Skriv en kommentar
”You don´t have to be rich to be my girl, you don´t have to be cool to rule my world, ain´t no particular sign, I´m more compatible with, I just want your extra time and your kiiiiis. Think I better dance now.” Og det gør han så. Horatio (Jason Segel), den ordinære, men fredsommelige bonde, som altså leverer Princes sexede klenodie i kurtiseringens tjeneste, tilskyndet af den gæve, men blide Gulliver (Jack Black). For sådan gør man i en opdateret filmatisering af Gulliver´s Travels – der diskes op med alskens moderne, kulturelle referencer og mere samtidige forholdshovedpiner, smukt omkranset af Jonathan Swifts traditionelle vinkel på mødet mellem to ekstremer.
Black spiller Gulliver, som anno 2011 arbejder som indelukket kontorbud, der kan bryste sig af den tvivlsomme position som hierarkiets lavest placerede medarbejder på en newyorkeravis. Når han ikke giver den gas på Guitar Hero og iscenesætter fiktive forestillinger med sine scifi-heltefigurer, drømmer han om den skønne Darcy (Amanda Peet), som er avisens smækre rejseredaktør. For at smigre sig ind hos hende, lyver han sig frem til en eksotisk identitet som ivrig globetrotter og formidabel skribent. Denne løgn lander ham dog tjansen som journalist på en artikelserie om Bermuda-trekanten, som viser sig at være en interdimensional portal, der transporterer ham til et land langt borte, beboet af lilleputter. Blandt så små størrelser tør Gulliver pludselig både fremstille sig selv som en helt og opføre sig heltemodigt. Men med tiden må han naturligvis sande, at sandheden ikke sådan er til at omgå …
Fun Factory
Siger man Jack Black, siger man også sprudlende narrestreger og en næsten anarkistisk atmosfære. Gulliver´s Travels placerer på ny Black i denne kategori – hans helt eminente komiske sans og tilbagelænede spillestil giver ham en naturlig sødme og en upåtaget charme, som man ikke kan stå for. Som Gulliver inkorporerer han alle foregående elementer og tilfører dermed sin karakter hobevis af folkelig tække og fremrykkende appeal. Man nyder vitterligt hans selskab på skærmen, og det skaber naturligvis en fin identifikation, som sikrer en gedigen indlevelse i filmen. Skuespilniveauet er højt over hele linjen, og udover Jack Black, vil jeg også fremhæve Chris O´Dowd, som spiller lilleputternes hovmodige og beregnende hærchef Edward. Han magter balancen mellem komik og overdrivelse uden at gøre sin karakter til en karikatur.
Karaktererne er dog – surprise, surprise - ikke særligt uddybede, men det gør ikke noget, da filmens tone ikke er af den alvorlige eller udforskende slags. I dens mere letlevende regi skabes og lever karaktererne igennem handling, og det er handlingens form og fremfærd, der giver dem personlighed og kendetegn.
Historien udvikler sig naturligt og i et passende tempo, så man føler sig underholdt hele filmen igennem. Der er en fortrinlig og troværdig fremdrift, og man kigger hverken på armbåndsuret eller sukker modvilligt undervejs. Selv om karaktererne, bortset fra Gulliver, ikke udvikler sig synderligt igennem filmen, men forbliver mere eller mindre den samme version af sig selv i en mere opskruet form, hæmmer det ikke historiens egen udvikling. Den baserer sig primært på Gullivers personlige rejse – den ydre såvel som den indre. I denne odysse får det øvrige cast muligvis en sekundær rolle, men summen af alle delene får både Gullivers forvandling og filmens energi til at syne mere spændende og vedkommende.
3D – når virkeligheden ikke føles virkelig
Siden Avatars monumentale indtog med 3D-formatet, har adskillige film med skiftende held forsøgt sig med det samme indfald. Gulliver´s Travels hopper lystigt med på succesvognen, men formår på ingen måde at få dette potentielle spændingselement til at fungere optimalt. På intet tidspunkt mærker man faktisk effekterne – og det er vel ikke meningen. Tværtimod så sad overtegnede og fik ondt i hovedet af de stramme 3D-briller uden at kunne se nogen mening med miseren. Det er ærgerligt, at man ikke gjorde mere ud af 3D-effekterne, da filmens univers nærmest indbyder til det.
Jeg må dog applaudere filmens excellente måde at orkestrere lilleputuniverset på. Fremstillingen af det lille folkefærd er fantastisk lavet – både omgivelserne og befolkningen er der blevet kælet for, ligesom Gullivers og lilleputternes fælles scener er ganske realistisk og fantasifuldt udført. Det giver en fornem troværdighed og harmoni i filmen.
Alt i alt er denne film en yderst nydelsesrig og latterstimulerende opdatering af en gammel kending. Man har bibeholdt originalens vigtigste kendemærker, men tvistet dem så elegant, at filmen har fået et mere forfriskende udtryk. Der er en masse haha-, hehe- og høhømomenter, måske ikke af lårklaskende karakter, men tæt på. Gulliver´s Travels er ikke en film, som kommer til at redde verden, men den kan meget vel redde din dag.
