstændigt overskygger den indledende åh så ædle journalistiske ambition. Som rejsen skrider frem falder flere fra og hvad der fra starten har tegnet til at være en kropumulig affære viser sig da også at være en fortælling med en langt fra happy ending. Marco Mandic lægger figur til Carl Böhmer, der flygter fra en fortid, hvor kom i klammeri med nogle kvægtyve nede sydpå. Det viser sig, at han har dræbt en mand og nu er man i bestræbelserne på at få hævn på sporet af Böhmer. Den helt centrale hovedrolle som Emily Meyer, der har lagt trange kår i Bremen og et mislykket ægteskab bag sig for derefter at søge guldrigdommen oppe nordpå, spilles endelig med stor nerve af Nina Hoss.
Man skal ikke sætte sig i biografmørket til Guld, hvis man går efter den klassiske western, hvor følelserne hænger uden på kroppen og hvor det er larm og effekter, der driver plottet – for nu at udtrykke den klassiske Hollywood-western i noget, der kunne lyde som en fordom. Det imponerende, barske landskab er fanget i fornemme billeder og instruktøren Thomas Aslan formår at kombinere ro på overfladen med dramatik og fortvivlelse under huden på det sluttede rejseselskab.
Det lurer under overfladen, at der kan opstå mere end et platonisk rejseselskab mellem Emily Meyer og Carl Böhmer. Du må se filmen – hvad der stærkt kan anbefales – for at finde ud af, hvordan dén detalje udvikler sig.
